Navn, alder, praksistype, geografi
Lise Høyer, 53, kompagniskab, Aarhus, Region Midtjylland
Fagpolitisk erfaring: 6 år i PLO Midt, ligeså mange år i KEU/Samarbejdsudvalget i Midt, i samarbejde med Aarhus kommune og klyngesamarbejdet. Sidder i Lægeforeningen Midtjyllands bestyrelse som formand.
Hvorfor stiller du op?
Fordi jeg brænder for det fagpolitiske arbejde, og mener at almen praksis har en nøgleposition i sundhedsvæsenet. Vi har et sygehusvæsen, som er fantastisk dygtigt, men så specialiseret, at det ikke længere behandler det, som patienterne fejler i deres helhed. Og det er vigtigere end nogensinde at have en velfungerende almen praksis i front som stifindere i systemet. Der er god sundhedsøkonomi i det og god kvalitet for vore patienter. Det giver rigtig god mening, når vi udvikler det i sammenhæng med kolleger i resten af sundhedsvæsenet. Jeg vil arbejde for en overenskomst, hvor vi tilstræber, at honorering følger tid forbrugt på opgaven – også om 2, 3 og 5 år. Om det så er i telefonen med den kommunale hjemmesygeplejerske eller på landevejene til sygebesøg. Jeg bakker op om bestyrelsens udspil, det er klogt og nødvendigt med nye bolde for at få gjort forhandlings partnere klart at de er nødt til at investere i almen praksis, og skabe arbejdsforhold, der vil trække unge kolleger til.
Hvad ser du som den største udfordring, PLO står overfor? Rekruttering, frem for alt. Både i forhold til mangel på almen medicinere i Nord, Vest og Sjælland, og de ubesatte uddannelsesstillinger til specialet. Og så er det en udfordring for os at få RLTN gjort mere investeringsparate i almen praksis, selvom alle ved, at det er god sundhedsøkonomi, og godt for de udsatte borgere.