Overlæge ved Operation og Intensiv, Regionshospitalet Randers En overlæge der brænder for lægelig videreuddannelse søges til Operation og Intensiv, Regionshospitalet Randers.
En stilling som overlæge ved Operation og Intensiv er ledig til besættelse pr. 1. juni 2020 eller efter aftale.
Vi søger en speciallæge i anæstesiologi, der har lyst til og mod på nye udfordringer. Vi ønsker at ansætte en ansvarsfuld overlæge, der vil være med til at præge den faglige, uddannelsesmæssige og organisatoriske udvikling i afdelingen. Vi kan tilbyde spændende arbejdsopgaver og et godt arbejdsmiljø.
Overlægen kommer til at deltage i opgaveløsning og vagtdækning i alle afdelingens funktioner på lige fod med afdelingens øvrige speciallæger. Der henvises i øvrigt til “Funktionsbeskrivelse for overlæger i Operation og Intensiv”.
Vi ønsker at ansætte en overlæge, der kan varetage funktionen som uddannelsesansvarlig overlæge (UAO) og dermed tage ansvar for den lægelige videreuddannelse i afdelingen. Vi prioriterer en kandidat, der har opdateret viden indenfor lægelig videreuddannelse, og som har erfaring med at implementere uddannelsestiltag. Ambitionsniveauet på uddannelsesområdet i afdelingen er højt. Afdelingen vandt DASAIM´s uddannelsespris i 2017, og vi ønsker at fastholde afdelingens fokus på uddannelse af yngre læger. Vi søger derfor en UAO med gode ideer til det konkrete arbejde med uddannelse.
Der henvises til funktionsbeskrivelse for UAO, Regionshospitalet Randers.
Overlægen skal have gode samarbejdsevner, da funktionen som UAO er af tværgående karakter – både i afdelingen, på hospitalet og i regionen. Vi søger en kandidat med stor empati for andre mennesker og gode kommunikative evner. Endelig er det vigtigt, at overlægen har de rette personlige kompetencer til at kunne indgå i afdelingens overlægeteam.
Der er stor undervisningsaktivitet på afdelingen, da der er studenter fra Aarhus Universitet, introduktionslæger samt læger i sidste del af hoveduddannelsen.
Operation og Intensiv har seks funktionelle afsnit med hver sin tværfaglige afsnitsledelse.
Afdelingen yder anæstesi til følgende kirurgiske specialer: Abdominalkirurgi, gynækologi og obstetrik, ortopædkirurgi og øre-næse-hals kirurgi. Der bedøves patienter dels på den centrale operationsgang, dels i et dagkirurgisk afsnit samt på ØNH-klinikgangen.
Der findes endvidere en specialtandlægeklinik, hvor der ydes anæstesi til børn og klienter fra særforsorgen.
Herudover ydes anæstesi til akutte og elektive diagnostiske procedurer i radiologisk afdeling, samt anæstesi til DC-konvertering og ECT-behandling.
Afdelingen har et moderne Intensivafsnit med otte pladser, hvor der udøves intensiv terapi til såvel kirurgiske som medicinske patienter med fuld hæmodynamisk monitorering og akut dialysebehandling (Prisma behandling).
Afdelingen dækker den præhospitale behandling i Randersområdet og på Djursland i form af to lægebemandede akutbiler, som begge er døgnbemandede.
Regionshospitalet Randers er et akuthospital og personalet fra Operation og Intensiv deltager i den akutte traumemodtagelse samt ved akut medicinsk kald.
Der findes på hospitalet en pædiatrisk afdeling med neonatalafsnit.
Overlægen skal indgå i et 15-skiftet vagtrul med bagvagtsfunktion, dels i tilstedeværelsesvagt, dels i en delt tilstedeværelses- og tilkaldevagt.
Yderligere oplysninger kan rekvireres ved henvendelse til
ledende overlæge Lisbeth Kidmose, direkte valg på tlf. 78 42 05 01.
Ansøgeren vil blive bedømt i forhold til speciallægens 7 roller.
Ansøgningsfrist den 20/3 2020 kl. 12. Vi forventer at afvikle ansættelsessamtaler i uge 13.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.