Specialeansvarlig overlæge til Medicinsk Afdeling Sjællands Universitetshospital, Roskilde - quicknr. 21730

Dette job er udløbet

Medicinsk Afdeling ønsker at ansætte en visionær overlæge, som, ud fra hospitalets overordnede strategi, ”Patienten er alt”, med sine kvalifikationer og sit engagement kan stå i spidsen for at styrke og videreudvikle specialet på Sjællands Universitetshospital.

Overlægen vil i årene frem mod år 2020 få en væsentlig rolle i forberedelse af en evt. omorganisering i forbindelse med indflytningen på Sjællands Universitetshospital.

Medicinsk Afdeling

Medicinsk Afdeling er en stor afdeling med mange forskellige opgaver. Den har regionsfunktion inden for lungemedicin, infektionsmedicin og nefrologi og modtager akutte og elektive patienter i disse specialer samt akutte patienter inden for det intern medicinske hovedområde. Afdelingen har i 2016 gennemgået en omstrukturering og varetager primært specialiserede funktioner inden for de tre grenspecialer, mens indlagte patienter med almene, ikke – specialiserede lidelser overvejende håndteres på regionens øvrige sygehuse. Afdelingen har to sengeafsnit med i alt 44 senge og en omfattende ambulant produktion med ca. 50.000 årlige konsultationer.

Under Medicinsk Afdeling hører også Akutmodtagelsen, Diagnostisk Center og dialyseafsnittene i Roskilde og i Nykøbing Falster.

Det lungemedicinske speciale

Varetages aktuelt af syv fastansatte speciallæger; heraf en specialeansvarlig overlæge.

Det ene af afdelingens to sengeafsnit, som har 21 senge har primært specialiserede lungemedicinske og infektionsmedicinske patienter. Patienterne indlægges enten direkte fra Akutmodtagelse/ambulatorium eller overflyttes fra regionens øvrige sygehuse. Non-invasiv ventilationsbehandling (NIV) og pneumothoraxbehandling varetages i sengeafsnittet.

Afdelingen har regionsfunktion inden for alle områder af lungemedicinen og allergien og ambulatoriet dækker fraset kompliceret lungefibrose hele det lungemedicinske/allergologiske spektrum.

De ambulante funktioner omfatter en Infiltratenhed, et allergi-ambulatorium og et ”klassisk” lungemedicinsk ambulatorium.

Endvidere findes et ’ilt-ambulatorium’ med udkørende ilt-sygeplejerske for hjemmeiltbehandlede patienter.

De ambulante ydelser omfatter blandt andet

  • 3500 enkle lungefunktionsundersøgelser, flertallet med reversibilitetstest
  • 1.500 udvidede lungefunktionsundersøgelser (med diffusionskapacitets-bestemmelse og kropsplethysmografi)
  • Godt 1000 fiberbronkoskopier
  • 650 EBUS-undersøgelser
  • 100 EUS undersøgelser
  • Specialiseret KOL-rehabilitering
  • Knap 3000 ambulante allergologiske konsultationer
  • 400 allergologiske basisudredninger
  • Knapt 1.000 injektioner som led i allergenspecifik immunterapi
  • 250 komplekse allergologiske udredninger med diverse provokationsforsøg

Arbejdsopgaver

Den specialeansvarlige overlæge vil indgå i det eksisterende speciallægeteam inden for lungemedicin, der p.t. består af syv speciallæger. Overlægens kliniske funktion vil være i det lungemedicinske sengeafsnit (B92) og i ambulatoriet.

Administrativt forventes overlægen at repræsentere lungemedicin og allergologi i afdelingen, regionalt og nationalt og deltage i diverse lungemedicinske/allergologiske fora.

Den specialeansvarlige overlæge forventes sammen med de øvrige specialeansvarlige at indgå i tæt sparring med ledende overlæge om planlægning og udvikling af afdelingen og specialet og vil i væsentligt omfang få uddelegeret ansvar for tilrettelæggelse af daglig drift på det lungemedicinske område.

Den specialeansvarlige overlæge indgår som udgangspunkt i den intern medicinske og i den lungemedicinske specialevagt med en samlet vagthyppighed på ca. fem vagter per måned. Vagterne er tilrettelagt som vagt uden for tjenestestedet.

Undervisning

Sjællands Universitetshospital har samarbejde med Københavns Universitet. Medicinsk Afdeling varetager klinisk undervisning af lægestuderende for 3. semester bachelor og 3. semester kandidat iht. aftale med Københavns Universitet. Afdelingen har et halvt forskningslektorat i lungemedicin (deles med Næstved), to forskningslektorater i nefrologi samt tre kliniske lektorater – et i hvert af afdelingens specialer.

Den lægelige videreuddannelse er et højt prioriteret område og omfatter uddannelse for læger i

  • Introstillinger
  • Uddannelse i almen medicin
  • Speciallægeuddannelsen i fem medicinske specialer, herunder infektionsmedicin

Der er udarbejdet uddannelsesprogrammer svarende hertil.

Afdelingens lægelige stab pr. 1. november 2016

20 overlæger og tre afdelingslæger med speciallægeanerkendelser i henholdsvis allergologi, infektionsmedicin, lungemedicin, nefrologi og almen medicin samt 12 reservelæger.

Kvalifikationer

Stillingen ønskes besat med en speciallæge i lungemedicin, som har interesse for og evne til at videreudvikle lungemedicinen og allergien. Som foruden faglige kompetencer også har stærke personlige egenskaber med evne til at samarbejde og kommunikere konstruktivt; både med kolleger og på tværs af faggrænser.

Der lægges vægt på

  • Stærke faglige kvalifikationer
  • Kompetencer inden for faglig og strategisk planlægning.
  • Gode samarbejdsevner, såvel mono- som flerfagligt
  • Undervisningsmæssige og pædagogiske kvalifikationer
  • Videnskabeligt curriculum

Sjællands Universitetshospital vil være pioner i det danske sundhedsvæsen og definere en ny, bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer hospitalet en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden.

Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. Sjællands Universitetshospital er etableret som en organisatorisk enhed. Vi er således allerede nu i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

I de kommende år vil en række funktioner flytte fra Roskilde til de nye bygninger i Køge. Sjællands Universitetshospital, Roskilde bliver således omdannet til et specialsygehus, der tilbyder ambulante, smidige og effektive patientforløb til lokalområdets borgere. Sjællands Universitetshospital, Roskilde skal være en stærk spiller i forhold til at udvikle og teste nye former for organisering, teknologi og telemedicin i tæt samarbejde med blandt andet uddannelsesinstitutioner, virksomheder, patienter og kommuner.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital  her

Sjællands Universitetshospital, Roskilde og Køge indgår i Københavns Universitet Hospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse sker efter gældende overenskomst

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Peder Fabricius, 47 32 20 01.

Ansøgning og cv sendes til
Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Medicinsk Afdeling
Att.: Ledelsessekretær Heidi Elbek Thuesen
Sygehusvej 10
4000 Roskilde

Eller elektronisk til
heet@regionsjaelland.dk

Ansøgningsfrist 01.01.17

Sundhedsstyrelsen har decentraliseret bedømmelserne vedrørende overlægestillinger. I den faglige bedømmelse anvender Sjællands Universitetshospital, Roskilde og Køge en vurdering af de syv lægeroller (se evt. www.sst.dk [De syv Lægeroller, version 2, 3. maj 2013]). Ansøger bedes i ansøgningen – med bedst mulig dokumentation – forholde sig konkret til de syv lægeroller.

Om Region Sjælland

Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 17.000 medarbejdere og et budget på 17 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.