Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Syd, i Kolding søger overlæge

Dette job er udløbet

Har du lyst til faglig udvikling, samfundsmedicinske opgaver, brænder du for patienternes sikkerhed og har du idéer til, hvordan vi sammen kan gøre sundhedsvæsenet bedre? Er du en læge, som ønsker at få indflydelse på, hvordan tilsyn i sundhedsvæsnet skal foregå? Ville det være fagligt spændende for dig at være en aktiv medspiller i bekæmpelse af smitsomme sygdomme som f.eks. Corona – så har vi brug for dig i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Om enheden
I Tilsyn og Rådgivning Syd i Kolding, varetager vi tilsynet med sundhedspersoner og sundhedsvæsenets organisationer i Region Syddanmark. Derudover yder vi sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder i relation til bl.a. anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver ogmiljøsager. Enhedens læger går også retslægelige ligsyn, udarbejder ligpas og arbejder med trafikmedicin.

Enheden er præget af et godt og tæt kollegialt samarbejde både fagligt og socialt med fokus på udvikling og læring. Dine kollegaer er bl.a. læger, sygeplejersker, jurister, folkesundhedsvidenskabskandidater/andre akademikere og administrativt personale. Enheden er uddannelsesafdeling for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin

Dit arbejde
Du skal som hovedopgave medvirke til udvikling og drift af opgaver, der er tilknyttet tilsynet med sundhedspersoner.

Dine andre arbejdsopgaver vil være:

  • Behandling af sager vedr. smitsomme sygdomme fx corona, drikkevand og legionella i brugsvand
  • Telefonisk rådgivning af sundhedsfagligt personale og andre myndigheder (telefonvagt), herunder sundhedsjuridisk rådgivning
  • Retslægelige ligsyn
  • Beredskabsopgaver
  • Trafikmedicin
  • Tilsynsopgaver, herunder samtaler med og sagsbehandling omkring autoriserede sundhedspersoner og udgående tilsyn med sundhedsvæsenets organisationer
  • Løsning af ad hoc opgaver, som f.eks. hjælp med besvarelse af forespørgsler fra andre myndigheder og departementet
  • Projektarbejde i forbindelse med videreudvikling af styrelsens opgaver

Derudover deltager du i enhedens øvrige opgaver.

Din uddannelse og erfaring
Du er læge med tilladelse til selvstændigt virke og gerne speciallæge i samfundsmedicin, men andre specialer kommer også i betragtning. Du har været speciallæge i mindst 5 år. Du har måske erfaring fra flere sektorer i det danske sundhedsvæsen.

Derudover lægger vi vægt på, at du har:

  • interesse for og gerne erfaring med et eller flere af enhedens arbejdsområder
  • interesse for og erfaring med administrative lægelige opgaver
  • interesse for sundhedsjuridiske problemstillinger
  • lyst til at arbejde projektorienteret og tværfagligt
  • gode kommunikative evner
  • interesse for og gerne erfaring med kvalitetsudvikling eller organisatorisk arbejde
  • kørekort og har bil til rådighed.

Uanset, hvilken baggrund du kommer med, så er arbejdet formentlig nyt for dig. Vi sørger for god oplæring, herunder bred introduktion og en intern uddannelse.

Dine personlige kvalifikationer
Vi forventer, at du kan lide at samarbejde med andre faggrupper om at løse komplekse opgaver i et tværfagligt miljø, at du kan indgå i en respektfuld og anerkendende dialog med forskellige sundhedsfaglige grupper samt at du arbejder systematisk og kan overholde deadlines.

Vi tilbyder
Et spændende og varieret job med meningsfyldte opgaver, hvor du får mulighed for at bruge klinisk erfaring til at arbejde for patientsikkerheden. Jobbet giver dig et grundlæggende kendskab og netværk til alle dele af sundhedsvæsnet, som du kan bruge i din videre karriere. Du får udstrakt grad af indflydelse på tilrettelæggelsen af dine egne arbejdsopgaver. Vi lægger meget vægt på løbende efteruddannelse.

Om ansættelsen
Ansættelsen kræver speciallægeanerkendelse.

Du vil blive ansat som overlæge i henhold til Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i gruppe 1 (lr. 37).

Der er tale om en fuldtidsstilling.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder, overlæge Ulla Bonde van Zwol tlf. 29 31 98 63.

Er du interesseret?
Klik på “søg stillingen” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 24 eller 25, men afhænger af coronasituationen, og vil eventuelt kunne foregå via Skype.

Generelt om styrelsen
I Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder vi for, at det er trygt at være patient. Vores ambition er at skabe værdi i udviklingen af et sikkert og lærende sundhedsvæsen. Styrelsen for Patientsikkerhed fører det overordnede tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet. Styrelsen bistår desuden sundheds- og ældreministeren med den centrale forvaltning af forhold vedrørende patienters sikkerhed og forhold vedrørende læring i sundhedsvæsenet.

Vi fører tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner, og vi autoriserer sundhedspersoner. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.

På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.

Vi er mere end 300 medarbejdere og har tilknyttet sagkyndige konsulenter. Styrelsen dækker hele landet og har enheder i København, Kolding, Randers og på Færøerne.

Styrelsen for Patientsikkerhed har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.