Psykolog til Vestdansk Center for Rygmarvsskade Neurologisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg
Om stillingen
Vi søger en psykolog der
- Er cand. psych. med autorisation.
- Har terapeutisk erfaring indenfor sygehusvæsenet og med rehabilitering.
- Har erfaring med ACT, mindfulness og smertebehandling.
- Har erfaring med og er engageret i arbejdet med rehabilitering af rygmarvsskadede.
- Brænder for og har erfaring med tværfagligt samarbejde.
- Besidder gode kommunikative evner.
- Har lyst og evne til at håndtere lange og ofte komplicerede patientforløb og bruge sin faglighed i dette.
- Arbejder med patienten i centrum og involvere patienten og pårørende i dit arbejde.
- Har erfaring med at supervisere tværfaglige kollegaer.
Vi forventer at du
- Kan rådgive og vejlede patienter, pårørende og personale omkring relevante muligheder for støtte med udgangspunkt i den enkelte patients situation og behov.
- Kan guide og støtte patienter og pårørende i deres kontakt med relevante aktører uden for sygehuset samt formidle kontakt til andre aktører uden for hospitalet.
- Registrere i EPJ.
- Er opdateret i forhold til relevant lovgivning.
- Har undervisningserfaring og kan medvirke til forskningsprojekter.
- Varetager tværfaglig supervision.
- Skal være klinisk vejleder for psykolog studerende.
- Superviserer nærmeste psykolog-kollega med henblik på autorisation.
Vi tilbyder
- Arbejdstiden er i dag tid inden for en behandlingstid for patienterne, der strækker sig fra 08:00-18:00.
- Stærkt monofagligt og tværfagligt fællesskab. Som psykolog på Vestdansk Center for Rygmarvsskade vil du arbejde sammen med en kollega, der ligeledes er uddannet psykolog.
- Et job på en højt specialiseret landsdelsfunktion, hvor der er fokus på det optimale patientforløb.
- Vi kan tilbyde et spændende job med en varieret arbejdsdag, engagerede og kompetente kollegaer, som brænder for vores afdeling.
- Vi har et godt monofagligt og tværfagligt samarbejde i en afdeling, der har fokus på kvalitet og faglighed, og som arbejder målbevidst med evidensbasering af vores ydelser.
Der kan rekvireres en stillingsbeskrivelse her.
Om afdelingen/centret
Gennem forskning, udvikling og forebyggelse varetager Vestdansk Center for Rygmarvsskade(VCR) rehabilitering af patienter med traumatiske og sygdomsbetingede rygmarvsskader. VCR er af Sundhedsstyrelsen udpeget til at have højt specialiseret funktion indenfor rehabilitering af patienter med rygmarvsskade og er det ene af to centre i Danmark.
Vestdansk Center for Rygmarvsskade har 35 rehabiliteringspladser – alle enestuer med eget bad og toilet. To af de 35 pladser er træningslejligheder, hvor patienter sidst i deres forløb træner de sidste færdigheder inden udskrivelse. Til kortere rehabiliteringsophold råder VCR over fire senge på hospitalets patienthotel. Patienter tilknyttet VCR tilbydes livslangt opfølgning i ambulatoriet.
Vestdansk Center for Rygmarvsskade råder over et varmtvandsbassin og moderne fysio- og ergoterapeutiske træningsfaciliteter og caféområde. Den unikke beliggenhed tæt ved by og Søndersø inddrages og bruges i rehabiliteringen.
Rehabiliteringen varetages af tværfaglige behandlerteams og samarbejdet på VCR er stærkt både mono- og tværfagligt – også på tværs af sektorer. Patienterne er oftest nytilskadekomne og indlagt over længere tid og har mange forskellige behov for rehabilitering. VCR har patienter, der efter rehabilitering bliver stort set selvhjulpne og patienter med behov for respirator med tracheostomi og deraf følgende suge-og ventilationsbehov og behov for hjælp hele døgnet. Centrets fysiske placering samt organisering gør, at det i weekend-, aften- og nattetimerne er en sygeplejerske, der er ansvarshavende for centeret.
Vestdansk Center for Rygmarvsskade arbejder forskningsmæssigt hen imod at opnå status som universitetsklinik. Der er etableret en forskningsenhed, som sikrer forskning og udvikling på området og medvirker til, at nyeste forskningsresultater implementeres i det daglige kliniske arbejde.
Vestdansk Center for Rygmarvsskade er en del af Neurologisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg. Neurologisk Afdeling består af Vestdansk Center for Rygmarvsskade samt Center for klassisk neurologi med sengeafsnit og ambulatorier i sammenhæng med det øvrige Regionshospitalet Viborg.
Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.250 ansatte samt et budget på 2,4 mia. kr. årligt.
De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.
Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk
Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Neurologisk Afdeling.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende ergoterapeut Susanne Berner Nielsen, tlf. 7844 6176, eller psykolog Lone Knudsen, tlf. 7844 6163.
Din ansøgning
Din ansøgning indeholdende oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring, skal være os i hænde senest fredag den 23. september 2016.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 39 og 40.
Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.
Søg stillingen via “ansøg-her!”-knappen nedenfor