Hver anden ghetto har ingen praktiserende læge I godt hvert andet område på regeringens ghettoliste er der ingen praktiserende læge. Øget lokalt samarbejde og differentieret basishonorar er blandt løsningerne på problemet, mener fagfolk.

I 13 ud af 25 områder på regeringens ghettoliste har patienterne ikke nogen praktiserende læge i gåafstand fra deres bopæl. Det viser en optælling, Dagens Medicin har lavet. Og det er en problemstilling, der kan få alvorlige konsekvenser, hvis ikke arbejdsforholdene for lægerne i de udsatte boligområder forbedres. Sådan lyder det blandt andet fra Lise Dyhr, der ud over at være formand for en nynedsat DSAM-interessegruppe med fokus på særligt udfordrede patienter også er praktiserende læge i Brøndby Strand — et område, der er røget på og af ghettolisten gennem årene.

»Hvis udviklingen fortsætter, tror jeg, at der er en del, der ikke orker at praktisere mere i de områder. Det er ikke for at være negativ, men min erfaring og snak med kolleger siger mig, at der skal ske noget snart. Vi er jo også en del, der er oppe i årene, og som i længere tid har accepteret mere eller mindre midlertidige løsninger. Men der er brug for permanente forbedringer nu,« siger hun.

Selv har hun praktiseret i Brøndby Strand siden slutningen af 1990’erne og deltaget i en række projekter for at styrke samarbejdet om de socialt udsatte patienter på Vestegnen. Men det har ikke resulteret i bedre forhold for de praktiserende læger, tværtimod, forklarer hun:

»Det handler om at lave arbejdsvilkår for de læger, der arbejder i udsatte områder, som giver dem tid til at tage sig af de komplekse patienter og samarbejde med kommuner og sygehuse. Når vi ringer til sygehuse, er det for eksempel ofte på det samme nummer som patienterne, og så sidder man der som nummer 17 i køen. Vi arbejder på at lave nogle mere direkte kommunikationslinjer, men der er noget vej endnu,« siger hun og refererer til, at den slags tiltag af og til strander, fordi de er besværlige at føre ud i livet.

Samtidig peger hun på, at lokalkendskab er afgørende for, at man som praksis kan løfte opgaven i et socialt belastet område. I nogle områder kan en stor andel manuelle arbejdere resultere i særlige arbejdsmedicinske udfordringer, mens andre områder eksempelvis kan være præget af etniske grupper med særlige behov.

»I vores klinik har vi ansat dobbelt så meget personale som andre klinikker. De fungerer som tovholdere, der undersøger de forskellige muligheder, der er for patienterne, og guider dem. Det kræver både et stort lokalkendskab, og at man kender patienterne og deres familier,« siger hun.

Patientgrupper kræver viden

Regeringens ghettoliste bygger på fem kriterier, hvoraf tre skal være opfyldt, for at området kommer på listen. Målepunkterne er blandt andet antallet af beboere uden tilknytning til arbejdsmarkedet, antal dømte og antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Alle ghettolistens boligområder på nær tre har mere end 50 procent indvandrere fra ikke-vestlige lande, og det betyder, at den praktiserende læge ofte møder helt særlige problemstillinger. Det forklarer Helge Kjersem, overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital, der samtidig understreger, at det ‘selvfølgelig er en patientgruppe med store variationer’.

»Flygtninge har ofte enten krigstraumer eller traumer fra tortur med sig i bagagen. De har ofte ikke-erkendt PTSD eller lignende psykiske problemstillinger, som de har skjult, fordi det er skamfuldt at være psykisk syg,« siger han.

Det var også konklusionen i en kortlægning fra 2013 af indsatsen for flygtninge med traumer, der blev udarbejdet til det daværende Ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold. Rapporten anslår, at 30-45 procent af flygtningene i Danmark har traumer med symptomer som blandt andet smerter, søvnløshed og og koncentrationsbesvær. Og det resulterer tit i en ond spiral, forklarer Helge Kjersem. Han ser tit, at patienterne projekterer de psykiske problemer over i kropslige sygdomme og bliver sendt til den ene undersøgelse efter den anden uden afklaring, mens frustrationen vokser hos både patient og læger.

»Den anden gruppe er de tunge indvandrere. De kan have levet i Danmark i 20-30 år, men uden at være sprogligt eller kulturelt integreret. De lever i en boble og er ofte analfabeter og forstår ikke beskeder om, hvornår de skal møde op og andet, så derfor bliver de tit bare afsluttet i de her forskellige undersøgelsesprogrammer,« siger han.

Samarbejde skal styrkes

Helge Kjersem peger ligesom Lise Dyhr på, at det er afgørende at have et godt kendskab til patienterne og deres kulturelle og økonomiske situation for at kunne hjælpe dem som praktiserende læge.

»Jeg tror, at mange læger er interesseret i transkulturelle forhold, men du er nødt til at blive honoreret. Ofte har du samme udgifter som andre praktiserende læger, men hvis du skal bruge dobbelt så lang tid på de her patienter, er det svært at balancere. Hvis man også kunne sponsorere, at lægerne får bedre rammer, for eksempel lokaler, uden at det skulle koste mere, tror jeg, det ville blive mere tiltrækkende. Og så er det nødvendigt med støtte fra kommunen til blandt andet tolkebistand, fysioterapi og kostvejledning,« siger han.

Og her er Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, enig. Hun fremhæver også tæt samarbejde mellem de forskellige aktører og henviser blandt andet til et sundhedshus i Aalborg Øst, hvor der er både almen praksis, apotek, kommunale funktioner, sundhedsplejersker og politi under samme tag. I tråd med Danske Regioners tidligere udmeldinger er hun også positiv over for ideen om differentieret basishonorar:

»Det er op til forhandlinger, hvad der bliver muligt. Der kan jo være juridiske barrierer i forhold til, hvad for nogle oplysninger vi må bruge. Men vi er, som vi har sagt tidligere, meget positive over for at differentiere basishonoraret, der hvor lægedækningen er udfordret. Her tænker vi også ghettoområderne,« siger hun.

Kommentarer

  1. Med jeres definition – 1.5 km i gåafstand – er det da vist mere reglen end undtagelsen, at man ikke har en læge i sit nærområde.
    Det er da vist det, man kalder en ikke-historie.

Skriv kommentar