‘Undgå medicin, som ikke er relevant, hvor bivirkninger overstiger de gavnlige virkninger, eller hvor patienten ikke længere ønsker medicinen. Vær særligt opmærksom på ældre, skrøbelige og multisyge’.
Sådan lyder den seneste anbefaling fra Vælg Klogt, der netop har afholdt en workshop om unødvendig medicin.
I en pressemeddelelse beskriver organisationen, der er etableret af Danske Patienter og Lægeforeningen, og som finansieres af Danske Regioner, hvordan fagfolk, patientrepræsentanter og patientforeninger til workshoppen i samarbejde udviklede en ny anbefaling, som skal hjælpe med at nedbringe uhensigtsmæssig polyfarmaci.
En af deltagerne i workshoppen var Cees Stavenuiter, almen praktiserende læge i Stenstrup.
Han mener, at hvis vi skal nedbringe brugen af unødvendig medicin, er det afgørende med en åben kommunikation, information og et godt samarbejde:
»Samarbejdet med de pårørende, hjemmeplejen og andre sundhedsfaglige, der kender patienten, er vigtigt. Vores kommunikation på tværs gør, at vi kan informere hinanden og hurtigere tage stilling til medicin, som kan være uhensigtsmæssig,« siger Cees Stavenuiter.
Manglende viden skaber bekymringer
Camilla Skødt Bonde, sygeplejerske og sundhedsfaglig rådgiver i Epilepsiforeningen, var også blandt deltagerne i Vælg Klogts workshop.
Hun håber, at flere læger, på baggrund af den nye anbefaling vil indlede samtalen om medicinforbrug med patienterne:
Et højt medicinforbrug er ikke dårligt, det stiller blot krav til, at vi skal være mere opmærksomme på, om det høje medicinforbrug er uhensigtsmæssigt
Cees Stavenuiter, praktiserende læge, Stenstrup
»Man skal tage samtalen om medicin igen og igen. Vi oplever, at vores medlemmer kan have svært ved at skulle trappe ud af medicin, fordi de ved, hvad de har, men ikke hvad de får. Manglende viden er med til at skabe bekymringer hos vores medlemmer,« fortæller Camilla Skødt Bonde og tilføjer:
»Selvom man for 20-30 år siden fik at vide, at man skulle tage et bestemt præparat resten af livet, skal man løbende få det vurderet på ny. Vi bliver klogere på medicinsk behandling, så måske er præparatet ikke det mest hensigtsmæssige for patienten i dag, selvom det var tilfældet for to årtier siden.«
Praktiserende læge Cees Stavenuiter oplever også i sit virke som plejehjemslæge, at patienterne er bekymrede for udtrapning og afmedicinering. Derfor er det vigtigt, at lægerne tager dialogen med patienterne og inddrager dem i beslutningerne om deres medicin.
Men den slags samtaler kan være svære og besværlige. Derfor mener Cees Stavenuiter, at der bør komme faglige vejledninger til lægerne om afmedicinering:
»I dag har vi ikke en vejledning, dialogen om afmedicinering er nærmest ikke til stede, og mange læger er bekymrede for klagesager. Så vi skal klæde lægerne – og patienterne – bedre på, så alle ved, at afmedicinering er en mulighed,« siger Cees Stavenuiter, som selv er i gang med at udarbejde vejledninger målrettet læger om afmedicinering i samarbejde med en arbejdsgruppe i Dansk Selskab for Almen Medicin.
Struktureret kontrol er afgørende
Cees Stavenuiter understreger også, at struktureret kontrol er væsentlig i kampen mod at nedbringe brugen af unødvendig medicin.
Han mener, at kontrol og medicingennemgang skal foregå mindst en gang om året. På den måde vil patienterne få den vigtigste viden samt forstå konsekvenserne ved deres egen medicin.
Der skal samtidig være en plan for, hvornår lægerne evaluerer behandlingen, og hvordan de løbende vurderer, om det er den rette medicin for patienterne, påpeger Cees Stavenuiter. For i takt med at der kommer flere og flere ældre, bliver problemstillingen blot mere relevant:
»Antallet med et højt medicinforbrug vil stige, fordi der kommer flere ældre borgere, som lever længere og får flere sygdomme, flere kronisk syge og multisyge – og samtidig kommer der flere muligheder inden for medicinsk behandling. Men et højt medicinforbrug er ikke dårligt, det stiller blot krav til, at vi skal være mere opmærksomme på, om det høje medicinforbrug er uhensigtsmæssigt,« siger han.
Du kan læse hele anbefalingen her.