Afdelingslæge, Reumatologisk Ambulatorium, Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Holstebro, Hospitalsenheden Vest Det reumatologiske speciale i Hospitalsenheden Vest er i en rigtigt god udvikling, og der er meget høj aktivitet i Reumatologisk Ambulatorium. Derfor søger vi afdelingslæge i intern medicin: reumatologi pr. 1. februar 2021 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Vi søger en speciallæge, som brænder for sit fag, og som ønsker at tage ansvar. Ikke bare for den enkelte patient, men også for afdelingen. Der er gode muligheder for at sætte sit eget præg på arbejdsområder, man er særligt interesseret i. Fokus skal være på at udvikle afdelingen, så patienterne får behandling af høj faglig standard, og som tilgodeser patientens ønsker og behov.

Medicinsk Afdeling
De medicinske afsnit i Herning og Holstebro er organisatorisk samlet i én afdeling. Afdelingen varetager den medicinske funktion for ca. 300.000 borgere i den vestlige del af Region Midtjylland. Der er fælles afdelingsledelse bestående af ledende overlæge og ledende oversygeplejerske.

I Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest findes alle grenspecialer indenfor intern medicin fordelt på matriklerne i Holstebro og Herning, undtaget kardiologi som er en selvstændig afdeling. Afdelingen har 108 senge med fordelingen 32 i Herning og 76 i Holstebro. Afdelingens samlede aktivitet i 2019 var 78000 ambulante besøg og 12200 udskrivninger.

Der er etableret akutafdeling ved Hospitalsenheden Vest med en større enhed tilknyttet i Herning og en mindre enhed i Holstebro. I Herning modtages de akutte patienter i Akutafdelingen, mens de akutte visiterede medicinske patienter i Holstebro modtages i Medicinsk Modtageafsnit.

I Medicinsk Afdeling har vi konstant fokus på at blive bedre i planlægningen af vores patientforløb, således at patienten får den bedste behandling og pleje. Vi arbejder meget målrettet med patient-/pårørende-inddragelse, og aktuelt har vi også fokus på implementering af den patientansvarlige læge.

Planlægningen af det nye hospital i Gødstrup er i fuld gang, og medarbejderne er stærkt inddraget i processen, og her spiller afdelingens læger en stor rolle i planlægningen af udflytningen, som forventes at ske i løbet af 2021.

Reumatologisk funktion
Reumatologien i Hospitalsenheden Vest er en del af Medicinsk Afdeling. Den reumatologiske funktion er overvejende ambulant, idet akutte oplagt reumatologiske patienter indlægges på Aarhus Universitetshospital. I det omfang der er reumatologiske problemstillinger hos indlagte medicinske patienter eller på andre af hospitalets sengeafsnit i Holstebro, varetager vi de reumatologiske specialistopgaver ved tilsyns og – konferencevirksomhed.

Reumatologisk Ambulatorium varetager behandlingen på hovedfunktionsniveau af patienter med inflammatoriske led- og rygsygdomme samt behandling med biologisk medicin.

Der er gode ambulante faciliteter indenfor reumatologien med egne undersøgelsesrum og kontorer. I alle undersøgelsesrum findes ultralydsapparater. Der er etableret teamsamarbejde med 3 specialsygeplejersker, og funktionen har egne sekretærer tilknyttet.

Reumatologisk lægebemanding
Den reumatologiske funktion i Hospitalsenheden Vest varetages p.t. af en specialeansvarlig overlæge, som har det overordnede faglige ansvar for specialet samt yderligere fire speciallæger. Derudover har afdelingen læger i hoveduddannelsesforløb i reumatologi. AP-læger i blokstilling og KBU-læger. Den reumatologiske funktion deltager i undervisningen af medicinstuderende.

Der vil være mulighed for at dyrke specielle interesseområder inden for reumatologien, ligesom vi forventer, at ansøgeren vil bidrage til og have indflydelse på den nærmere organisering af specialet i Gødstrup.

Vagtstruktur
I Holstebro er der etableret tre vagtlag med tilstedeværelsesvagt; forvagt, mellemvagt og bagvagt. Desuden er der beredskabsvagt for hæmatologi og nefrologi, som dækkes af overlægerne.

Vagtstrukturen i Herning er med døgndækket for- og bagvagtslag.

Afdelingslægen indgår i bagvagtslaget i Holstebro.

Stillings- og funktionsbeskrivelse

Lægefaglige kvalifikationer
Der ønskes ansøgere med speciallægeuddannelse i intern medicin: reumatologi.

Ansøger bør i ansøgningen forholde sig til speciallægens 7 roller, jf. Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de 7 lægeroller, og bør i videst muligt omfang dokumentere sine kvalifikationer inden for disse områder. Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgers oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de 7 kompetenceområder.

Desuden forventer vi

  • At du altid sætter patienten først – også i en travl hverdag.
  • At du byder dig til, når dagligdagen er presset.
  • At du deltager aktivt i den daglige kliniske vejledning af yngre kolleger.
  • At du sikrer den løbende dokumentation af afdelingens opgaver, produktion og kvalitet.
  • At du har stærke samarbejdsevner både mono- og tværfagligt og stimulerer samarbejdet både internt i afdelingen, til andre afdelinger og hospitalet samt tværsektorielt.
  • At du har stærke kommunikative evner både mundtligt og skriftligt.
  • At du altid holder den gode tone i hverdagen – både overfor patienter, pårørende og kolleger.
  • At du viderefører organisationens værdier: dialog, dygtighed og dristighed.

Vi kan tilbyde dig:

  • Et udfordrende og udviklende speciallægejob med høj grad af selvbestemmelse.
  • At medvirke i udbygning og oprustning af det reumatologiske speciale i Hospitalsenheden Vest.
  • Et stærkt fagligt miljø med fokus på et balanceret forhold mellem privatliv, efteruddannelse og produktion.
  • Arbejde i en afdeling med et højt fagligt niveau og en dygtig medarbejderstab.
  • Gode faglige og personlige udviklingsmuligheder.
  • Et aktivt undervisningsmiljø.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger. Stillingen er omfattet af bestemmelserne om lokal løndannelse. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende børneattest og gyldig autorisation.

Flere oplysninger om stillingen
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Nikolai Hoffmann-Petersen på tlf. 2946 4510 eller specialeansvarlig overlæge Jolanta Grydehøj på tlf. 2287 4662.

Ansøgningsfrist
Du kan søge jobbet online på Regionens hjemmeside,www.rm.dk/job ved at klikke på ”Send ansøgning”. Vedhæft din ansøgning og dit CV. Vedhæftede dokumenter skal være i pdf- eller wordformat.

Din ansøgning skal være hos os senest torsdag den 17. september 2020.

Læs mere om et job med drive, dygtige kollegaer og muligheder på vest.rm.dk/job

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.