Speciallæge med speciale i Intern Medicin: Lungemedicin til Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus – Patienternes kræft- og specialistsygehus Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus

Ansøgningsfrist: 16/09/2025 Sygehus Lillebælt

Medicinsk Afdeling søger en speciallæge med speciale i Intern Medicin: Lungesygdomme. Det forventes, at ansøgeren har kompetencer indenfor invasiv lungemedicin herunder bronkoskopi, EBUS og ultralyd af lungerne.

Lungemedicinsk afsnit er en af hjørnestenene i Medicinsk Afdeling. Den lungemedicinske funktion står på flere ben: A – Infiltratudredning, hvor afsnittet er et af landets største og hurtigste udredningssteder for lungecancer, B – Garantiafdeling for udredning af benign lungemedicin i Region Syddanmark og har C -Speciel interesse i hjemme-NIV-behandling samt udredning af søvnapnø. Der er fornuværende tilknyttet 1 ledende overlæge, 5 overlægestillinger, 2 professorstillinger, 5 speciallægestillinger samt 3 yngre læger under uddannelse i lungemedicin. Der er høj forskningsaktivitet med 6 pågående PhD-forløb samt en lang række forskningsprojekter – herunder ikke mindst inden for lungekræft.

Om Medicinsk Afdeling 

Medicinsk Afdeling er en afdeling med høje kvalitetsmål og resultater. Der ydes årligt ca. 65.000 ambulante konsultationer – heraf 30 % som telekonsultationer – og afdelingen modtager årligt ca. 6.500 indlæggelser i 63 senge. Medicinsk Afdeling er involveret i både akut-, kræft- og kronikerområdet. Ud over lungemedicin, indeholder afdelingen specialerne reumatologi, gastroenterologi, og hæmatologi. Endvidere drives Medicinsk Diagnostisk Center og et Akut Visitations Afsnit (AVA) med medicinsk skadestue. Desuden er Center for Funktionelle Lidelser – som er en regionsfunktion – også en del af Medicinsk Afdeling.

Der er ansat 39 speciallæger og ca. 34 yngre læger i uddannelsesstillinger. Afdelingen deltager i den lægelige præ- og postgraduate uddannelse. Afdelingen er meget optaget af virkeliggørelsen af idéen om fælles populationsansvar og tværsektoriel samarbejde med Almen praksis og det kommunale område. Vi vil fortsat engagere os i den nye struktur der tegner sig for sundsvæsenet. Forskning og udvikling vægtes højt med 2 professorer og 4 lektorer tilknyttet afdelingen.

Læs mere om Sygehus Lillebælt her og om Medicinsk Afdeling her.

Vores tilbud:

  • Du bliver en del af en innovativ Medicinsk Afdeling, der konstant sætter patienten først og her igennem opnår hurtige og gode patientforløb med høj patient- og medarbejdertilfredshed
  • Dit arbejde vil koncentrere sig om udredning af mulige maligne lungeinfiltrater, men vil også indebære funktion inden for stuegang og benigne lungesygdomme i Lungeklinikken
  • Du vil opleve en stærk samarbejdsånd på tværs af specialer og afdelinger
  • Du får et givende arbejde med store krav til personlige og faglige kompetencer

Vi forventer, at du:

  • Har erfaring med lungekræftudredning og den teknologi der benyttes
  • Konstant holder den faglige standard høj inden for lungemedicin og har en innovativ tilgang til løsningen af populationsansvaret
  • Vil stille din viden til rådighed for supervision og evaluering af interne og eksterne uddannelsesøgende
  • Er energisk, engageret, visionær og fleksibel
  • Har gode samarbejdsevner og lyst til at indgå i et tværfagligt samarbejde, der har fokus på høj faglighed, forskning og patienten først
  • Deltager i kvalitetssikring af behandlingen og afdelingens forskningsmiljø
  • Indgår i relevante samarbejdsrelationer såvel internt som eksternt
  • Arbejder med patientinddragelse i hele patientforløbet

Kvalifikationer  

Stillingerne ønskes besat med: Speciallæge i intern medicin: Lungemedicin.

Ansøgningen skal udfærdiges i henhold til Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de 7 lægeroller og skal indeholde kopi af speciallægeautorisation og curriculum vitae.

Løn- og ansættelsesforhold    

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten mellem Danske Regioner og forhandlingsberettigede organisation.

Skal deltage i bagvagtsfunktion med 1-2 vagter pr. måned, speciallæge tilstedeværelse indtil kl. 19 i hverdage og weekendstuegang i dagtiden.

Stillingen ønskes besat 1. januar 2026 eller snarest herefter.

Yderligere information

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:

Ledende overlæge for Lungemedicin: Morten Hornemann Borg, Morten.Hornemann.Borg@rsyd.dk direkte tlf: 79405959

Du kan se funktionsbeskrivelse for speciallæger her:

Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest den 16. september 2025 via nedenstående link. Vi holder ansættelsessamtale den 22. september 2025.