Uddannelsesansvarlig Ledende Overlæge til Øre-, Næse- og Halskirurgi Aarhus Universitetshospital En stilling som Uddannelsesansvarlig ledende overlæge ved Øre-, Næse- og Halskirurgi, Aarhus Universitetshospital er ledig med tiltrædelse pr. 1. Juni 2022 eller efter aftale. Der er tale om en fast stilling.
Den uddannelsesansvarlige ledende overlæge referer til afdelingsledelsen. Den uddannelsesansvarlige ledende overlæge er sammen med cheflægen ansvarlig for afdelingens videreuddannelse af uddannelsessøgende læger og derigennem for opfyldelsen af den for specialerne godkendte målbeskrivelse.
Endvidere samarbejder den uddannelsesansvarlige ledende overlæge med hospitalets uddannelseskoordinerende ledende overlæge og overlæger med særligt uddannelsesansvar om kvalitetssikring, udvikling, tværgående forløb og fælles tiltag.
Den administrative funktion af speciallægeuddannelsen varetages på hospitalsafdelinger af den uddannelsesansvarlig ledende overlæge, som er ansat i afdelingen med et særligt strategisk og organisatorisk ansvar for videreuddannelsen af læger inden for afdelingens virksomhed. Ud over opgaver internt i afdelingen har den uddannelsesansvarlig ledende overlæge ansvar for at sikre koordination med andre afdelinger, som indgår i uddannelsesforløb med afdelingen, samt sikre samarbejde med øvrige afdelinger inden for videreuddannelsesregionen inden for eget speciale inklusiv specialets postgraduate kliniske lektor. Den uddannelsesansvarlige ledende overlæge har således blandt andet fagligt ledelsesansvar for at sikre:
* høj kvalitet i afdelingens videreuddannelse af læger, ved bl.a. at medvirke til at uddannelsen foregår som en integreret del af lægernes daglige kliniske funktioner i afdelingen
* at gældende bekendtgørelser, vejledninger og retningslinjer vedrørende lægelige videreuddannelse følges
* at der følges op på evaluering af afdelingen så vel fra uddannelseslægerne samt fra inspektorordningen
* medvirke til sikring og udvikling af et positiv læringsmiljø og -kultur i afdelingen
* at der i fornødent og relevant omfang efter aftale med afdelingsledelsen er uddelegeret ansvar for uddannelsen til afdelingens øvrige speciallæger med vejlederfunktion
Det organisatoriske ansvar består bl.a. af, at afdelingsledelsen som udgangspunkt har uddelegeret den direkte personaleansvarlige opgave for afdelingens uddannelseslæger, herunder håndtering af uhensigtsmæssige uddannelsesforløb, opfølgning på sygefravær, aftaler og planlægning af ferieafholdelse mm. Den direkte personalerelaterede opgave skal varetages under hensyntagen til afdelingens samlede drift og opgaveløsning.
Det forudsættes, at den uddannelsesansvarlige ledende overlæge udover vejlederkursus for speciallæger erhverver sig medicinsk pædagogiske kvalifikationer med særligt fokus på organisation i den lægelige videreuddannelse. I Videreuddannelsesregion Nord udbydes et kursus og kompetenceudviklingsforløb for uddannelsesansvarlige overlæger.
Man indgår desuden i et tæt formaliseret samarbejde med og leder den uddannelsesmæssige forpligtigelse hvad angår afdelingens introduktionsansvarlige speciallæge, afdelingens uddannelseskoordinerende yngre læger og skemalægger.
Der forventes desuden at man deltager i klinisk opgaver inden for det fagteam, hvor man har kompetencer og interesse. Dette vil forgå i sammenarbejde med den øvrige stab af fastansatte læger. Desuden vil man indgå i beredskabsvagtslaget med de øvrige overlæger.
Det forventes at ansøgere til stillingen er speciallæge i oto- rhino- laryngologi, hoved-halskirurgi og i udgangspunktet er kvalificeret til at ansøge en overlægestilling på AUH. Man formodes herudover at have udvist en vedvarende særlig interesse i og flair for videreuddannelse. Formelle lederkompetencer er en fordel. Desuden har afdelingen har yderligere et behov for fortsat forskningsmæssig udvikling, og en aktiv forskningsprofil vil derfor blive vægtet positivt.
Øre-, Næse- og Halskirurgisk afdeling består af et sengeafsnit med 14 senge, og en ambulant klinik. Den årlige aktivitet på afdelingen er cirka 36.000 ambulante besøg, heraf 16.400 i audiologisk regi. Der er cirka 950 indlæggelser og udføres cirka. 2.500 operationer årligt. Øre-, Næse- og Halskirurgi har 115 medarbejdere, der er kendetegnende ved at have en stærk udviklingsånd og faglig stolthed.
Afdelingen er beliggende på AUH i Skejby, men rummer også Audiologisk Klinik, Aarhus C, satellitfunktioner på Regionshospitalet i Randers og Søvnklinikken i “Center for Planlagt Kirurgi” (CPK), Hospitalsenhed Midt. Herudover har afdelingen lokale høreklinikker i Randers, Aarhus og Horsens.
Aarhus Universitetshospital varetager højtspecialiserede funktioner, regionale funktioner samt basisfunktioner for hospitalets lokalområde.
Øre-, Næse- og Halskirurgi er en universitetsafdeling med en række højt specialiserede funktioner inden for specialet. Desuden varetages basisfunktion for den østlige del af Region Midtjylland.
Øre-, Næse- og Halskirurgi har en høj forskningsaktivitet, såvel klinisk som eksperimentelt. Afdelingen lægger stor vægt på tværfagligt, såvel som tværsektorielt samarbejde inden for klinik, uddannelse og forskning. Der arbejdes tværfagligt omkring de enkelte patientforløb med inddragelse af patient og pårørende. Det tværfaglige samarbejde involverer et tæt samarbejde med andre afdelinger på Aarhus Universitetshospital, andre hospitaler, samt med primærsektoren.
Inden for forskning er der et udbredt samarbejde med andre afdelinger/institutioner og med andre nationale og internationale forskningsnetværk.
Afdelingen er organiseret i fem fagteams: hals, thyreoidea- og parathyreoidea, larynx, næse-bihule og øre. Lægebemandingen består p.t. af en konstitueret cheflæge, 1 forskningsansvarlig overlæge, 1 uddannelsesansvarlig overlæge, 12 øvrige overlæger, 10 afdelingslæger og 15 uddannelsesstillinger i oto-rhino-laryngologi.
Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller.
Der lægges vægt på åbenhed og gode samarbejdsevner. Overlægen forventes at kunne bidrage til et godt arbejdsmiljø. Åbenhed og samarbejdsevne forventes også at kunne nå uden for afdelingens rammer til andre afdelinger og til primærsektoren.
I forhold til ansøgers personlige egenskaber lægges der desuden vægt på loyalitet, ansvarlighed, åbenhed og beslutningsdygtighed.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til aftale indgået mellem Danske Regioner og FAS.
Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.
Ansøgning sendes via Emply.
Ansøgningsfrist 31. Marts 2022.
Samtaler forventes afholdt i uge 14
Nærmere oplysning om stillingen fås ved henvendelse til konstitueret ledende overlæge Stefano Londero tlf. 2155 4677. Email: stelon@rm.dk
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Søg stillingen via “søg job”-knappen.