Afdelingslæge ved Nyresygdomme, Aarhus Universitetshospital To stillinger som afdelingslæger er ledige ved Nyresygdomme, Aarhus Universitetshospital til besættelse 1. april 2020 eller snarest derefter.
Om afdelingen
Nyresygdomme er en nefrologisk specialafdeling med landsdelsfunktion for nyretransplantationsbehandling vaskulitissygdomme og kompleks glomerulonefritis samt andre højt specialiserede nefrologiske sygdomme. Der modtages primært specialepatienter, men også en mindre andel af alment medicinske patienter fra Akutafdelingen.
Den kliniske del af afdelingen består af et sengeafsnit med 22 senge, et hæmodialyseafsnit, et afsnit for peritonealdialyse, et afsnit for hjemme-hæmodialyse, et dagafsnit og et stort ambulatorium. Afdelingen huser og deltager også i to tværgående ambulatorier: Blodtryksklinikken og Nyre-Diabetes-klinikken. Der er til afdelingen endvidere knyttet to dialyse-satellitter både i Horsens og Randers.
Afdelingens forskningslaboratorium ledes af klinisk professor i nefrologi, og der er gode muligheder for selvstændig forskningsvejledning og forskningssamarbejde med adgang til postdocs, forskningssygeplejersker og bioanalytikere.
Afdelingen deltager i uddannelse af forskellige faggrupper herunder 10-12 medicin-studerende.
Om stillingen
Lægegruppen er opdelt i teams, der hver arbejder med delopgaver inden for nefrologien med henblik på at sikre et højt fagligt niveau. Hvert team består af speciallæger og læger under uddannelse (KBU, I-læger og HU-læger).
Afdelingslægerne vil blive tilknyttet et eller flere nefrologiske subspecialer afhængigt af kompetencer og ønsker og afdelingens samlede faglige robusthed.
Alle speciallæger varetager funktioner bredt i afdelingen i form af stuegang i sengeafsnittet og dialyseafsnittet/dialysesatellitterne samt ambulatoriefunktion. Afdelingslægerne arbejder i bagvagtslaget, der har vagt på tjenestestedet med efterfølgende vagt fra bolig. Vagtlaget er sammensat af afdelingslæger og HU-læger (afd. er normeret til 6 HU-forløb) og består af minimum seks læger. I forbindelse med bagvagt varetages funktion i Akutafdelingen alle dage i tidsrummet ca kl. 15-17. Speciallægerne forventes også at deltage i afdelingens administrative arbejde herunder supervision og vejledning af yngre kolleger og medicinske studenter. Speciallægerne forventes at initiere og/eller deltage i forskningsprojekter i afdelingen.
Ansøger skal være speciallæge i nefrologi. Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller. Skema kan hentes her og bedes udfyldt.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.
Hvis du har lyst til at høre yderligere om afdelingen, er du velkommen til at kontakte ledende overlæge Stinne Kvist på stikvi@rm.dk eller på 4046 0339.
Ansøgningsfristen er den 12. februar 2020. Ansættelsessamtaler er den 27. eller den 28. februar 2020.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.