Styrelsen for Patientsikkerhed søger en overlæge eller afdelingslæge til Tilsyn og Rådgivning Nord i Randers
Har du lyst til faglig udvikling, brænder du for patienternes sikkerhed og har du idéer til, hvordan vi sammen kan gøre sundhedsvæsenet bedre? Er du læge, som ønsker at få indflydelse på, hvordan tilsyn i sundhedsvæsnet skal foregå? Så har vi brug for dig i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Om Tilsyn og rådgivning Nord
I Tilsyn og Rådgivning Nord varetager vi tilsynet med sundhedspersoner og sundhedsvæsenets organisationer i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Derudover yder vi sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder i relation til bl.a. anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver, miljøsager, retslægelige ligsyn og trafikmedicin.
I enheden har vi et godt og tæt kollegialt samarbejde både fagligt og socialt med fokus på udvikling og læring. Dine kollegaer er bl.a. læger, sygeplejersker, jurister, folkesundhedsvidenskabskandidater og andre akademikere samt administrativt personale.
Enheden er uddannelsesafdeling for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin.
Dit arbejde
Dine primære arbejdsopgaver vil som udgangspunkt omfatte flere af enhedens opgaver, herunder:
- Sundhedsfaglig rådgivning og sagsbehandling af sager vedr. smitsomme sygdomme, miljøforurening, trafikmedicin og sundhedsjuridiske problemstillinger
- Rådgivning af læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner samt andre myndigheder, f.eks. om instrukser, vejledninger m.v.
- Tilsyn med organisationer og sundhedspersoner
- Retslægelige ligsyn
- Deltagelse i udviklings- og læringsinitiativer for sundhedsvæsenet
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Vi forventer, at du er læge med tilladelse til selvstændigt virke og speciallæge gerne i samfundsmedicin, men andre specialer kommer også i betragtning. Vi ser også gerne, at du har erfaring fra flere sektorer i det danske sundhedsvæsen.
Derudover lægger vi vægt på, at du har:
- interesse for og gerne erfaring med et eller flere af enhedens arbejdsområder
- interesse for og erfaring med organisatoriske lægelige opgaver
- interesse for sundhedsjuridiske problemstillinger
- lyst til at arbejde projektorienteret og tværfagligt
- gode kommunikative evner
- interesse for og gerne erfaring med kvalitetsudvikling eller organisatorisk arbejde
- kørekort og bil til rådighed.
Uanset hvilken baggrund du kommer med, så er arbejdsopgaverne formentlig nye for dig. Vi sørger derfor for grundig oplæring, herunder bred introduktion og en intern uddannelse.
Endvidere forventer vi, at du kan lide at samarbejde med andre om at løse opgaver i et tværfagligt miljø, at du kan indgå i en respektfuld og anerkendende dialog med forskellige sundhedsfaglige grupper, og at du arbejder systematisk og kan overholde deadlines.
Vi tilbyder
Et spændende og varieret job med meningsfyldte opgaver hvor du får mulighed for at bruge klinisk erfaring til at arbejde for patientsikkerheden. Jobbet giver dig et grundlæggende kendskab og netværk til alle dele af sundhedsvæsnet. Du får udstrakt grad af indflydelse på tilrettelæggelsen af dine egne arbejdsopgaver. Vi lægger meget vægt på løbende efteruddannelse. Vi har adresse tæt på motorvejen, så det er nemt at komme til og fra arbejde – også i myldretiden.
Om ansættelsen
Ansættelse som overlæge sker i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i gruppe 1 (lr. 37). Ansættelse som afdelingslæge sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.
Ansættelse som hhv. overlæge eller afdelingslæge forudsætter speciallægeanerkendelse.
Kontakt os gerne
Du kan få mere at vide om stillingen ved at ringe til enhedschef Charlotte Hjort, tlf. 7222 9331.
Du kan læse mere om os på vores hjemmeside www.stps.dk.
Er du interesseret?
Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 21.
I Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder vi for, at det er trygt at være patient. Vores ambition er at skabe værdi i udviklingen af et sikkert og lærende sundhedsvæsen. Styrelsen for Patientsikkerhed fører det overordnede tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet. Styrelsen bistår desuden sundheds- og ældreministeren med den centrale forvaltning af forhold vedrørende patienters sikkerhed og forhold vedrørende læring i sundhedsvæsenet.Vi fører tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner, og vi autoriserer sundhedspersoner. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.
På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.
Vi er mere end 300 medarbejdere og har tilknyttet sagkyndige konsulenter. Styrelsen dækker hele landet og har enheder i København, Kolding, Randers og på Færøerne.
Styrelsen for Patientsikkerhed har røgfri arbejdstid.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.