Erfaren klinisk psykolog til fast stilling på Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital Da vi i øjeblikket er ved at opruste på smerteområdet, søger vi en erfaren klinisk psykolog til fuldtidsansættelse i Funktionelle Lidelser, med hovedfunktion i Smerte- og Hovedpineklinikken.

Dette job er udløbet
Stillingen er med tiltrædelse enten snarest muligt eller pr. 1. januar 2019.

Vi varetager regionsfunktionen for behandling af funktionelle lidelser, det vil sige komplicerede somatoforme lidelser, dissociative lidelser og helbredsangst samt patienter med kroniske smerter; det sidste i et samarbejde med Neurologisk Afdeling. Afdelingen modtager også patienter fra andre regioner. Vi har et tæt samarbejde med andre kliniske og forskningsafdelinger i ind- og udland.

Aktuelt er der i afdelingen ansat 1 professor, overlæger, afdelingslæger, psykologer, statistikere, IT-udviklere, 1 socialrådgiver samt administrativt personale. Herudover har vi ph.d.- studerende og seniorforskere og er i alt ca. 40 ansatte, hvoraf omkring halvdelen er eksternt finansierede.

Patientforløbene i afdelingen består af diagnosticering ved hjælp af SCAN-interview, psyko-edukative tilbud og gruppe- eller individuel behandling. Vi er i øjeblikket ved at implementere internetbaserede terapiforløb.

Som udgangspunkt er stillingen rettet mod varetagelse af klinisk arbejde både individuelt og i grupper i det tværfaglige team i Smerte- og Hovedpineklinikken, der behandler patienter med kroniske smerter. På sigt kan der være mulighed for at varetage andre behandlingsfunktioner ift. øvrige patientgrupper i afdelingen. Der vil blive lagt vægt på forskningserfaring og interesse i at deltage i udvikling og videnskabelig testning af kliniske interventioner.

Vi forventer at

  • du har kvalifikationer inden for smerteområdet, specielt kroniske komplekse nonmaligne smertetilstande
  • du har erfaring med terapi, gruppeforløb og undervisning
  • du har interesse for – og erfaring med at have et tæt samarbejde med andre faggrupper omkring patientforløb
  • du kan bidrage til udviklingen indenfor området og være medansvarlig for det kliniske arbejde i afdelingen i form af undersøgelse, diagnostik og behandling samt deltage i supervision i afdelingen
  • du involverer dig i afdelingens videnskabelige kliniske undersøgelser og aktiviteter i øvrigt
  • du påtager dig undervisning i et vist omfang, da undervisning og formidling er stor del af afdelingens formål

Vi vil, afhængig af ansøgerens kvalifikationer, tilrettelægge en oplærings- og uddannelsesplan inden for funktionelle lidelser og smerteområdet.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest.

Nærmere oplysninger om stillingen fås hos ledende psykolog Lisbeth Frostholm på  7846 4337 eller på lisbeth.frostholm@rm.dk samt oversygeplejerske Lis Hartmann på 7846 1697 eller på lis.hartmann@rm.dk.

Samtaler forventes afholdt i uge 49.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.