Regionshospitalet Gødstrup, Afdelingslæge (barselsvikar), Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Århus-afsnittet Vi søger en afdelingslæge til et barselsvikariat 37 timer/uge, d. 1.maj 2022 – 30.april 2023 til vores Århus-afsnit.

Dette job er udløbet

Vi søger en vikar som med sin lægefaglige viden og kompetencer samt en solid socialmedicinsk baggrund vil bidrage til vores afdelings forsatte drift og udvikling af socialmedicinske ydelser. Desuden kan der efter behov, også blive tale om vejledning af uddannelseslæger.

Faglig og organisatorisk profil
Afdelingen, som er etableret i 2 afsnit i henholdsvis Regionshuset Århus og på Regionshospitalet Gødstrup, betjener kommuner i hele Region Midtjylland med socialmedicinske ydelser.
Vi er en tværfagligt bemandet afdeling, med en tværfagligt sammensat afdelingsledelse bestående af den ledende overlæge og en chefpsykolog. Ledelsesarbejdet udføres i et tæt samarbejde med en driftsledelse med specifikke faglige ledelsesopgaver for afdelingens kerneydelser. Der er i alt 105 medarbejdere i afdelingen

Vi arbejder ud fra en bio-psyko-social forståelse og prioriterer derfor vores tværfaglige
samarbejde til gavn for helhedsforståelsen af det enkelte menneske.

Vi leverer sundhedskoordinatorer til de kommunale rehabiliteringsteam og modtager borgere med nedsat funktionsevne, der er henvist fra kommunerne til en tværfaglig udredning i Klinisk Funktion. Desuden varetager afdelingen for det regionale abortsamråd den kliniske samtale og vurdering i de socialmedicinsk begrundede ansøgninger om senabort.
Borgere, som kommunerne henviser til undersøgelse og vejledning, modtages i enten Århus- eller Gødstrup-afsnittet, men lægerne kører desuden til tjeneste i kommunernes jobcentre og revalideringscentre. Afdelingen er endvidere uddannelsessted for kommende speciallæger i samfundsmedicin.

Endnu er vores forskningsaktiviteter relativt beskedne, men afdelingen har som mål at øge den kliniske forskningsaktivitet, så hvis du har interesse for forskning er her en gylden mulighed for bidrage til at styrke afdelingens forskningsprofil.
Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering har en fælles ugentlig mødedag beregnet til uddannelse, vejledning, undervisning, supervision og gensidig information. Møderne alternerer mellem afsnittene i Århus og Gødstrup, og en del foregår som videomøder.
Der må påregnes 2-3 udearbejdsdage pr. uge.

Arbejdsopgaver og ansvarsområde
Dine primære opgaver bliver at varetage funktionen dels som sundhedskoordinator dels at foretage udredning af funktionsevnen med klinisk undersøgelse af kommunalt henviste borgere til Klinisk Funktion. I den forbindelse indgår afdelingslægen i et tværfagligt team med psykologer, socialrådgiver, psykiater og reumatolog.

Øvrige arbejdsopgaver i afdelingen består i at varetage sundhedsfaglig rådgivning i kommunale beskæftigelsesforvaltninger samt i ambulante undersøgelser og udredninger af borgere med nedsat arbejdsevne. Desuden vil du efter behov blive inddraget i sparringsopgaver for uddannelseslæger, som varetager kliniske vurderinger i det regionale abortsamråd ved socialmedicinsk begrundede ansøgninger om senabort.

Personprofil
Vi forventer, at du er uddannet speciallæge i samfundsmedicin, eventuelt almen medicin eller arbejdsmedicin. Du har en bred klinisk erfaring, erfaring med socialmedicinsk arbejde, rehabilitering og arbejdsfastholdelse, kendskab til primærsektoren, kendskab til arbejdsmarkedets struktur funktion og erfaring fra samarbejde med kommunerne.

Praktiske oplysninger
Du kan få yderligere information om stillingen og Regionshospitalet Gødstrup på www.regionshospitalet-goedstrup.dk  eller ved at kontakte ledende overlæge Ulrik Steen på tlf. 2961 0872

Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse fra 1. maj 2022 – 30. april 2023.
Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og tilfredsstillende autorisation.

Stillings- og funktionsbeskrivelse

Du kan søge jobbet online ved at klikke på ”Send ansøgning”. Vedhæft din ansøgning og dit CV.

Ansøgningsfrist: torsdag d. 24. marts 2022

Ansættelsessamtaler vil finde sted mandag d. 28. marts 2022.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.