Hvilke muligheder er der for at bremse de mekanismer, som øger risikoen for følgesygdomme ved diabetes? Det er fokuspunktet i den forskning, som klinisk professor og overlæge ved medicinsk endokrinologisk afdeling ved Aarhus Universitetshospital, Troels Krarup Hansen, foretager. 

Troels Krarup Hansen er ny professor i diabeteskomplikationer, men hans karriere begyndte ikke der. 

Immunsystemet vakte først hans interesse, og han dykkede ned i området i et forskningsår som medicinstuderende, fordi han syntes, at immunsystemet var det sværeste og derfor sikkert også det mest spændende at forske i. I dag er han sprunget over i krydsfeltet mellem immunsystemet og diabetes og fokuserer særligt på følgesygdomme og de molekyler, der binder sig til sukkeret i kroppen.

»De sukkerbindende molekyler i immunsystemet er ikke designet gennem evolutionen til at binde sig til os selv, de er designet til at binde sig til sukker på mikroorganismer, på bakterier. Og når de gør det, sker der en aktivering af komplementsystemet, der er en lille del af immunsystemet. Det skal gerne slå mikroorganismerne ihjel. Det er vores teori, at når der kommer forhøjet blodsukker, så ændrer vores celler sig, så de lige pludselig ligner bakterierne lidt. I stedet for at angribe bakterier angriber komplementsystemet kroppen selv,« forklarer Troels Krarup Hansen.

Det kan være en af grundene til, at mennesker med diabetes så ofte bliver ramt af følgesygdomme, og det er det, Troels Krarup Hansen forsker i. Menneskers immunsystem er heldigvis ekstremt målrettet og rammer normalt kun det, det skal ramme. Men ved diabetes ser det ud, som om det bliver vildledt af alt det ekstra sukker, siger Troels Krarup Hansen. Diabetes går også ud over immunsystemets eget sikkerhedssystem. Normalt bliver aktiveringen i immunsystemet stoppet af kroppens indbyggede bremser.

»Men det ser også ud, som om de bremser ikke fungerer helt ved diabetes. Der er mere gang i systemet, samtidig med at der er en dårligere bremse på. De to ting tilsammen giver os en hypotese om, at det høje blodsukker hænger sammen med aktiveringen af immunsystemet,« siger han. 

Den bagvedliggende mekanisme
For 12 år siden, da Troels Krarup Hansen lige havde forsvaret sin ph.d., formulerede han en hypotese, hvor han foreslog, at det kunne være de sukkerbindende molekyler fra immunsystemet, som binder sig mere ved diabetes og er skyld i mange komplikationer. Det var der ikke andre, der havde tænkt på det tidspunkt. Nu er Troels Krarup Hansen i samarbejde med sin forskergruppe i gang med nærmere at kortlægge de bagvedliggende mekanismer, som fører fra binding af molekylerne til udvikling af komplikationer ved diabetes. De er i fuld gang og har ifølge professoren allerede gjort nogle vigtige opdagelser.

En af opdagelserne har han gjort sammen postdoc Jakob Appel Østergaard. Ifølge tidligere studier var der tegn på, at et højt indhold af det sukkerbindende molekyle MBL (mannanbindende lektin) hang sammen med en høj risiko for følgesygdomme. Og nu har nogle forsøg med mus vist, at det passer. I forsøget fik nogle mus med diabetes fjernet MBL. Musene med diabetes og MBL fik komplikationer i nyrerne, mens de mus, der manglede MBL, så ud til at være beskyttede mod komplikationerne.

»Vi går ind og finder lidt stærkere bevis for, at det her faktisk betyder noget. For ved at fjerne molekylet kan vi forebygge komplikationerne,« siger Troels Krarup Hansen.

Men den kliniske professor forklarer, at det er et klassisk tveægget sværd. For på den ene side er det godt at have et aktivt immunsystem, hvis man render ind i en bakterie, men hvis man har diabetes, er det måske noget skidt at have det.

»Vores næste skridt er at gå ind og være mere målrettede for at bremse det her. Vi blokerer ikke bare hele aktiveringen, men vi går måske ind og piller lige netop der, hvor de forhøjede sukkermolekyler ved diabetes medfører aktiveringen. Enten ved at man på en eller anden måde afværger den binding, eller man bremser nogle af de ting, der sker. Det er lige der, vi er på vej hen nu,« siger han.

De har også fundet en anden måde at bremse den bagvedliggende mekanisme på, nemlig ved at kigge på den allerede eksisterende medicin. Troels Krarup Hansen arbejder primært med type 1-diabetes, og han har sammen med en forskningsårsstuderende kigget nærmere på DPP-4-hæmmere, som allerede bliver brugt i forbindelse med type 2-diabetes. Det virker ved, at DPP-4-hæmmerne får et af kroppens naturlige, gode hormoner til at virke længere.

»Vi kom til at tænke på, om DPP-4-hæmmere mon kunne gå ind og hjælpe med at blokere noget af aktiveringen af komplementsystemet. Og det har vi faktisk været i stand til at vise. Der er en række undersøgelser, der tyder på, at ud over at have en effekt på blodsukkeret, så har de nogle andre positive effekter. Og det kunne jo bl.a. være en positiv effekt gennem bremsning af komplementsystemet,« siger han.

Troels Krarup Hansen henviser til nogle store studier, hvor man har givet DPP-4-hæmmere til tusindvis af patienter, og hvor det ser ud til, at der er en positiv effekt på nyrerne ved dem, der får det aktive stof, selvom det ikke har noget med sukkeret at gøre. Derfor er det en hypotese, at bremsning af komplementsystemet er en mulig positiv mekanisme ved DPP-4-hæmmere.

Opdagelsesrejsende i et lille felt
At være klinisk professor er Troels Krarup Hansens drømmejob, fordi han kan bruge halvdelen af sin tid på forskning og den anden del rent klinisk i ambulatoriet. Han beskriver sig selv som meget nysgerrig, og derfor kan han slet ikke forestille sig ikke at skulle forske. Det er en integreret del af hans liv.

»Den fornemmelse af, at man står ved kanten og kigger ned, og det er der aldrig nogen andre, der har gjort før. Det er lidt ligesom at være opdagelsesrejsende i et lille felt. Det der sus, det giver en gang imellem, når man ser noget, man ikke har set før, det er fascinerende,« siger han.

Men den kliniske del er også meget vigtig for ham. Han elsker at tale med sine diabetespatienter i ambulatoriet, hvor han har muligheden for at følge dem gennem mange år. Og den del vil han bestemt ikke være foruden, for Troels Krarup Hansen er et meget socialt menneske, hvis han selv skal sige det. Det gør, at han kan have lidt svært ved at finde sig til rette på sit kontor, trods den smukke udsigt, han har over Aarhus havn og by fra det brede vindue lige ved siden af sit skrivebord.

»Det er faktisk sådan, at på mine forskerdage, hvor jeg er fuldtidsforsker, tager jeg typisk morgenmødet på afdelingen med for at høre, hvad der sker. Jeg går ned og er lige med fra morgenen for at hilse på kollegerne og for at få en kop kaffe. Det der med bare at gå ind på mit kontor, lukke døren og sætte mig, det tror jeg, jeg er for social til. Jeg skal lige have den anden del med. Så det at kunne kombinere forskning og det kliniske, det er helt ideelt for mig,« siger han.

Drømme og byggesten
Som videnskabsmand kan Troels Krarup Hansen sagtens bare finde det interessant at gøre nye opdagelser forskningsmæssigt. Men når han kommer ned i ambulatoriet til nogle patienter, der bliver ramt af diabeteskomplikationer, finder han yderligere motivation til at blive ved med at forske for at finde ud af, hvorfor de komplikationer kommer.

Hans ultimative drøm som forsker er at finde en behandling, hvor man målrettet kan gå ind og stoppe den aktivering af immunsystemet, der er skyld i, at komplikationen kommer. Men han ved godt, at sandsynligheden ikke er stor, for som han selv beskriver det, er det at være forsker ikke nødvendigvis det samme som at have armene over hovedet hver dag.

»Der er mange muligheder. Og oftest er det sådan, at der er mange veje, der fører til en løsning. Ofte er det i virkeligheden et uheldigt sammenspil af flere forskellige faktorer. Det er meget sjældent, at der kun er en faktor, der fører til en ting. Hvis man tænker på et vandløb, så er det er næsten altid sådan, at når man har fundet en faktor, der kan bremse vandet, og tager den ud af spil, så finder vandet en ny vej at løbe,« siger han.

Heldigvis kan Troels Krarup Hansen sagtens finde glæden ved at bidrage med små byggesten, der udvider viden om diabetes og måske en dag kan være med til at bygge en stor dæmning, der kan gøre det svært for vandet at finde vej igennem.