Engageret afdelingslæge søges til den nationale overvågning af antibiotikaresistente bakterier på Staten Serum Institut

Dette job er udløbet

Er du interesseret i antibiotikaresistens, dataanalyser og national overvågning? så har vi stillingen, hvor du kan fordybe dig i data og indgå i et fantastisk multidisciplinært team.

Om Referencelaboratoriet for Antibiotikaresistens
Referencelaboratoriet for Antibiotikaresistens varetager den nationale overvågning af antibiotika-resistens og -forbrug, den laboratoriebaserede overvågning af MRSA, ESBL, CPO og VRE samt er ansvarlig for afrapporteringen af humane data i DANMAP. Sektionen består af 14 akademikere og seks laboranter.

Sektionen hører til i afdelingen for Bakterier, Parasitter & Svampe og arbejder tæt sammen med de andre fagområder, der varetager overvågningen af humane infektioner med bakterier, svampe og parasitter. Afdelingen udfører desuden mikrobiologisk specialdiagnostisk med tilhørende rådgivning om forebyggelse, diagnose og behandling, samt forskning på højt internationalt niveau. Der er ca. 130 medarbejdere i afdelingen.

Din hverdag hos os
Du bliver ansvarlig for at videreudvikle den nationale antibiotikaresistensovervågning baseret på MIBA data. Dette indbefatter analyser af antibiotikaresistens data og afrapportering i DANMAP rapporten. Der vil være gode muligheder for at indgå i nationale og internationale råd og samarbejder samt forskning. Du vil desuden blive en del af den mikrobiologiske vagtordning på SSI.

Dine primære opgaver vil være, at

  • analysere antibiotikaresistensdata fra MIBA
  • indgå i DANMAP redaktionsgruppen, med ansvar for kapitlet om antibiotikaresistens i mennesker
  • indgå i tværfaglige forskningsprojekter indenfor antibiotikaresistensområdet
  • indgå i den mikrobiologiske vagtordning på SSI.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Vi forventer, at du er speciallæge i klinisk mikrobiologi eller læge med grundigt kendskab til mikrobiologi og antibiotikabehandling.

Derudover forventer vi, at du har:

  • kendskab til arbejdet med databaser og dataprotokoller
  • dokumenteret forskningserfaring
  • grundigt kendskab til klinisk mikrobiologiske prøvesvar
  • kendskab til arbejdet med LIS (Laboratorieinformationssystemer).

Vi tilbyder
En stilling som afdelingslæge i en inspirerende og dynamisk sektion, i en institution med høj faglighed og et aktivt forskningsmiljø.

Om ansættelsen
Du bliver ansat som afdelingslæge i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.

Ansættelse som afdelingslæge forudsætter, at du har opnået speciallægeanerkendelse.

Kontakt os gerne 
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder, Anders Rhod Larsen på tlf. 3268 8674 eller afdelingschef Lars V. Pallesen på tlf. 3268 3130.

Er du interesseret?
Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 12 og 13. Du kan læse mere om os på www.ssi.dk.

Statens Serum Institut har røgfri arbejdstid og en røgfri campus.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.