Afdelingslæge søges til Hud- og Kønssygdomme, Aarhus Universitetshospital Med tiltrædelse snarest muligt, søger vi en afdelingslæge til Hud- og Kønssygdomme. Stillingen er en fast stilling på fuld tid.
Afdelingen er en dermato-venerologisk specialafdeling med et optageområde, der på regionsniveau udgør ca. 1.8 mill. borgere. Afdelingen dækker i øjeblikket både Region Midt og Nordjylland på hospitalsniveau.
Afdelingen omfatter et sengeafsnit med fem senge, og et stort ambulatorium. Ambulatoriet omfatter hud- og venereaklinik, sårcenter, laser og OP center, lysafsnit og badeafsnit. Afdelingen råder over to laboratorier – et klinisk laboratorium med allergologisk diagnostik og et forskningslaboratorium.
Afdelingen arbejder internt i et tværfagligt samarbejde omkring de enkelte patientgrupper. Udadtil har afdelingen tæt samarbejde med andre hospitaler og primærsektoren omkring patientforløb, uddannelse og forskning. Afdelingen har en stor uddannelsesforpligtigelse og interesse vedrørende medicinstuderende, yngre læger og andre personalegrupper. Vi har et meget aktivt forsknings- og udviklingsmiljø på en lang række områder fra cellebiologi til klinik.
Den lægelige normering omfatter aktuelt en ledende overlæge, otte overlæger, heraf en klinisk lærestolsprofessor, tre afdelingslæger, tre 1.reservelæger og 11 reservelæger.
Stillingen er en fuldtids klinisk stilling i afdelingen, men der vil også være opgaver i vores Kliniske Forskningsenhed forbundet med ansættelsen. Ansøger med kompetence og erfaring indenfor dette felt foretrækkes. Desuden foretrækkes særlig kompetence indenfor allergisk kontakteksem. Ansøgeren skal kunne indgå i afdelingens dermatologiske og venerologiske ansvarsområder. Varetagelse af andre specifikke områder vil blive aftalt nærmere med afdelingsledelsen.
Der er p.t. ikke formaliseret vagtforpligtelse forbundet med stillingen.
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i dermato-venerologi med høj faglig kompetence, både klinisk og forskningsmæssigt. Mhp. at kunne indgå som vejleder på Ph.D. projekter lægges der vægt på at ansøgeren har en Ph.D. grad eller tilsvarende. Der lægges også stor vægt på gode samarbejdsevner.
Faglig dygtighed, akademisk redelighed, høj etisk bevidsthed, åbenhed, humor, beslutningsdygtighed samt evner for samarbejde og respekt for samarbejdspartnere er også væsentlige egenskaber hos ansøger.
Ansøgningen skal fremsendes elektronisk, inklusive dokumentation for kompetencer. Desuden bedes ansøgere til stillingen selv udfylde skema vedrørende kompetencer indenfor de syv lægeroller – skemaet findes her.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Der må påregnes prøvetid i de første tre måneder af ansættelsen. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredstillende autorisation.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge, dr.med. Mette Deleuran på 7846 1851 eller på mettdele@rm.dk.
Din ansøgning skal være os i hænde senest 17. december 2018.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.