Overlæge til Psykiatrisk Klinik 2, AUH Psykiatrien En stilling som overlæge ved Psykiatrisk Klinik 2, Afdeling for Psykoser ønskes besat 01.06.2020 eller efter aftale. Stillingen kan evt. søges på deltid.
Om Afdeling for Psykoser
Afdeling for Psykoser varetager udredning af voksne patienter inden for hele ICD-10 spektret. Afdelingen behandler særligt patienter inden for det skizofrene og psykotiske område samt patienter med demens, delir, mental retardering, ADHD, autisme og misbrugsudløste tilstande. Afdelingen har regionsfunktion.
Afdelingen er placeret på AUH Psykiatrien i Skejby og hører organisatorisk under Psykiatri og Social i Region Midtjylland. Afdelingen har mere end 300 ansatte og ledes af en oversygeplejerske og en ledende overlæge.
Afdelingen omfatter fire sengeafsnit med i alt 88 sengepladser, hvoraf tre sengepladser anvendes til patientstyrede indlæggelser. Sengeafsnit 7, 8 og 10 har hver 24 senge. Sengeafsnit 6 har 16 særlige pladser til patienter, som kan profitere af et rehabiliteringsforløb.
Afdelingen har to ambulante enheder: Klinik 1 med Team for Psykoser og Team for Organiske Psykiske Lidelser og Klinik 2 med Team for Skizofreni – OPUS, Team for Dobbeltdiagnoser og Team for ADHD. Desuden rummer afdelingen en forskningsenhed.
Afdeling for Psykoser har forsknings- og undervisningsforpligtigelser og deltager i den kliniske undervisning af lægestuderende og læger samt psykologer i uddannelsesforløb til specialpsykologer. Der er uddannelsesforløb for læger inden for specialerne voksenpsykiatri og almen medicin.
Om Psykiatrisk Klinik 2
OPUS – Klinik for Skizofreni tilbyder pakkeforløb for incident skizofreni. Team for Dobbeltdiagnoser udreder patienter med svært misbrug og alvorligt psykopatologi. ADHD teamet varetager behandlingen af ADHD i pakkeforløb for de patienter, som opfylder kriterier for henvisning til behandling i regionspsykiatrien.
Overlægen vil primært have opgaver i ADHD-teamet, men der kan også være øvrige opgaver i Klinik 2, idet vi hjælper hinanden på tværs.
Vi kan tilbyde
Vi kan tilbyde et godt arbejdsmiljø med høj faglighed, muligheder for tværfaglig sparring og mulighed for indflydelse på udviklingen i afdelingen.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- forestå, koordinere og deltage i udrednings- og behandlingsarbejdet
- have selvstændigt lægeligt ansvar for undersøgelse, diagnose og behandling af patienter
- have instruktionsbeføjelser overfor de øvrige ansatte vedrørende undersøgelse og behandling
- have ansvaret for udarbejdelse af behandlingsplaner for patienterne i samarbejde med de øvrige medarbejdere
- bidrage til at koordinere arbejdsgange og arbejdstilrettelæggelse for at sikre den bedst mulige patientbehandling og pleje, herunder patienternes retssikkerhed
- medvirke til sikring af kvaliteten af afdelingens og afsnittets funktionsområder
Vi forventer, at du bidrager aktivt til den faglige udvikling i afsnittet, og at du er god til supervision og undervisning af personalet
Hvem er du?
Vi forventer, at du er uddannet speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri og overlægekvalificeret. Du har en bred psykiatrisk uddannelse og erfaring og har gode samarbejdsevner.
Du er god til at kommunikere med både patienter, pårørende og medarbejdere, og du har erfaring som underviser af tværfagligt personale.
Lægefaglig bedømmelse
Lægefaglig bedømmelse foretages på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for de syv kompetenceområder.
Skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer samt stillings- og funktionsbeskrivelse kan ses via nedenstående link. Vær dog opmærksom på, at besvarelserne skal indtastes som en del af ansøgningsproceduren, når stillingen søges elektronisk. Det er altså ikke tilstrækkeligt at vedhæfte skemaet til bedømmelse af lægefaglige kompetencer.
Skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer.
Stillings- og funktionsbeskrivelse overlæge Klinik 2 samt krav til de syv lægeroller.
Ansættelse
Ansættelse sker i henhold til den enhver tid gældende overenskomst på området mellem Danske Regioner og FAS.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til overlæge Charlotte Emborg, tlf. 2112 8253
Sidste frist for ansøgning er den 9. februar 2020
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 25. februar 2020.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.