Områdechef til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune

Dette job er udløbet

Vi skaber det gode ældreliv og udvikler det nære sundhedsvæsen i Københavns Kommune. Som områdechef bliver du omdrejningspunktet – både som chef for lederne af vores plejehjem, genoptrænings- og aktivitetscentre samt som strategisk brobygger mellem driften og centralforvaltningen.

Vi tilbyder dig en stilling som den ene halvdel af duoledelsen af Område Nord, der omfatter ledelse af både vores borgerrettede indsatser i de tilknyttede bydele og en række bydækkende funktioner. Der er tale om en stor og kompleks driftsopgave, hvor meningen aldrig er langt væk. På tværs af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er vi ca. 10.000 medarbejdere, der arbejder for at støtte københavnerne – ikke mindst de stadigt flere ældre borgere – i at leve det liv, de ønsker.

”Vi har brug for en områdechef, der har det strategiske blik, tænker én organisation og altid insisterer på borgerperspektivet. En, der dygtigt har ledet et komplekst driftsområde før, og som vil og kan tænke ud over eget ledelsesområde. Det er en spændende mulighed for at sætte sit præg på, hvordan vi nu og i fremtiden sikrer det gode ældreliv og udvikler det nære sundhedsvæsen i København i en tid, der er præget af udfordringer med arbejdskraft,” fortæller direktør Jakob Krogh.

Du vil få en rolle som omdrejningspunkt i en organisation, hvor meget går godt, men der er også steder, vi kan gøre det endnu bedre. Vores områdechefer skal være garant for god ledelse af vores driftsenheder baseret på tillidsdagsordenen, sammenhængende borgerforløb, ensartet kvalitet i og stabil drift af de borgerrettede tilbud og udviklingen af attraktive arbejdspladser, så vi sikrer tilfredse borgere og kan tiltrække og fastholde de gode medarbejdere. Der bliver spændende ledelsesbeslutninger hver dag og masser af konkret sparring med lederne om organisatoriske processer, strukturer og styring samt vores samarbejde med ældre og syge borgere.

Vi mener selv, vi har en attraktiv stilling til dig. Vi har de organisatoriske muskler til at realisere de gode ideer, der kommer vores borgere til gavn. Vi er optaget af at skabe samarbejde mellem forskellige fagligheder og har fokus på udvikling af vores rehabiliterende tilgang i indsatser for og med borgeren. Vi har som noget helt nyt valgt at lægge en rekrutteringsfunktion ud på vores områdekontor, der dækker alle driftsenheder i hele byen. En bydækkende og styrket indsats i erkendelse af, at fastholdelse og rekruttering af vores medarbejdere er vores helt centrale udfordring i de kommende år.

Du gør det naturligvis ikke alene: ”Det er en kæmpe fordel at arbejde i en duo. Driftsledelse er ikke en enlig rytters værk – det er samarbejde. Vi bedriver ledelse i fællesskab. Vi er nået dertil, hvor vi er forholdsvist afslappede i forhold til, hvem der går med hvad – vi er reelt fælles om den brede ledelsesopgave. Derfor ønsker jeg mig en makker, der er god til dialog. En, der sammen med mig sætter barren højt og har lidt skøre ideer, der ikke står i lærebøgerne. Virkeligheden kan tåle mere, end vi tror. Jeg ønsker mig i den grad en makker, der holder af at være tæt på driften og få tingene gjort. Og så vil jeg gerne love, at du aldrig kommer til at gå på arbejde uden at vide, hvad du kan få tiden til at gå med!”, fortæller områdechef Signe Grauslund.

Udover din områdechefkollega vil du samarbejde tæt med afdelingslederen for stabsfunktionen i Område Nord, chefkollegerne i Område Syd, lederne på driftsenhederne i Område Nord og centercheferne i de tværgående funktioner for hele Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Du vil referere direkte til direktionen.

En relationel driftschef
Vi forventer, at du har strategisk erfaring med udvikling og drift af borgernære tilbud og ledelse af ledere. Du har formentlig en sundhedsfaglig uddannelse, men du kan også have en samfundsvidenskabelig baggrund, hvor du har haft en længere karriere inden for ældre- og/eller sundhedsområdet. Du er tidligere lykkedes med at skabe ensartet kvalitet på tværs af mange enheder og med ambitiøs ledelse af kompleks drift.

Du er god til relationer, lytter, involverer og har en tydelig ledelses- og kommunikationsstil, som skaber engagement, trivsel og resultater. Du er troværdig og bidrager til en kultur præget af tillid, åbenhed og høj faglighed. Du holder fast og prioriterer skarpt. Endelig er du ambitiøs på vores forvaltnings vegne, nytænkende og har flair for både økonomi og forvaltning.

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Jakob Krogh på telefon 21 67 93 00 eller konsulent Thomas Gajhede, Mercuri Urval, på telefon 20 84 10 30. Her kan du også læse mere om stillingen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og rekrutteringsprocessen.

Søg via linket senest onsdag den 12. april 2023

Mangfoldighed
I Københavns Kommune arbejder vi for at gøre livet i København endnu bedre. Det giver vores hverdag mening og mulighederne er mange.

Københavns Kommune arbejder aktivt med ligestilling og inklusion og ser mangfoldighed som en styrke for organisationen. Vores arbejdspladser skal afspejle den diversitet, der kendetegner byen, og som alle medarbejdere bidrager til med deres særlige baggrund, personlighed og evner.