Overlæge ved Klinisk Biokemisk Afdeling Regionshospitalet Randers
Vi søger en person der brænder for specialet og som både har lyst til at blive en del af et stærkt fagligt team på afdelingen og til at indgå i et fagligt og udviklende samarbejde med laboratoriets brugere. Det er derfor vigtigt at du er engageret og tager initiativer til udvikling af samarbejdet med klinikerne.
Regionshospitalet Randers er et spændende akuthospital med en stor fælles akut modtageenhed. Hospitalet har fokus på kvalitet i patientbehandlingen, forskning og innovation samt godt og udviklende arbejdsmiljø.
Klinisk biokemisk afdeling er en velfungerende afdeling med højt aktivitetsniveau og ISO akkrediteret siden 2004. Den samlede analyseproduktion er på ca. 5 mill. analysesvar om året og den samlede stab er på ca 80 ansatte. Afdelingen servicerer de kliniske afdelinger på Regionshospitalet Randers og områdets praktiserende læger. Det drejer sig om et bredt analyserepertoire på hovedfunktionsniveau og derudover en række specialanalyser specielt indenfor det gastrointestinale område. Afdelingen varetager laboratoriedelen for Region Midt i forbindelse med implementeringen af tarmkræftscreening. Afdelingen har derudover blodbanksfunktion med donortapning på Sundhedscenteret i Grenå og på Thors Bakke i Randers samt blodprøvetagning på 6 geografiske lokationer.
Afdelingen har et tæt og velfungerende samarbejde med laboratoriets brugere. Samarbejdet prioriteres højt og udmøntes i jævnlige dialogmøder med klinikerne med henblik på at yde den bedste og mest effektive service. Som følge af samarbejdet opstår der jævnligt nye udviklingsprojekter direkte koblet til den kliniske anvendelse af laboratoriets ydelser og knowhow. Samarbejdet med praksis og Laboratorie Konsulent Ordningen er et andet højt prioriteret område.
Afdelingens overordnede vision er:
Klinisk Biokemisk Afdeling skal til alle tider være en nøglefaktor i det gode patientforløb
Supplerende er der fire delvisioner som omhandler arbejdsmiljø, kvalitet, forskning og faglig udvikling (kan ses i e-Dok eller fås ved henvendelse til afdelingen). Afdelingen varetager undervisning af medicinske studenter i inflammationsblokken og indgår desuden i bioanalytikeruddannelsen.
Arbejdsområder i store træk
- Lægefagligt ansvar af laboratoriets drift og kvalitetsudvikling indenfor et specificeret område
- Arbejde i projektorienterede teams på tværs i afdelingen
- Indgå i og tage initiativer til at styrke samarbejdet med laboratoriets brugere og samarbejdsparterne
- Lægefaglig rådgivning til laboratoriets brugere
- Deltage i afdelingens undervisningsforpligtelser og tage initiativer hertil
Vi forventer, at du:
- Er speciallæge i klinisk biokemi
- Har bred erfaring i klinisk biokemisk drift og udvikling
- Kan koordinere og uddelegere opgaver
- Er kvalitetsbevidst
- Er udadvendt, motiverende og kan lide at arbejde i teams
- Har lyst og erfaring med undervisningsopgaver
- Har lyst og erfaring med forskning
- Er god til kommunikation og formidling
- Kan tænke i helheder og har situationsfornemmelse
Vi tilbyder en stilling i et spændende laboratorium, der har specialefunktion med og prioriterer gode løsninger på almindelige problemer, nærhed til patienter og klinikere, gensidig kollegial supervision, uddannelse af nye kolleger og forskning.
Procedure: ansøgningen skal indeholde curriculum vitae med oplysninger om uddannelse, ansættelser, videnskabelig aktivitet, undervisningsaktivitet, ledelseserfaring samt en publikationsliste. Endvidere ønskes en begrundelse for ansøgningen.
Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de 7 kompetenceområder: medicinsk ekspert, kommunikator, samarbejder, leder/administrator, sundhedsfremmer, akademiker og professionel i henhold til gældende praksis for overlægebedømmelse.Skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger. Stillingen er vagtfri. Ansøgere, som allerede er ansat som tjenestemænd, kan vælge at bibeholde tjenestemandsstatus, jfr. Protokollat herom.
Ansøgning udfærdiget i henhold til de 7 lægeroller
Yderligere oplysninger om stillingen, samt afdelings- og funktionsbeskrivelse og skema til overlægebedømmelse, kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Nete Hornung, tlf. 7842 2301.
Ansøgningsfrist senest d. 21/11 kl. 12.
Ansøgningen skal sendes via link: “Søg job/Send ansøgning”
Ansættelsessamtaler finder sted i uge 49.
Det er muligt at læse mere om Regionshospitalet Randers på www.regionshospitalet-randers.dk
Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.