Forsknings- og Analysechef til VIVE Sundhed

Dette job er udløbet

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd søger en ambitiøs og samarbejdsorienteret chef med flair for at lede i et stærkt miljø for anvendt forskning og analyse og evne til at koble den konkrete faglige ledelse med VIVEs strategi.

Afdelingen og stillingen

Stillingen som leder af VIVE Sundhed er er ledig til besættelse. Du kommer ind i billedet med din sikre hånd på rattet og den rette balance mellem et grundigt kendskab til sundhedssektoren og en god fornemmelse for at lede mennesker.

Som forsknings- og analysechef i VIVE bliver du sat i spidsen for et højt kvalificeret vidensmiljø, som bidrager til grundlaget for udviklingen af det danske sundhedsvæsen. Vi arbejder tværfagligt og har særligt fokus på snitflader mellem forskellige sektorer i velfærdsstaten. Du kommer til at arbejde med de allerdygtigste faglige kapaciteter på området i Danmark og får mulighed for at indgå i faglige netværk både internt og eksternt.

VIVEs forsknings- og analysechefer refererer til direktøren og indgår i VIVEs ledergruppe. Vores nye forsknings- og analysechef skal løbende understøtte gensidigheden mellem forsknings- og analyseaktiviteter samt de forskellige faglige områder i VIVE. Mange af VIVEs projekter går på tværs af vores faglige afdelinger, og vi lægger derfor vægt på tværgående samarbejde såvel fagligt som organisatorisk og ressourcemæssigt, og på at afdelingsledelsen sker i samspil med den samlede ledelse af VIVE.

VIVE Sundheds ca. 25 forsknings- og analysemedarbejdere beskæftiger sig med borgernes fysiske og psykiske sundhed og de institutioner, organisationer og interventioner, der er rettet mod at skabe en bedre sundhed i befolkningen. Afdelingen har fokus på alle målgrupper – fra de endnu ufødte over børn, unge og voksne til den ældre, medicinske patient. Afdelingens forskning og analyse retter sig mod de organisationer og institutioner, der arbejder med at skabe en bedre sundhed – sygehuse, almen praksis, frivillige organisationer, kommuner, regioner mv. – samt mod økonomi, organisering og styring i sundhedssektoren med et særligt fokus på borger-, patient- og brugerperspektivet. Det giver naturlige snitflader til og samarbejder med VIVEs andre afdelinger på fx social-, beskæftigelses- og ældreområdet.

Som forsknings- og analysechef i VIVE har du en række ansvarsområder og opgaver:

Strategisk ledelse

  • Bidrage til løsning og implementering af tværgående strategiske og organisatoriske opgaver.
  • Skabe tydelig sammenhæng mellem medarbejdernes opgaver og VIVEs mål.
  • Bidrage til udvikling af VIVE som helhed.
  • Repræsentere VIVE udadtil.
  • Ansvar for konkrete udviklingsopgaver for hele VIVE.

Faglig ledelse

  • Sikre den faglige udvikling inden for VIVE Sundhed og medvirke til udvikling på tværs af VIVEs faglige afdelinger.
  • Udvikle en sammenhængende og balanceret projektportefølje med fokus på relevans og sammenhæng mellem forskning og analyse.
  • Være faglig sparringspartner og problemknuser for afdelingens projektledere på forsknings- og analyseprojekter.
  • Være bagstopper på kvalitetssikringen af publikationer fra VIVE Sundhed.
  • Formidle afdelingens resultater og projekter.

Personaleledelse

  • Personaleledelse og kompetenceudvikling af afdelingens forsknings- og analysemedarbejdere.
  • Distanceledelse af medarbejdere fordelt over VIVEs to lokationer.
  • Sikre et godt arbejdsmiljø i afdelingen.

Ressourcestyring og administrativ ledelse

  • Overordnet fagligt og ressourcemæssigt ansvar for afdelingens forsknings- og analyseaktiviteter.
  • Understøtte indhentning af ekstern finansiering og kontraktindgåelse for både forsknings- og analyseopgaver.
  • Projektbemanding i samarbejde med de øvrige forsknings- og analysechefer.
  • Godkendelser og kontroller relateret til ressourcer og datasikkerhed.

Om VIVE

VIVE er en uafhængig national forsknings- og analyseinstitution under Indenrigs- og Boligministeriet. VIVE skaber og formidler viden om velfærdssamfundets udvikling, borgernes levevilkår og indretningen af den offentlige sektor. Vi har en projektorienteret organisation, hvor god ledelse er en grundlæggende præmis.

VIVE er organiseret i seks faglige afdelinger, som hver ledes af en forsknings- og analysechef. Hertil kommer VIVEs understøttende afdelinger.

Kvalifikationer 

Vi søger en ambitiøs og samarbejdsorienteret chef, der har en god forståelse for anvendelsesorienteret forskning og analyse, og som har dokumenteret erfaring med ledelse af fagligt stærke medarbejdere i forsknings- og/eller analysevirksomhed.

Du har en relevant akademisk uddannelse, og vi forventer, at du kan dokumentere de fleste af følgende kompetencer:

  • En stærk faglig samfundsvidenskabelig profil i forhold til forskning, evaluering eller analyse.
  • Kendskab til udviklingen inden for velfærdssamfundet, herunder særligt interesse for sundhedsområdet og samspillet med andre velfærdsområder.
  • Ledelse af fagligt stærke og selvledende, akademiske medarbejdere samt større faglige ansvarsområder – gerne i en tværfaglig sammenhæng.
  • Ledelse af større forsknings- og analyseprojekter, herunder skaffe ekstern finansiering.
  • Strategisk tænkning – både snævert i forhold til eget ledelsesområde og bredt i forhold til VIVE – og kan lede og implementere strategiske forandringer.
  • En engageret person med høj personlig integritet og evne til at motivere og samarbejde med medarbejdere, andre ledere og eksterne samarbejdspartnere.
  • Inddragende, anerkendende og omgængelig, og kan facilitere et godt arbejdsmiljø.
  • En holdspiller, som kan bidrage til arbejdet i en samlet ledelsesgruppe.
  • En god formidler både skriftligt og mundtligt på dansk og gerne engelsk.
  • Evner at række ud til de relevante omgivelser. Du skal kunne opdyrke og bygge videre på et godt eksternt netværk.

Yderligere oplysninger

Du kan læse mere om VIVE på www.vive.dk, og du er meget velkommen til at kontakte direktør Lotte Jensen (loje@vive.dk eller 2513 3813) eller vicedirektør Mette Deding (mcd@vive.dk eller 3348 0885). For en fortrolig drøftelse af mulighederne i stillingen er du også velkommen til at kontakte partner i Genitor Martin Isenbecker (mi@genitor.dk eller 2565 9231).

Ansættelsesvilkår

Vi forventer du tiltræder senest den 1. marts 2023. Ansættelsen sker på overenskomstmæssige vilkår, og er som udgangspunkt på åremål med en ansættelsesperiode på fem år med mulighed for forlængelse i op til yderligere tre år. Ansættelsen sker på kontraktvilkår i løngruppe 1 i henhold til chefaftalen på statens område. Hertil kommer åremålstillæg og kvalifikationstillæg, som aftales konkret ud fra baggrund, erfaring og ansættelsesforhold.

VIVE har lokationer i både Aarhus og København, og VIVE Sundhed har medarbejdere begge steder. Du må derfor påregne en del rejseaktivitet. Du skal angive i din ansøgning, om det vil passe dig bedst at have base i Aarhus eller København.

Ansættelsesprocedure

Vi skal have modtaget din ansøgning senest den 9. januar 2023 kl. 9. Du søger stillingen via vores elektroniske rekrutteringssystem, som du finder her på siden under ”søg job” eller på vores hjemmeside www.vive.dk.

Din motiverede ansøgning skal uploades med følgende bilag:

  • CV med oplysninger om uddannelse, erfaring med forskning/analyse, ledelseserfaring, formidlingserfaring mv.
  • Eksamenspapirer

Vi forventer at gennemføre 1. samtalerunde den 13. januar 2023 og 2. samtalerunde den 24. januar 2023. Hvis du går videre til 2. samtalerunde, kan du forvente at skulle gennemgå en personlighedstest samt besvare en kortere skriftlig opgave.

VIVE ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge.