Administrerende Sygehusdirektør til Sygehus Sønderjylland Vil du være med til at videreudvikle Sygehus Sønderjylland, og sammen med den øvrige sygehusdirektion stå i spidsen for at styrke rammerne og vilkårene for at lykkes med transformationen af sundhedsvæsnet? Og har du ledelsesmæssige erfaring, og et stort kendskab til de faglige og organisatoriske udfordringer inden for sundhedsvæsnet og den øvrige del af sundhedssektoren?
Ansøgningsfrist: 07/09/2025 Sygehus Sønderjylland
Så er du måske den vi søger til jobbet som administrerende sygehusdirektør til Sygehus Sønderjylland?
På Sygehus Sønderjylland er vores udgangspunkt altid patienterne. Hver dag stræber vi efter at skabe høj tilfredshed til glæde for patienter, pårørende og borgere i Region Syddanmark. Det gør vi gennem inddragelse, fælles forventninger og høj faglighed. Sygehus Sønderjyllands vision er ”Din tilfredshed – vores stolthed” Link: Vision
Som administrerende sygehusdirektør udgør du, sammen med den lægelige direktør og den sygeplejefaglige direktør Sygehus Sønderjyllands direktion. I har det overordnede ansvar for sygehusets opgaver, behandling, udredning og pleje, samt for planlægning og organisering af sygehusets drift og strategiske udvikling. Sygehusdirektionen refererer ind til regionsdirektøren i Region Syddanmark.
Kort om Sygehus Sønderjylland
Sygehus Sønderjylland er en af Region Syddanmarks fire sygehusenheder med aktiviteter på akutsygehuset i Aabenraa, specialsygehuset i Sønderborg og daghospitalet i Tønder. Sygehuset beskæftiger 2.720 medarbejdere, og rummer kliniske specialer på et højt fagligt niveau sammen med en udbygget og moderne diagnostisk funktion og et effektivt stabsapparat. Hvert år har sygehuset ca. 41.000 indlagte patienter og ca. 482.000 ambulante besøg.
Sygehus Sønderjylland prioriterer forskning højt og der er særligt fokus på multisyge patienter og tværsektorielle forløb, og derudover arbejder vi med en bred vifte af projekter. Læs mere om Sygehus Sønderjylland her.
Som administrerende sygehusdirektør har du sammen med den øvrige direktion bl.a. ansvaret for at;
- udvikle og sætte kurs og retning for sygehuset. Dette skal ses i lyset af sundhedsreformens mange initiativer og virkemidler- og i lyset af behovet for kontinuerlig udvikling af sygehusets kerneydelser.
- udviklingen sker i et tæt og involverende samarbejde med ledelse og medarbejdere på Sygehus Sønderjylland, samt med sygehusets samarbejdspartnere.
- skabe rammer og vilkår, for at vi tilbyder et sundhedsvæsen i digital topform.
- styrke rammerne og vilkårene for at lykkes med transformationen af sundhedsvæsenet organisatorisk, administrativ og ledelsesmæssigt for fremtidens helhedssyn på patienter og borgere.
- skabe rammer og vilkår som understøtter en effektiv patientbehandling af høj kvalitet, og fortsat udvikle en kultur og praksis på tværs af matrikler, hvor patienten er først og inddrages på forskellige niveauer.
- understøtte, at Sygehus Sønderjylland også fremadrettet har et godt og sundt arbejdsmiljø hvor MED udvalget ses som en aktiv medspiller og samarbejdspartner i dagligdagen.
- skabe rammer og vilkår for at Sygehus Sønderjylland er en attraktiv arbejdsplads, der kan motivere og tiltrække dygtige og vidende ledere og medarbejdere fra ind- og udland.
- agere som aktiv og nærværende ledelse i konstruktiv dialog med afdelingsledelserne og samtidig være tydelig om retning og prioriteringer, når det er nødvendigt.
- indgå i et tæt og tillidsfuldt samspil med den øvrige direktion og sygehusets afdelinger i forhold til løbende opfølgning og udvikling af kvalitet, service, aktivitet og økonomi.
- kommunikere Sygehus Sønderjyllands strategi, mål-, indsatsområder og resultater, samt de værdier, sygehuset bygger på, både internt og eksternt.
- repræsentere regionen i forhold til centrale myndigheder og andre sygehuse, herunder indgå i regionale og nationale arbejdsgrupper og sikre, at vi styrker vores deltagelse og position.
- samarbejde med regionens administration samt regionens øvrige sygehuse, og tænke lokale beslutninger ind i et regionalt perspektiv.
Ydermere vil du som administrerende sygehusdirektør have en særlig rolle i forhold til at arbejde med Sygehus Sønderjyllands fremtidige transformation ved at kordinere, facilitere, følge op og evaluere processer og forandringer. Du vil i samarbejde med den øvrige direktion skulle inddrage og involvere relevante interessenter i processen og arbejdet med elementerne i sundhedsreformen og den fremtidige strategi.
Der vil være brug for mod til at turde udfordre og undersøge nye muligheder og trends, samt træffe de beslutninger, der skal til for at vi kan lykkedes med at implementere. For at lykkedes er tydelig kommunikation og følgeskab for at få opbakning til de nye initiativer helt essentielt.
Den rette kandidat
Du har et stort kendskab til de faglige og organisatoriske udfordringer inden for sygehusvæsenet og den øvrige del af sundhedssektoren. Dette indebærer tværsektoriel forståelse, sundhedsfaglig indsigt og erfaring med strategisk arbejde inden for sundhedssektoren og med patienterne i fokus. Derudover har du betydelig ledelseserfaring, og kan dokumentere ledelsesresultater. Du formår at veksle mellem at arbejde på det overordnede strategiske niveau samtidig med, at du har interesse for, og indsigt i den daglige sygehusdrift.
For at lykkedes i denne stilling er det væsentligt, at du har udprægede kommunikative og formidlingsmæssige egenskaber, der sikrer følgeskab. Du skal således have en åben, engagerende og motiverende lederadfærd, med en evne til at udvikle og flytte organisationen gennem dialog og medinddragelse. Derudover er der brug for gode relationelle evner til at skabe, vedligeholde og udbygge netværk og strategiske alliancer.
Vilkår
Løn- og ansættelsesform efter gældende overenskomst. Der tilbydes kontraktansættelse. Sygehus Sønderjylland er på tre forskellige matrikler og vi forventer en regelmæssig tilstedeværelse på dem alle.
Tiltrædelse
Stillingen ønskes besat 1. november 2025 eller efter nærmere aftale.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte regionsdirektør Jane Kraglund, tlf. 2899 3240, koncerndirektør Kurt Espersen, tlf. 2167 9021, lægelig direktør Peter Sørensen tlf. 2134 3686 eller sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen tlf. 2895 2789.
Læs mere i stillings- og personprofilen via dette link: Stillings- og personprofil
Ansøgningsfrist søndag d. 7. september 2025
Vi afholder 1. samtaler onsdag d. 10. september (eftermiddag og aften) og 2. samtaler mandag d. 22. september (eftermiddag og aften). Mellem 1. og 2. samtalerunde anvender vi en personlighedstest.
Sygehus Sønderjylland er ét sygehus på tre matrikler. I Aabenraa modtager vi fortrinsvis akut syge eller tilskadekomne patienter samt børn, unge, gravide og fødende. I Sønderborg har vi i vid udstrækning patienter, som får foretaget planlagte sammedagskirurgiske indgreb eller behandling og kontrol for kroniske lidelser, og på sygehuset i Tønder er vi specialiseret i at udrede patienterne og lægge en plan for behandling samme dag. På alle tre matrikler behandler vi tilskadekomne i lokalområdet, og vi har ambulante behandlings- og undersøgelsestilbud.
For at søge dette job gå til denne webside: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=198&ProjectId=233282&DepartmentId=6762&MediaId=5361&skipAdvertisement=True →