Anvendelsen af usædvanligt høje doser af antipsykotisk og beroligende medicin på Psykiatrisk Center Glostrup bragte patienternes helbred i fare.
Og da den kontroversielle psykiater og tidligere klinikchef på centret, Lars Søndergård, havde ansvaret, må han fremover ikke længere virke selvstændigt som læge inden for det psykiatriske fagområde. Og han må heller ikke beklæde en faglig overordnet stilling.
Det har Sundhedsstyrelsen netop afgjort i en midlertidig afgørelse i sagen, der begyndte sidste sommer. Her – i slutningen af juni – blev Lars Søndergård med øjeblikkelig virkning fjernet fra stillingen som klinikchef på Psykiatrisk Center Glostrup af Region Hovedstaden, efter anklager om, at patienterne var blevet medicineret med alt for store doser af antipsykotiske og beroligende lægemidler, ligesom arbejdsmiljøet blandt især de yngre læger blev kritiseret.
Anne Mette Dons, tilsynschef i Sundhedsstyrelsen, kalder sagen for ganske usædvanlig.
»Sagen er alvorlig, for det er sjældent, at vi har en så omfattende sag med så mange svigt i forhold til reglerne og patientsikkerheden. Derfor må Lars Søndergård ikke længere fungere selvstændigt som psykiater, men skal være under ansvar af fx en overlæge. Det svarer til niveauet for en læge under uddannelse. Desuden er sagen kommet så vidt, fordi han som klinikchef ikke sikrede tilstrækkelig organisering og ledelse, og derfor må han heller ikke længere fungere som chef i sundhedsvæsnet,« siger Anne Mette Dons.
Indskrænkninger i autorisationen skal altid for en domstol med mindre lægen accepterer afgørelsen.
Sundhedsstyrelsen har det seneste halve år gennemgået en række patientjournaler fra Psykiatrisk Center Glostrup, patientjournaler fra speciallægens vagtlægepraksis, og konkluderer, at Lars Søndergård »har behandlet med usædvanligt høje doser antipsykotisk medicin uden der var grund til det,« at han som klinikchef desuden har »indført behandling med injektion af Midazolam i usædvanligt høje doser på Psykiatrisk Center Glostrup,« og at han har tilladt, »at der blev startet behandling med Midazolam uden der var en klar og entydig begrundelse,« skriver Sundhedsstyrelsen.
I undersøgelsen af Lars Søndergårds virke, konkludere styrelsen desuden, at »der blev anvendt tvang uden, at der var indikation herfor,« og mere specifikt bliver han kritiseret for ikke at have sikret, at tvangsfikserede patienter blev tilset regelmæssigt som psykiatriloven eller kræver.
I forhold til hans evner som klinikchef konkluderer Sundhedsstyrelsen, at han ikke har sikret tilstrækkelig organisering og ledelse ved bl.a. at svært alvorligt psykisk syge patienter blev alene behandlet af yngre reservelæger uden tilstrækkelige kvalifikationer.
Desuden får den nu tidligere klinikchef kritik for at »yderst mangelfulde« patientjournaler, der ikke beskriver den behandling, som patienterne modtog.
Sundhedsstyrelsens indskrænkning af Lars Søndergård faglige virke som læge er midlertidigt, mens mistanken undersøges yderligere, understreger styrelsen. Lars Søndergård vil fremover kunne søge Sundhedsstyrelsen om at få sin fulde autorisation tilbage.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at yderligere en sag vedrørende én læge vil blive afgjort inden længe.
Lars Søndergård oplyser til Dagens Medicin, at ikke ønsker at kommentere afgørelsen.