Vejleder til tilbud for ufaglærte medarbejdere i ældreplejen til Center for HR og Uddannelse

Dette job er udløbet

Brænder du for at gøre vejen fra ufaglært til faglært lettere?
Vil du arbejde for, at vi får nok uddannede medarbejdere på ældreområdet?
Kan du vise ledere og medarbejdere vej gennem de forskellige uddannelsesmuligheder for ufaglærte?

Så er du måske den engagerede vejleder, vi søger til at sætte fuld fart på vores indsatser for at få flere uddannede medarbejdere på ældreområdet, som vi rigtig gerne vil høre fra.

I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune vil vi gerne have flere uddannede medarbejdere. Derfor har vi stort fokus på at give flere af vores dygtige ufaglærte medarbejdere mulighed for at blive faglærte. Vi har også fokus på at skabe attraktive veje til uddannelse for ledige og brancheskiftere. Vi er godt i gang med flere indsatser og nu søger vi efter en medarbejder, der kan informere og vejlede både medarbejdere og ledere om uddannelsesmuligheder.

Om jobbet
Dine opgaver som vejleder bliver at tilrettelægge en opsøgende vejledningsindsats, således at der kommer en større viden om uddannelsesmuligheder for ufaglærte. Du skal gøre det så let som muligt for ledere og uddannelsesansvarlige på vores driftsenheder (primært plejehjem og hjemmepleje) at arbejde systematisk med uddannelse af ufaglærte medarbejdere. Du skal tilbyde medarbejdere individuel vejledning om muligheder for opkvalificering og uddannelse, og være en resurse og støtte for medarbejderen fra de første overvejelser om uddannelse til medarbejderen er optaget på en uddannelse.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med projektlederen for indsatserne og med Uddannelse København, som ansætter medarbejderne som elever. Sammen med kollegaer, driftsenhederne, uddannelsesudbydere og andre interessenter skal du også være med til at udvikle og gennemføre nye indsatser, som kan bidrage til målsætningen om at få flere uddannede medarbejdere på ældreområdet. Indsatserne vil være rettet mod ufaglærte medarbejdere og ledige, som ikke er klar til at starte direkte på en uddannelse.

Vi tilbyder

  • spændende arbejdsopgaver med selvstændigt ansvar og mange samarbejdsflader
  • et arbejde, som er efterspurgt og værdsat af ledere og medarbejdere på driftsenhederne
  • mulighed for at være med til at udvikle nye indsatser og tilgange
  • et udfordrende og afvekslende job med en stor kontaktflade
  • et uformelt og inspirerende arbejdsmiljø med godt kollegafællesskab og humor
  • faglig sparring, fagligt råderum og tillid

Du bliver ansat i Center for HR og Uddannelse i afdelingen for Organisation og HR. Afdelingen er en strategisk udviklingsafdeling med ca. 30 kollegaer. Hos os hænger politikernes ambitioner tæt sammen med de HR-strategiske dagsordener, og vi er med til at finde løsninger på vigtige samfundsudfordringer. Vi har en stor udviklingskapacitet, og vi er i gang med mange forskellige indsatser for at styrke rekruttering og fastholdelse i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Hvad ønsker vi os af dig?
Vi forestiller os, at du har erfaring med vejledning, viden om uddannelsesmuligheder for ufaglærte voksne og forståelse for målgruppen. Det er en fordel, hvis du har kendskab til SOSU-uddannelserne og ældreplejen. Vi forventer, at du har en videregående uddannelse fx en kandidatuddannelse relateret til uddannelse og pædagogik eller en uddannelse som lærer eller sygeplejerske. Hvis du har efteruddannelse relateret til vejledning, er det naturligvis et plus. Vi har udfordrende opgaver til en erfaren vejleder, men er også åbne for, at du kan være relativt nyuddannet med relevant erfaring fra studiejobs. Derudover ser vi gerne, at du:

  • ser det som din vigtigste opgave at gøre vejen til uddannelse lettere
  • er dygtig til at skabe relationer til ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere
  • går til det opsøgende arbejde med et smittende engagement
  • kan vejlede på en tydelig, motiverende og støttende måde både på telefon og ved fysiske samtaler
  • er en dygtig formidler i skrift og tale
  • har lyst til at udvikle nye tiltag og tilgange i samarbejde med kollegaer og driftsenhederne
  • selvstændigt kan strukturere og prioritere dine arbejdsopgaver.

Sådan søger du
Vi ønsker, at du starter snarest muligt og senest den 1. maj 2023. Stillingen er tidsbegrænset til 31. december 2024. Vi har fleksibel arbejdstid, så stillingen kan være mellem 30-37 timer om ugen afhængigt af dine ønsker. Løn efter gældende overenskomst og dine kompetencer.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte projektleder Sia Hovmand Sørensen på 2383 4278 eller afdelingsleder Mette Bergholdt på 2026 6508.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedlægge CV og relevante eksamenspapirer.

Søg via linket senest tirsdag den 14. marts 2023.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er der fleksibel arbejdstid, som indebærer, at du har medindflydelse på din arbejdstid. Hvis du er sygeplejerske, SOSU-assistent eller SOSU-hjælper, har du derudover ret til at få fuld tid, hvis du ønsker det. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.dk.