Overlæge ved kolo-rektal sektionen ved Kirurgi, Regionshospitalet Horsens En overlægestilling ved vores kolo-rektal sektion ønskes besat per 1. september 2021 eller efter aftale.
Du er speciallæge i kirurgi og har udvist interesse for udredning, behandling og forskning i kolo-rektale sygdomme og er certificeret kolo-rektal kirurg med erfaring i såvel åben som laparoskopisk kolonkirurgi.
Som overlæge bliver du medlem af en stab, der varetager udredning og behandling af kolorektal-, anal- og tyndtarmssygdomme. Vi har et tæt samarbejde med Medicinsk Afdelings Gastromedicinske Afsnit. Endvidere en betydelig skopiaktivitet med tiltagende aktivitet indenfor EMR.
Du er et positivt og fleksibelt menneske med gode samarbejds- og kommunikationsevner. Du har undervisningserfaring og interesse for yngre lægers uddannelse samt tværfagligt samarbejde. Vi har et højt fagligt niveau i afdelingen, og prioriterer uddannelse højt.
Der kan tilknyttes klinisk lektorat til stillingen efter aftale.
Stillingen kan eventuelt kombineres med en funktionsleder position som kirurgisk klinikchef for Endoskopisk Afsnit i samarbejde med medicinsk klinikchef og endoskopiens afdelingssygeplejerske. Dette indebærer styring af den daglige drift, fremme udvikling og forskning i samarbejde med Medicinsk Afdeling og Bedøvelse, Operation og Intensiv, der i fællesskab med Kirurgi driver Endoskopien.
Se stillings- og funktionsbeskrivelsen her.
Om afdelingen
Kirurgi udreder og behandler såvel maligne som benigne kolonsygdomme, herunder ca. 100 koloncancer patienter årligt. Vi har et strøm-linet system med en endoskopi enhed, billede diagnostisk afdeling, MDT med BDA og Onkologisk afdeling og eget ambulatorie inklusiv præoperativ sygepleje ambulatorium, hvor vores forløbskoordinator har kontrol med alle forløb. Der er en stor ambulant aktivitet med udredning og behandling af patienter med perianale lidelser.
Afdelingen har samarbejde med Uddannelsesregion Nord om uddannelse af Kolo-rektal Fellows, som 20 procents uddannelsessted. Afdelingen er desuden involveret i etableringen af Akademi for efteruddannelse af skopører i Region Midtjylland, der er placeret i Horsens.
Kirurgi varetager desuden akut (~4000 ptt/år) og elektiv udredning og behandling af alle sygdomme inden for det gastroenterologiske område. Vores specielle indsatsområder er den mini-invasive, laparoskopiske kirurgi, hvor især kolon-, galde- og herniekirurgien er i fokus.
Afdelingen består af to sengeafsnit med i alt 36 senge, et ambulatorium samt en stomi/sår klinik. Der er ca. 100 medarbejdere i Kirurgisk Afdeling, heraf 16 speciallæger og 10 læger under uddannelse.
På hospitalets Dagkirurgiske og Endoskopiske Center udføres en betydelig mængde ambulante kirurgiske operationer (~1500/år) og skopier (~14.000/år). Sidstnævnte bemandes i fællesskab med Bedøvelse, Operation og Intenstensiv og Medicinsk afdeling.
I forbindelse med udvidelsen af Regionshospitalet Horsens er der bygget et nyt hus, hvis faciliteter blandt andet omfatter en helt ny operationsgang og nye sengeafsnit til Kirurgi.
Regionshospitalet Horsens – en attraktiv arbejdsplads:
Regionshospitalet Horsens har en størrelse og kultur, hvor der er kort vej fra tanke til handling. Samtidig er helheden i fokus, og der er et tæt og tværfagligt samarbejde på tværs af hospitalets afdelinger. Afdelingerne hjælper hinanden til at nå deres mål og løfter i flok.
Kirurgi er en del af et innovativt akuthospital, der bl.a. satser meget på at være i front inden for IT og patientsikkerhed til gavn for både patienter og medarbejdere.
Regionshospitalet Horsens arbejder ud fra principperne i Patientsikkert Sygehus og deltager aktivt i det nationale program Sikkert Patientflow, samt med Sikkert OP-flow. Vi er en attraktiv arbejdsplads med engagerede og fagligt dygtige medarbejdere. Vi sætter udvikling højt på dagsordenen og arbejder hele tiden for, gennem dialog, anerkendelse og uddannelse af medarbejdere, at sikre borgerne den bedst mulige oplevelse i mødet med hospitalet. Regionshospitalet Horsens vil både nu og i fremtiden skille sig ud ved at yde en ekstraordinær indsats på mange fronter.
Regionshospitalet er kontakthospital for Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg Kommuner svarende til en befolkning på ca. 220.000. Optageområdet for endoskopier inkluderer tillige Aarhus Kommune.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger. Stillingen er omfattet af lokal løndannelse.
En forudsætning for ansættelse ved Regionshospitalet Horsens er i øvrigt, at der gives samtykke til indhentelse af børneattest, og at denne er tilfredsstillende.
Ansøgningen
Ansøgningen struktureres omkring speciallægens 7 roller i henhold til ”Retningslinjer for faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger i Region Midtjylland”.
Ansøgning fremsendes elektronisk, inklusiv dokumentation for kompetencer inden for speciallægerollerne på skema, som er en del af den elektroniske ansøgningsprocedure.
Der gennemføres faglige bedømmelser af alle kandidater, der indkaldes til samtale om stillingen. Det fremgår af Danske Regioners fælles regionale vejledning for ansættelser i speciallægestillinger, at udgangspunktet for at være kvalificeret til en overlægestilling er, at ansøgeren har haft ansættelse som afdelingslæge eller tilsvarende inden for det pågældende speciale/fagområde i minimum fem år efter opnåelse af speciallægeanerkendelse.
Ansøgningsfristen er den 15. juni 2021.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 29. juni 2021.
Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til konstitueret ledende overlæge Mehmet Öztoprak, tlf. +45 7842 6228.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Søg stillingen via “Søg job”-knappen
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.