Intensiv overlæge søges til Bedøvelse, Operation og Intensiv. Regionshospitalet Horsens. På Intensiv Afsnit Horsens tager vi hul på et generationsskifte blandt speciallægerne, og vi søger derfor en ny intensiv overlæge til ansættelse pr. 1. september 2022 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Du skal være en del af en gruppe på 4 intensive overlæger, som udgør den lægefaglige del af Intensiv Afsnittet.

Hvad kan vi tilbyde dig?
Vi tilbyder en overlægestilling forankret på Intensiv Afsnit i en dynamisk afdeling, som vægter kvalitet for patienten og godt arbejdsmiljø.

Vi har i en længere periode haft reduceret antallet af intensiv pladser, pga. vakance i sygeplejerske-gruppen, men er godt i gang med at genåbne pladserne.
Vi har ansat 10 nye medarbejdere, inden for det sidste halve år, og arbejder målrettet med kompetenceudvikling for at sikre høj faglighed døgnet rundt.

Det tværfaglige samarbejde mellem afsnittets læger og sygeplejersker er en grundsten i både det faglige tilbud til patienten og personalets trivsel.
Afsnittet har 2 afdelingssygeplejersker, som sammen med lægelige funktionsleder udgør den daglige driftsledelse.

Du vil også skulle have funktion på operationsgangen, både i dagstid og i vagten. Vi har i vagterne en blanding af akut kirurgi, ortopædkirurgi og obstetrik.

Vi sørger for en grundig introduktion til både operations og akutområdet, hvis det er længe siden du har udført perioperativt arbejde. Vi bruger flittigt UL, både til undersøgelser og til anlæggelse af blokader, og vil tilbyde dig undervisning efter dit behov.
Det er ikke et krav, at du skal kunne anlægge blokader ved ansættelsen.

Se funktionsbeskrivelse her.

Hvad leder vi efter?
Vi søger en speciallæge, som ønsker at bruge en stor del af sin arbejdstid med intensive patienter, men som også har lyst til at holde andre kompetencer vedlige.
Vi søger en speciallæge, som også prioriterer uddannelse og forskning, og meget gerne med ønske om selv at deltage i forskning.

Det er vigtigt for os, at du har lyst til og kan indgå i konstruktivt tværfagligt samarbejde, og mestrer kommunikation både i det daglige, ved svære samtaler og i akutte situationer.

Vores afdeling
Vi er en afdeling med fokus på uddannelse og undervisning og har både I-læger og HU-læger ansat. Det forventes derfor, at alle speciallæger deltager i undervisning og supervision af de uddannelsestagende læger. Herudover prioriteres det, at speciallægerne deltager i relevante nationale og internationale kurser og kongresser. Afdelingen er desuden uddannelsessted for bl.a. sygeplejersker og andre faggrupper. Der er et godt og respektfuldt tværfagligt samarbejde på tværs i afdelingen og en god tværfaglig forskningsaktivitet.
Afdelingens opgaver omfatter ydelser af anæstesiologisk, operativ og intensiv service til alle afdelinger på Hospitalet. Afdelingen rummer ud over Operations- og Intensivt afsnit også en stor Dagkirurgisk og Endoskopisk enhed, ligesom Opvågningsafsnittet, Sterilcentralen, Enhed for Lindrende Behandling og Akutlægebilen er tilknyttet ledelsen i Bedøvelse, Operation og Intensiv.
Intensivafsnittet har 7 sengepladser og er et niveau 2 intensivafsnit med mulighed for CRRT.
Intensiv flyttede i 2019 i helt nye lokaler. Ligeledes er dele af operationsgangen flyttet i nye lokaler samtidig med, at vi i 2019 åbnede et nyt perioperativt afsnit: “Forberedelse og Opvågning”, som er døgnåbnet ugens 7 dage. Her kan både elektive og akutte patienter behandles de første 24 timer, til de er klar til udskrivelse.

Anæstesi- og Operationsafsnittet yder anæstesi til komplicerede patienter inden for ortopædkirurgi, organkirurgi og gynækologi. Der ydes desuden assistance til fødegang og nyfødte samt skadestue og ECT-behandling.

Vores Dagkirurgiske afdeling er en af Danmarks største og er placeret i moderne lokaler, med nyeste teknologi, og der anvendes i udstrakt grad blokader. Til afsnittet hører ligeledes et af Danmarks største Endoskopi Afsnit.

Bedøvelse, operation og intensiv er en del af Regionshospitalet Horsens. Hospitalet er netop kåret til Danmarks bedste mellemstore hospital. Hospitalet er et af akuthospitalerne i Region Midt.

Vi har en døgndækket akutlægebil, bemandet med speciallæger tilknyttet afdelingen.
Uden for normal dagarbejdstid dækkes denne funktion på konsulentbasis. Man har som speciallæge mulighed for, at blive tilknyttet lægebilen i det omfang der er plads. Den nærmere tilrettelæggelse af deltagelsen i det præhospitale beredskab aftales i en dialog mellem dig, afdelingsledelsen og lederen af det præhospitale beredskab, hvor du deltager. Deltagelse i det præhospitale beredskab vil altid tage udgangspunkt i individuelle kompetencer, øvrig opgavevaretagelse og eventuelle særlige personlige hensyn.

Hvordan fordeles vagterne?
Der er tilstedeværelsesvagt af speciallæge alle dage samt introduktionslæger i forvagt.
Vi har en senvagt hvor en speciallæge har vagt til kl. 18.00 på alle hverdage. Derudover er en speciallæge dagligt i tilkaldevagt. Der arbejdes efter rulleskema med høj grad af fleksibilitet.

Ansøgning.
Der vil blive gennemført faglig bedømmelse af ansøgere, der indkaldes til samtale. Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de 7 lægefaglige kompetenceområder. Ansøgeren bør i alle tilfælde forholde sig til de 7 lægeroller i ansøgningen og i videst muligt omfang dokumentere kvalifikationerne inden for områderne i fagligt bedømmelsesskema, der udfyldes elektronisk, når ansøgning og anden dokumentation fremsendes via nedenstående link.

Ansættelse vil ske efter gældende overenskomst mellem Foreningen af Speciallæger og Danske Regioner. Stillingen er omfattet af lokalløn og forhandles med den faglige organisation.

En forudsætning for ansættelse er, at der gives samtykke til indhentning af tilfredsstillende børneattest.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Yderligere oplysninger: 
Henvendelse til Oversygeplejerske Marie Louise Ulsøe Tlf: 2330 5689.
eller Ledende Overlæge Lisbet Tokkesdal Jensen Tlf: 2033 5022.

Ansøgningsfrist den 20. april 2022
Samtaler forventes afholdt den 12. maj 2022

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.