Den digitale nytårstale Jeg tror, det er tid til at nyfortolke hele funktionen af det offentlige sygehusvæsen og finde måder at fungere på, der går i spænd med digitalisering, kravet om transparens og åbenhed som dogme.

Når støvet har lagt sig efter indførelsen af ‘SundhedsPlatformen’ og lignende moderniseringer på sygehuse eller i praksis, når de obligatoriske opgør mellem ansatte og arbejdsgivere har fundet sted, en række evigtvarende modsætningsforhold har etableret sig, folk er gået i vrede eller fyret af vrede, så står vi med endnu et redskab ind i digitaliseringen af sundhedsvæsenet.

Der er ingen kære mor.

Tiden hvor man med fyldepen skrev et notat, der kunne være vanskeligt at tyde, er definitivt forbi, og parallelt med sundhedssektorens langsommelige forandringer, flytter samfundet sig med det digitale højhastighedstog ind i en tid, hvor alle varer kan bestilles på en telefon. Hvor banktransaktioner, rejsebestillinger og sågar skilsmisse kan klares med et nemID og et nøglekort. (Hvis du vil skilles, uden at din partner ved det, skal du blot kende din partners netlogin og vide hvor nøglekortet befinder sig, så kan skilsmissen gennemføres i al ubemærkethed).

Borgeren har adgang til stort set alt, kan operere i det private og offentlige rum, være en del af markedet som køber eller sælger, investere, forholde sig, samle data, informationer, nyheder. Alt.

Nuvel, hvordan så med følgende scenarie: Før hvert besøg hos en læge indtaster patienten selv sine data digitalt. Hvorfor bruge tid i den dyrebare konsultation, som er mødet mellem lægen og patienten på at indhente de data, når patienten kan levere dem? Snart vil de mest almindelige blodprøver vel kunne udføres af en lille digital ting, der så kan blive aflæst af patienten, således at der kan være nogenlunde styr på, hvad næste skridt skal være. Eller biokemien aflæses af klinisk-kemisk afdelings særlige BorgerBlod-app.

Eller det første møde finder ikke sted, fordi de første informationer, der både indeholder anamnese og biokemiske oplysninger, er tilstrækkelig til første aktion – kunne være rimelig anvendeligt i en tid med et svigtende antal praktiserende læger. Oven i de to forhold jeg her har beskrevet, har patienten sendt billeder af sig selv, de legemsområder der er i spil, angivet højde, vægt, blodtryk, hjertefunktionen er nedlagt på en lyd/billedfil – alt er sådan set tilgængeligt. En enkel face-time- eller Skypesamtale afklarer unøjagtigheder. Så mangler vi et indblik i diverse legemsåbninger. Eller en beføling, ej heller et stetoskop skulle være nødvendigt, det kan telefonen vel aflytte med større nøjagtighed end et øre?.

Jeg ved ikke om der kommer skoper, man kan sætte på sin telefon, og så eksempelvis indføre rektalt eller synke, så en rektoskopi eller gastroskopi kan klares hjemme, men det skulle vel ikke være så vanskeligt at skabe?

Oven i hatten kommer så, at patienten til enhver tid kan tilgå sine oplysninger og se de notater, som lægen eller sygeplejersken skriver. Patienten kan kommentere på sine egne data, det er jo hans oplysninger og dermed retmæssigt hans ejendom, eller hvordan?

Så hvis en sundhedsprofessionel skriver noget, der fortolker de data, der foreligger, som patienten mener er forkerte eller ikke er tilstrækkelig præcist, ja så kan patienten tage affære og som en anden overlæge give sin mening tilkende. Vil lægen så være dér, hvor han er klar til at ændre sin ordination eller den henvisning, der er blevet udskrevet?

Når jeg leger med fremtiden, bliver jeg bekymret for, at sundhedsvæsenet hele tiden sætter hegn op mellem borger og væsen i et forsøg på at skærme data fra at blive hacket, for at bevare patientens autonomi. Samtidig er det som om, der kan komme et pludseligt, alvorligt digebrud, hvor samfundsudviklingen kræver, at vi fuldstændig ændrer format og indhold.

Det er som om drømmen om det offentlige væsen, hvor enhver gør sig umage til det yderste, ikke er tilstrækkelig armeret til den fremtid, der synes så klar i horisonten.

Som en borgerrettighed vil patienten få adgang til sine egne data i journaler og sundhedsvæsenets registre. Det vil blive en forudsætning for fortsat at kunne indmelde data til disse registre. Digitaliseringen skubber borgernes rettigheder hurtigere frem end det offentlige kan nå at få afklaret omfanget af rettighedsændringerne. Selve det elektroniske signal skubber til tiden med papir, reoler, arkivskabe og egne servere, fri for omverdenens indblik.

Jeg tror, det er tid til at nyfortolke hele funktionen af det offentlige sygehusvæsen og finde måder at fungere på, der går i spænd med digitalisering, kravet om transparens og åbenhed som dogme.

Man kan sige at digitaliseringen dikterer demokratisk fundamentalisme, som sundhedssektoren nu endegyldigt ser ud til at måtte give efter for.

Kommentarer

  1. Tanken om den altid kapable borger, som med stor interesse og indsigt kan korrigere fejl og mangler er besnærende. Men ak, ofte har fagpersonen mere indsigt, og journalen er et resume iblandet faglighed. Og der er slet ikke taget højde for, at mange borgere bl.a. pga. sygdom ikke har de intellektuelle evner, der skal til for at fordøje fagsproget.
    Men hvorfor skulle vi stoppe ved sundhedsjournalen. De fremlagte synspunkter gælder jo også politiets arbejde og sagsbehandling i det offentlige. Hvorfor skulle vi ikke kunne rette direkte i deres filer? Hjemmefra og ubesværet, WikiPoliti?

Skriv kommentar