Da jeg var medicinstuderende og ung læge i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne var det danske sygehusvæsen ledet af egenrådige, selvbevidste primadonnaer, der som overlæger og professorer styrede deres egen afdeling med stor faglig kompetence og stolthed, men uden sans for, at afdelingen skulle fungere som en integreret enhed i den organisme, som et sygehus udgør. Intet under, at politikerne lod sig friste til at ændre ledelsesstrukturen, da der i løbet af disse år blev uddannet en masse...