Foto: Anne-Li Engström

Lægeformand om corona: »En ekstraordinær alvorlig situation« Sundhedsvæsenet ressourcer vil blive presset til det yderste de kommende uger, vurderer lægeformand. 

Den kommende tid vil sundhedsvæsenets kapacitet blive testet til det yderste i takt med, at COVID-19 spredes til de mest sårbare samfundsgrupper herhjemme, de ældre og kronisk syge.

»Det er en ekstraordinær situation, hvor man gør alt, hvad man har i sin magt for at sikre sig, at man har medicinske senge, intensiv senge, og man har relevant uddannet personale til at håndtere dem,« siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Lige nu arbejder myndighederne på at frigøre kapacitet, der kan tage imod det store antal patienter med COVID-19, som man forventer.

Det er ikke en let opgave. På flere medicinske afdelinger landet over havde man allerede før COVID-19 udfordringer med kapaciteten. Dagens Medicin har eksempelvis tidligere fortalt om lunge- og infektionsmedicinsk afdeling på hospitalerne i Nordsjælland, der i 2019 var hårdt presset af overbelægning.

Hver fjerde hospitalsseng er væk siden 2007. Flere medicinske afdelinger var allerede sidste år hårdt plaget af overbelægning. Hvilke problemer giver det, når COVID-19 nu lægges oveni?

»Det her er en helt ekstraordinær situation. I alle regioner har man i længere tid arbejdet med, hvordan man kan øge sengekapaciteten og bemandingen af sengene for at imødekomme et meget stort forventet antal patienter, der skal indlægges på grund af coronavirus,« siger Andreas Rudkjøbing.

Hvad ser du som den største kapacitetsudfordring?

»Jeg har ikke overblik over, hvilken kapacitet man har og planlægger frem mod. Noget af det, der er blevet nævnt, er spidsbelastningen på medicinske afdelinger og de mest syge, der skal på intensiv,« siger han.

Er der noget, du vil sige til lægerne?

»Det er en ekstraordinær alvorlig situation. Det betyder, der bliver trukket ekstra hårdt på vores ressourcer. Det bliver formentligt hårdt, men det er nødvendigt, givet de ekstraordinære omstændigheder, vi er i. Min fornemmelse er – sådan har jeg det også personligt – at man selvfølgelig skal bidrage og gøre den her situation så håndterbar som muligt.«

Hvad er dit indtryk af myndighedernes arbejde?

»Jeg har været utroligt tilfreds med det høje niveau af kommunikation, den løbende opdatering og den store transparens, myndighederne har vist. Så det har været rigtigt godt håndteret fra sundhedsmyndighedernes side, og det er fuldstændigt afgørende, at man holder fast i den stil og forklarer, hvad de nye tiltag er, så man forstår proportionerne i de forslag, der bliver lagt frem. Det er helt afgørende i forhold til at skabe forståelse for de ret indgribende foranstaltninger, der bliver lavet,« siger Andreas Rudkjøbing.

Ser du nogle mangler i sundhedsmyndighedernes arbejde?

»Der er aktiveret en række samarbejdsstrukturer i forhold til det samlede sundhedsberedskabs arbejde i den sammenhæng. Det er et sted, hvor vi kan have dialogen og stille spørgsmål, hvis der er noget, som er uklart.«

Så de eventuelle mangler, I oplever, er noget, I tager direkte med myndighederne og ikke gennem pressen?

»Ja, det gør vi. Men jeg kan samtidig sige, at vi har ikke haft noget udestående med dem (myndighederne, red.). Vi synes faktisk, at det har kørt rigtigt godt,« siger Andreas Rudkjøbing.

Skriv kommentar