Psykolog søges til EPoS ved Kræftafdelingen, Aarhus Universiteteshospital Akademisk medarbejder (postdoc) med ph.d.-grad i psykologi søges til forskningsprojekt i psykoonkologi

Dette job er udløbet

Til Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi (EPoS) søges en akademisk medarbejder (postdoc) til forskningsprojekt, der vil udvikle og undersøge en klinikerleveret intervention for frygt for tilbagefald af kræft hos patienter.

Ansættelse fra 1. april 2023. Stillingen er en 2 årig tidsbegrænset stilling. Du vil fungere som den daglige projektansvarlige og psykolog i tæt samarbejde med primær investigator, professor Bobby Zachariae. Dine arbejdsopgaver vil omfatte oversættelse og tilpasning af uddannelsesforløb til klinikere fra engelsk til dansk, overordnet projektstyring i samarbejde med de involverede afdelinger, patient- og brugerinvolvering i udviklingsfasen, indsamling af data vedrørende frygt for tilbagefald hos patienter samt data relateret til levering af interventionen hos klinikerne og videnskabelig afrapportering af resultaterne af undersøgelsen.

Som en del af stillingen, vil du få mulighed for at indgå i enhedens øvrige forskningsaktiviteter. Din fysiske arbejdsplads vil være på Aarhus Universitet, men en del af arbejdsopgaverne vil foregå på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Dine kvalifikationer

Det forventes, at du har en ph.d.-grad i psykologi, forskningserfaring med randomiserede kontrollerede studier, har klinisk erfaring med arbejde med kræftpatienter, herunder frygt for tilbagefald af kræft, erfaring med undervisning i læge-patient-kontakt samt erfaring med brugerinvolvering i forskningsprocessen.

Vi søger en detaljeorienteret, selvstændig, og pålidelig medarbejder, som besidder gode kommunikations- og samarbejdsevner. Det er et krav, at du både taler og skriver flydende dansk, da uddannelsesmaterialet skal udvikles på dansk samt at kommunikation med afdelingerne og patienter vil være en central del af de daglige arbejdsopgaver. Det er også vigtigt, at du både taler og skriver flydende engelsk på højt akademisk niveau, så du kan kommunikere effektivt.

Om vores forskningsenhed

EPoS er en tværfaglig forskningsenhed med tilknytning til Kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital og Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet. Forskningsenhedens primære opgave er at forske i psykologiske og sociale aspekter ved kræftsygdomme og kræftbehandling.

Ansøgning

Din ansøgning skal indeholde følgende

  • Motiveret ansøgning
  • Curriculum Vitae
  • Kandidat – og ph.d.-bevis
  • Publikationsliste
  • Relevante referencer/anbefalinger.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest.

Yderligere informationer om stillingen kan fås ved henvendelse til Bobby Zachariae på bzach@rm.dk.

Ansøgningsfrist: 6. marts 2023.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.