Region Syddanmark søger 1 – 2 praktiserende læger til en praksis beliggende i Sundhedshuset i Rudkøbing, Havnegade 118, 1, 5900 Rudkøbing

Dette job er udløbet

Placeringen i Sundhedshuset giver gode muligheder for sparring og samarbejde – både tværfagligt og med den anden lægeklinik på samme etage i Sundhedshuset. Der er mange forskellige faggrupper repræsenteret i Sundhedshuset, hvilket giver gode muligheder for et bredt fællesskab, samarbejde og nytænkning om forebyggelse og behandling. Huset rummer bl.a. fysioterapeut, kiropraktor, jordemoder, høre- og talekonsulent, psykolog, misbrugsbehandlere og meget mere.

Der er ansat en sygeplejerske, en laborant og en sosu-assistent i klinikken. Klinikken er indrettet i moderne, store, lyse rum med god plads til sundhedspersonale og sygeplejersker. Derudover er der plads til uddannelseslæger. Der er mulighed for at tilpasse antallet af lokaler efter ønske. Huslejen vil afhænge af dette. Der er et moderne laboratorium med integreret EKG og lungefunktionsprøver samt transportabel ultralydsscanner. Desuden er der akutstue/operationsstue.

Langeland har to vagtringe, der bemandes på skift af øens læger. Akutbelastningen i dagligdagen er lille og der er gode muligheder for at planlægge sin dagligdag. Der er et godt samarbejde med de øvrige læger på Langeland. Lægerne har etableret et lægelaug, hvor de holder møde ca. en gang i kvartalet.

Vi ønsker, at du snarest muligt kan starte arbejdet op i klinikken.
Du har mulighed for at arbejde i klinikken på én af følgende måder:

1) Køb af ydernummer

Du kan købe ydernummeret af Region Syddanmark. Nummeret vil blive solgt til det højest indkommende bud – mindsteprisen er 1 kr. Der vil samtidigt blive indgået en nærmere aftale om overtagelse af inventar, lejemål og personale mv. iht. de gældende aftaler og regler. Som udgangspunkt forventes samtlige patienter, der pt. er tilknyttet ydernummeret passet. Tilrettelæggelsen står køber frit for, herunder om en eller begge kapaciteter besættes.

Interesserede bedes indsende vedlagte tilbudsblanket, hvoraf følgende skal fremgå:

  • Navn(e), adresse(r) og kontaktoplysning(er)
  • Oplysninger om eventuel praksis
  • Kort beskrivelse af den løsning, man forestiller sig, herunder bemanding og opstartsdato.
  • Slutteligt skal der angives et prisbud for ydernummeret inkl. patienter. Mindst mulige bud er 1,00 kr.

2) Erhvervelse af ydernummer på licens

I denne model tildeles du, jf. § 25 i overenskomsten, ydernummeret af Region Syddanmark uden mulighed for videresalg. Regionen stiller klinikken til rådighed. Som udgangspunkt forventes samtlige patienter der pt. er tilknyttet ydernummeret passet. Tilrettelæggelsen står køber frit for, herunder om en eller begge kapaciteter besættes.

Du driver praksis efter overenskomstens regler, imens der betales et nærmere aftalt omkostningsbidrag til regionen efter de konkrete omstændigheder.

3) Ansættelse i praksis i maksimalt 1 år

I denne model ansættes du med fast løn af Region Syddanmark i klinikken i en periode på op til et år iht. den gældende overenskomst for overlæger. En god mulighed for eksempelvis yngre læger, der vil snuse til livet i almen praksis på Langeland. Der vil være et samarbejde med den anden lægeklinik i huset om drift af praksis.

Har du spørgsmål, brug for supplerende oplysninger eller har du lyst til at besigtige lokalerne kan du kontakte AC-fuldmægtig Camilla Bæth på mail camilla.baeth@rsyd.dk eller telefon 76 63 14 07.

Ansøgningen fremsendes senest den 1. september 2016 tilcamilla.baeth@rsyd.dk.

I uge 31 kontakt chefkonsulent Mikael Harild, Praksis, Region Syddanmark, tlf. 76631403.
Fra uge 32 kontakt AC-fuldmægtig Camilla Bæth, Praksis, Region Syddanmark, tlf. 76631407.

Du kan læse mere om mulighederne her:
www.regionsyddanmark.dk/wm488107