Psykolog til vikariat i voksenteamet, Gødstrup, Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser, Børne og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Skejby og Gødstrup Vil du være vores nye kollega?

Dette job er udløbet

Vi søger en psykolog til et etårigt vikariat på 37 timer til besættelse 1. april 2023 eller snarest derefter.

Psykiatrisk klinik for voksne (PKS-VO) varetager den hospitalsbaserede ambulante psykiatriske udredning og behandling af moderate til svære spiseforstyrrelser fra 18 år. PKS-VO består af 2 ambulatorier fordelt på 2 matrikler i Skejby og Gødstrup. Stillingen er med primær funktion i Gødstrup.

Som psykolog deltager man både i udredning og behandling. Man skal indstille sig på at arbejde med en patientgruppe, som kan være ambivalente, men også præget af modstand og angst ift. forandring. Man skal kunne arbejde i et spændingsfelt med modstridende ønsker og krav.

Behandlingen er ofte langvarig og foregår som en kombination af individuelle samtaler og gruppebehandling i mestringsgruppe med inddragelse af forældre/pårørende. Der arbejdes både med symptommestring, herunder vægtindhentning, men også med mere indsigtsgivende terapi med henblik på tilbagefaldsforebyggelse. Igennem hele behandlingen arbejdes der tværfagligt.

Personalegruppen er sammensat bredt tværfagligt med både psykologer, distriktssygeplejersker, læger, fysioterapeuter, diætister, socialrådgivere, ergoterapeuter og sekretærer.  Vi har høj faglig standard og arbejder løbende med at udvikle arbejdsmetoder og kvalitetssikre behandlingen, vi vil gerne have en kollega, som er med til at understøtte det.

Aktuelt er PKS-VO organiseret under børne- og ungdomspsykiatrien, men vil i det kommende år overgå til voksenpsykiatrien, hvilket vil medføre organisatoriske forandringer.

Vi vil gerne ansætte en psykolog som:

  • har et højt fagligt niveau
  • har interesse for eller erfaring med udredning og behandling af spiseforstyrrelser
  • kan arbejde selvstændigt, stabilt og i højt arbejdstempo
  • er fleksibel, har gode samarbejdsevner og et godt overblik
  • synes det er en god udfordring at arbejde med patienter, der er ambivalente
  • psykiatrisk erfaring.

Vi kan tilbyde:

  • en fagligt udfordrende og spændende stilling i et godt arbejdsmiljø
  • mulighed for primært at arbejde psykoterapeutisk med en spændende patientgruppe
  • at have et tæt samarbejde med det tværfaglige behandlerteam omkring udrednings- og behandlingsopgaverne
  • at være en del af en tværfaglig personalegruppe
  • at være en del af en psykologgruppe i kontinuerlig udvikling
  • Et engageret team præget af høj faglighed og fokus på kollegialt sammenhold
  • Et godt arbejdsmiljø med ledelsesmæssigt fokus på balance mellem arbejdsopgaver og arbejdstid
  • Der tilbydes et introduktionsprogram samt mentorordning.

Der vil blive lagt vægt på psykologer, som har psykiatrisk erfaring eller interesse for eller erfaring med behandling af spiseforstyrrelser.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos oversygeplejerske Mette Seerup, tlf. 5143 1640 mette.seerup@ps.rm.dk eller funktionsledende specialpsykolog Louise Reinert, tlf. 2162 1337 louiserein@ps.rm.dk

Du kan læse mere om psykiatrisk klinik for spiseforstyrrelser voksne på www.bua.rm.dk​​

Ansøgningsfrist: 12.3.2023

Ansættelsessamtaler forventes at blive afholdt d. 23.3.2023

Du kan alene søge jobbet ved at klikke på ”Send ansøgning” eller lign. link. Vedhæft din ansøgning med oplysninger om uddannelse, tidligere beskæftigelse (CV) og gældende autorisationsbevis. De vedhæftede filer skal være i pdf– eller word-format.

 

Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA)

BUA er en afdeling under Psykiatrien i Region Midtjylland. Vi varetager tværfaglig udredning og behandling af børn og unge fra 0-18 (21) år med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse samt voksne med spiseforstyrrelser. I udredning og behandling inddrager vi også patientens familie, netværk, evt. andre hospitalsafdelinger og kommuner i regionen. 
BUA består af 8 kliniske afsnit fordelt i Skejby, Viborg og Gødstrup samt en forskningsenhed og et lægesekretærafsnit i Skejby. Den overvejende del af behandlingen sker ambulant. BUA dækker fire hovedområder: Småbørn, Skolebørn, Unge samt Spiseforstyrrelser. Personalet udgøres af læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere med flere. Afdelingen modtog i 2022 5.337 eksterne henvisninger og havde kontakt med omkring 10.000 unikke cpr.nr. Afdelingen havde i 2022 et nettobudget på godt 300 mio. kr. og pr. 1/1-2023 514,5 årsværk fordelt på 556 medarbejdere.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.