Afdelingslæge søges til Blodprøver og Biokemi, Aarhus Universitetshospital Vi søger en afdelingslæge, som aktivt og positivt vil bidrage til, at Blodprøver og Biokemi lykkes med afdelingens høje ambitioner, strategier og mål inden for drift, uddannelse og forskning.

Dette job er udløbet

Stillingen som afdelingslæge er ledig til besættelse med tiltrædelse 1. maj 2022 eller efter aftale. Stillingen er på 37 timer pr. uge.

Om jobbet
Afdelingen er opdelt i sektioner. Sektionerne ledes af et tværfagligt team bestående af en speciallæge, en biokemiker og en afdelingsbioanalytiker. Sektionsledelsen har et fælles ansvar for drift, kvalitet, ressourceforbrug og faglig udvikling inden for sektionens fagområder. Du vil i denne stilling blive en del af afdelingens samlede funktionsledergruppe, og efter nærmere aftale indgå i en eller flere af afdelingens sektionsledergrupper.

Du vil ledelsesmæssigt referere til afdelingsledelsen.

Stillingen er en fuldtidsstilling, hvor 4/5 af stillingen er tilknyttet sektionen Koagulation og Molekylærbiologi, hvor du vil indgå i sektionsledelsen. Sektionen har et særligt tæt samarbejde med Klinik for Koagulation og du vil efter aftale med sektionsledelsen i Klinik for Koagulation varetage kliniske lægefaglige opgaver ind i denne sektion.

Du vil som sektionsleder i Koagulation og Molekylærbiologi have det overordnede lægefaglige ansvar for henholdsvis koagulationslaboratoriet og det molekylærbiologiske laboratorium. Dine opgaver er overordnet at sikre kvalitet og udvikling, samt at sørge for at kommunikation og information til interne og eksterne samarbejdspartnere er relevant, fokuseret og rettidig. I Klinik for Koagulation vil du deltage i udredning af ambulante patienter og den lægefaglige rådgivning inden for området.

Den resterende 1/5 af stillingen er tilknyttet den øvrige del af afdelingen og vil foregå i samarbejde med IT-Datateamet. Afdelingen har en ambition om altid at træffe dataunderstøttede beslutninger i såvel daglig praksis som i forbindelse med udviklings- og forskningsprojekter. Du vil få en særlig rolle ift. at styrke denne strukturerede dataanvendelse på tværs af afdelingens sektioner. Derudover vil du blive en del af funktionen, der hjælper andre afdelingers forskere med projekter.

Afdelingen har generelt ønske om at styrke de specialiserede funktioner gennem et særligt fokus på forskning og faglig udvikling. Derfor forventes det, at du bidrager aktivt ind i de specialiserede områder.

Vi forventer endvidere, at du bidrager aktivt til afdelingens uddannelses- og undervisningsopgaver eksempelvis undervisning af medicinske studenter. Ligeledes forventes det at du er forskningsaktiv, bidrager til afdelingens forskning bl.a. ved at skabe dig en selvstændig forskningsprofil. Ift. forskningsaktivitet og uddannelse af medicinske studenter, vil du referere til den kliniske lærestolsprofessor.

Vi forventer, at du

  • er speciallæge i klinisk biokemi senest på ansættelsestidspunktet
  • har stort fagligt engagement
  • er faglig kompetent med interesser inden for de i opslaget nævnte områder
  • har gode samarbejds- og kommunikationsevner
  • er indstillet på at spille en aktiv rolle i et tværfagligt samarbejde
  • er helheds- og udviklingsorienteret
  • har undervisnings- og formidlingserfaring
  • har dokumenteret forskningserfaring svarende til en ph.d.-grad
  • er positiv, opsøgende og vil bidrage til et godt arbejdsmiljø i en afdeling under kontinuerlig udvikling.

Vi tilbyder

  • et job med spændende opgaver med mulighed for personlig og faglig udvikling i et akademisk miljø på højt fagligt niveau
  • et alsidigt job, hvor du har mulighed for at præge afdelingens udvikling
  • mulighed for et tæt tværfagligt samarbejde i afdelingen med fagligt kompetente og engagerede medarbejdere.

Om afdelingen
Blodprøver og Biokemi er en veldrevet afdeling med et godt omdømme. Afdelingen har årligt ca. 1,1 millioner patientkontakter og afgiver omkring 13,1 millioner analysesvar. Analysebredden er stor; vi betjener et komplet universitetshospital, der er afhængig af udvikling af analyser, som kan understøtte de højt specialiserede funktioner. Derudover laver vi analyser for områdets praktiserende læger og en række specialanalyser på regionalt og nationalt niveau.

Afdelingen har ansvar for et stort antal regionale og højt specialiserede funktioner i henhold til Sundhedsstyrelsens specialeplan for Klinisk Biokemi.

Blodprøver og Biokemi har knap 300 dedikerede og dygtige medarbejdere, som har et godt
tværfagligt samarbejde. Vi er bioanalytikere, læger, biokemikere, molekylærbiologer, akademikersekretærer, administrative medarbejdere og laboratorieteknikere.
På lægesiden er afdelingen normeret med 1 ledende overlæge, 7 biokemiske speciallæger (heraf én lærestolsprofessor), samt 6-8 yngre læger i uddannelsesstillinger. Vi har en stærk forskningsstrategi og –kultur samt et attraktivt uddannelsesmiljø. 4? af afdelingens speciallæger er kliniske lektorer i klinisk biokemi. Herudover er der i afdelingens forskningssektion tilknyttet en ikke-lægelig professor, 3 deltidslektorater og cirka 25 post docs, ph.d.- og forskningsårs-/specialestuderende.

Yderligere information
Der er ingen vagtforpligtigelse knyttet til stillingen, men der kan senere blive mulighed for at deltage i afdelingens Trombose og Hæmostase beredskabsvagt.

Du skal være villig til at lade dig bedømme som klinisk lektor ved Aarhus Universitet.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.

Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte ledende overlæge Mie Hessellund Samson på 4014 4864 eller på miesam@rm.dk.
Se desuden funktionsbeskrivelsen for stillingen her. Du kan læse mere om stillingsbeskrivelsen her.

Sammen med ansøgningen skal du fremsende et udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer. Skema kan hentes her og bedes udfyldt. Ansøgere vil blive bedømt i forhold til de syv lægeroller.

Ansøgningsfrist er 13. februar 2022. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 9, 2022.

Du skal stile ansøgning, CV og andre relevante bilag elektronisk via nedenstående link.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale

Søg stillingen via “søg job”-knappen.