Helt frem til det sidste var Jan Utzon i tvivl om, om lægegerningen nu også var noget for ham, og for at holde alle døre åbne begyndte han på medicinstudiets sidste år sideløbende en HD i organisation, der kunne ruste ham til en mulig fremtid som leder.
Men efter nogle år i klinikken var han ikke længere i tvivl. Lægefaget var det rigtige valg. Men i en tid, hvor sygehusenes afdelingsledelser typisk blev besat efter anciennitet og ikke lederevne eller -interesse, skulle den ekstra uddannelse vise sig som en ulempe.
»Til min første samtale til en uddannelsesstilling som plastikkirurg sagde de direkte til mig, at de var meget glade for at have mig på afdelingen, men at min lederuddannelse vidnede om, at jeg ville noget mere, og de havde altså 36 andre ansøgere, der brændte kun for plastikkirurgien,« husker Jan Utzon.
I Sundhedsstyrelsen var der dog plads til en lederuddannet læge, og i stedet for at vente på en ny chance inden for plastikkirurgien fik han tilbudt et job i styrelsens afdeling for primær sundhedstjeneste og sygehusvæsen. Her fik han på nærmeste hold mulighed for at studere ledelse i sundhedsvæsenet gennem to markante ledere, daværende overlæge Lone de Neergaard og tidligere medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik.
»Jeg var på det tidspunkt nok ambitiøs omkring ledelse, men i Sundhedsstyrelsen opdagede jeg også, hvor meget bl.a. Gøtrik, de Neergaard og andre ledere arbejdede. Det var ofte fra tidlig morgen til sen aften, og det ville jeg ikke, for jeg ville også have tid til at have et liv ved siden af mit arbejde,« siger han.
»Så selvom jeg måske havde linet op til en lederstilling, blev det her klart for mig, at det nok ikke var noget for mig alligevel,« siger Jan Utzon, der har specialiseret sig i samfundsmedicin og i dag arbejder i Region Hovedstadens Enhed for Udvikling og Kvalitet, hvor fokus er på bl.a. datadreven ledelse, herunder at opbygge en organisation, der sikrer, at data fra de kliniske kvalitetsdatabaser på systematisk vis anvendes til at forbedre patientbehandlingen, samt et projekt, der har som mål at halvere antallet af infektioner på regionens hospitaler.
»Der er enorme perspektiver i at udnytte alle de data, som indsamles på landetshospitaler, for heri ligger en guldgrube af viden, men der er efter min opfattelse fortsat et gigantisk misforhold mellem alle de ressourcer, som anvendes til at indsamle data på hospitalerne, og de ressourcer, som anvendes til at analysere og implementere den viden, som ligger gemt i de mange data,« siger han.
»Jeg har helt sikkert fundet min rette hylde i dag,« siger Jan Utzon.