Overlæge: Specialeansvarlig overlæge i intern medicin: hæmatologi. Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Holstebro. Vores vision er klar – vi vil være Danmarks bedste medicinske afdeling – og du har nu mulighed for at blive en del af det hold, som skal konkretisere visionen.
Stillingen som specialeansvarlig overlæge i intern medicin: hæmatologi ved Hospitalsenheden Vest med tjeneste indtil videre ved Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Holstebro, er ledig til besættelse pr. 1. november 2021 eller efter aftale.
Den specialeansvarlige overlæge udgør sammen med afdelingssygeplejersken Afsnitsledelsen i Hæmatologisk Afsnit. Sammen har de ansvaret for den daglige drift, hvor målsætningen er at yde den allerbedste pleje og behandling til vores patienter. En anden vigtig opgave for Afsnitsledelsen er at sikre den tværfaglige profilering og udvikling af specialet, således at det fortsat fremstår fagligt robust og stærkt – en attraktiv enhed, vi er stolte af.
I hele Hospitalsenheden Vest arbejder vi lige nu på højtryk for at blive klar til at flytte fysisk sammen i et nyt og topmoderne hospital i Gødstrup i begyndelsen af 2022, og som specialeansvarlig overlæge er du i høj grad inddraget i forberedelserne til flytningen. I Medicinsk Afdeling ser vi meget frem til at blive samlet som én afdeling i Gødstrup med alle de fordele, der vil være ved det både fagligt og socialt.
Medicinsk Afdeling
De medicinske afsnit i Herning og Holstebro er organisatorisk samlet i én afdeling. Afdelingen varetager den medicinske funktion for ca. 300.000 borgere i den vestlige del af Region Midtjylland. Der er fælles afdelingsledelse bestående af ledende overlæge og ledende oversygeplejerske.
I Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest findes alle grenspecialer inden for intern medicin bortset fra kardiologi, som er en selvstændig afdeling. I Holstebro findes specialerne geriatri, hæmatologi, lungemedicin, nefrologi og reumatologi. Der er tæt samarbejde med afdelingens øvrige medicinske grenspecialer i Herning, som er gastroenterologi, endokrinologi, geriatri og infektionsmedicin. Der er ligeledes meget tæt samarbejde med hospitalets andre afdelinger.
Til afdelingen er knyttet samlet 108 senge med fordelingen 32 i Herning og 76 i Holstebro, og der er tilhørende ambulant funktion inden for alle specialer. Desuden er der et stort dialyseafsnit med 37 dialysepladser. De medicinske senge i Holstebro er samlet på fire afsnit: M1 (hæmatologi), M2 (lungemedicin), M3 (nefrologi) og MM (medicinsk modtagelse samt geriatri). I Herning er de 32 senge samlet i MSA (Medicinsk Sengeafsnit). I Gødstrup vil det samlede sengeantal i afdelingen være 115.
I Medicinsk Afdeling har vi konstant fokus på at blive bedre i planlægningen af vores patientforløb, således at patienten får den bedste behandling og pleje. Vi arbejder meget målrettet med patient-/pårørende-inddragelse, og aktuelt har vi også fokus på implementering af den patientansvarlige læge. Vi lægger desuden stor vægt på samarbejdet med primærsektoren.
Hæmatologisk Afsnit
Det hæmatologiske speciale er placeret på Regionshospitalet Holstebro, og afdelingen har regionsfunktion inden for specialet. Patientunderlaget er på ca. 525.000 og omfatter ud over Hospitalsenheden Vests optageområde også Viborg, Silkeborg og Skive kommuner.
Hæmatologisk Afsnit består af Sengeafsnit M1 med ca. 900 udskrivelser pr. år samt Hæmatologisk Dagafsnit med ca. 10.600 ambulante besøg pr. år. Desuden har specialet et aktivt forskningsmiljø samlet i Hæmatologisk Klinisk Forskningsenhed (KFE), der varetager national og international klinisk forskning inden for flere hæmatologiske fagområder.
Hæmatologien er aktuelt bemandet med fire overlæger og to afdelingslæger med speciale i intern medicin: hæmatologi.
Overlægens funktion
Den specialeansvarlige overlæge skal medvirke til at
- Sikre højst mulig kvalitet i patientbehandling og patientpleje i et tæt tværfagligt samarbejde.
- Sikre den løbende dokumentation af afdelingens opgaver, produktion og kvalitet.
- Sikre bedst mulig ressourceudnyttelse samt til udbygning af samarbejdet lægefagligt og tværfagligt på tværs af afdelingerne.
- Efter- og videreuddanne det lægefaglige personale og andre personalegrupper.
- Iværksætte udviklings- og forskningsopgaver og derved bidrage til fagets løbende udvikling og omdømme.
- Indgå i alle driftsopgaver på lige fod med de øvrige speciallæger i sengeafsnit og dagafsnit/ambulatorium.
- Støtte og medvirke til nye forskningsopgaver i Hæmatologisk Afsnit.
- Konkretisere afdelingens mission og værdier.
Stillings- og funktionsbeskrivelse
Desuden forventer vi
- At du altid sætter patienten først – også i en travl hverdag.
- At du byder dig til, når dagligdagen er presset.
- At du deltager aktivt i den daglige kliniske vejledning af yngre kolleger.
- At du har stærke samarbejdsevner både mono- og tværfagligt og stimulerer samarbejdet både internt i afdelingen, til andre afdelinger og hospitalet samt tværsektorielt.
- At du er loyal, beslutningsdygtig og ansvarlig.
- At du har stærke kommunikative evner både mundtligt og skriftligt og holder den gode tone.
Vi kan tilbyde dig:
- Et udfordrende og udviklende speciallægejob med høj grad af selvbestemmelse.
- At medvirke i udvikling af det hæmatologiske speciale i Hospitalsenheden Vest i et tæt tværfagligt samarbejde.
- Et stærkt fagligt miljø med fokus på et balanceret forhold mellem privatliv, efteruddannelse og produktion.
- Arbejde i en afdeling med et højt fagligt niveau og en dygtig medarbejderstab, hvor visionen er at være Danmarks Bedste Medicinske Afdeling.
- Gode faglige og personlige udviklingsmuligheder.
- Et aktivt undervisningsmiljø.
Vagt
Den specialeansvarlige overlæge indgår i hæmatologisk beredskabsvagt.
Lægelige kvalifikationer
Der ønskes en ansøger med speciallægeuddannelse i intern medicin: hæmatologi.
Den specialeansvarlige overlæge skal i samarbejde med de øvrige speciallæger i afdelingen og Afdelingsledelsen medvirke til at optimere den intern medicinske funktion ved Hospitalsenheden Vest, herunder deltage i uddannelsen af yngre læger.
Ansøger med dokumenteret interesse inden for forsknings- og udviklingsarbejde foretrækkes.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst for overlæger indgået mellem Danske Regioner og Foreningen af speciallæger.
Stillingerne er omfattet af bestemmelserne om lokal løndannelse. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende børneattest.
Ved ansøgning til overlægestilling skal der gøres opmærksom på, at ansøger skal have 5 års ansættelse som speciallæge for at komme i betragtning, uden der skal søges dispensation.
Flere oplysninger om stillingen
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Nikolai Hoffmann-Petersen på tlf. 2946 4510.
Ansøgningsfrist
Du kan søge jobbet online på Regionens hjemmeside, www.rm.dk/job ved at klikke på ”Søg job”. Vedhæft din ansøgning og dit CV. Vedhæftede dokumenter skal være i pdf- eller wordformat.
Der vil blive anvendt personlighedstest.
Din ansøgning vil vi gerne modtage senest tirsdag den 14. september 2021.
Samtaler forventes afholdt i uge 38.
Læs mere om et job med drive, dygtige kolleger og muligheder på vest.rm.dk/job