Afdelingsleder til Afdeling for Det Nære Sundhedsvæsen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune

Dette job er udløbet

Har du ambitioner om at præge udviklingen af det nære sundhedsvæsen, så det kan mærkes af både borgerne og ses på den nationale dagsorden? Drives du af at omsætte faglige udviklingstiltag til hverdagsimplementering, og kan du skabe resultater gennem andre? Så er du måske vores nye afdelingsleder.

Det nære sundhedsvæsen er i rivende udvikling. Afdeling for det Nære Sundhedsvæsen har ansvaret for strategiudvikling af det nære sundhedsvæsen i København og samarbejdet med regionen og de praktiserende læger, er også forankret her. Afdelingen har det overordnede faglige ansvar for sygeplejen på kommunens plejehjem og i hjemmeplejen samt ansvaret for den faglige understøttelse af indsatsen vedrørende kronisk sygdom i kommunens lokale og specialiserede sundhedshuse. Vi er aktuelt ved at gentænke organiseringen af vores tilbud til københavnere med KOL, hjertesygdom eller stress.

Afdelingen betjener forvaltningens direktion, borgmesteren og Sundheds- og Omsorgsudvalget på disse områder og samarbejder tæt både internt i forvaltningen og med eksterne parter.

Afdelingen er en del af Center for Sundhed, som har en fælles politisk ramme i form af Københavns Kommunes sundhedspolitik, hvor omdrejningspunktet er ambitionen om at bryde den sociale ulighed i sundhed.

Du kan læse mere om vores aktuelle fokusområder i jobprofilen.

Om jobbet
Som afdelingsleder bliver du en del af Center for Sundheds samlede ledergruppe bestående af to centerchefer, tre afdelingsledere ud over dig samt en souschef i en af de andre afdelinger. Der er ca. 60 medarbejdere i centeret.

I Afdeling for det Nære Sundhedsvæsen vil du skulle dele det daglige ledelsesansvar for ca. 17 dygtige medarbejdere med en af de andre afdelingsledere. Medarbejderne er primært akademikere, hvoraf en stor del også har en sygeplejefaglig baggrund. De to afdelingsledere i afdelingen er sidestillet, og den konkrete opgavedeling mellem jer vil skulle aftales nærmere.

En væsentlig del af din rolle er at kunne se og forstå den politiske og strategiske udviklingsbane og forene den med den nyeste sundhedsfaglige udvikling. Vi forventer således, at du kan være med til at vise, hvor vi kan udvikle kommunens sundhedstilbud på en måde, som er til gavn for borgerne og samtidigt er meningsfuld for såvel politikere, vores egen drift og samarbejdspartnere. Samtidig skal du have lyst til at fokusere på hverdagsimplementering af den faglige udvikling, så du er med til at sikre den konkrete realisering af strategiske mål. Du skal yde den nødvendige faglige sparring, der samtidigt giver plads til, at medarbejdernes faglighed kan folde sig ud. Du skal desuden understøtte, at opgaverne løses i samarbejde med relevante samarbejdspartnere.

Hvem er du?
Vi forventer, du har en relevant videregående uddannelse og meget gerne indenfor det sundhedsfaglige område eller en samfundsvidenskabelig baggrund. Vi forventer, du har en vis ledelseserfaring.

Vi drives af at skabe konkrete effekter for borgerne, og du skal derfor skal have solid erfaring med at få politik og faglighed til at mødes og få udviklingstiltag implementeret i hverdagen. Du skal have en god forståelse for driftsvilkårene i en kommune og kende såvel de faglige som de politiske udviklingstendenser i det nære sundhedsvæsen.

Vi har et ledelsesgrundlag med tillid i centrum, og du skal derfor se værdien i en åben, anerkendende og tillidsfuld ledelsesstil, hvor medarbejderne har stor indflydelse på opgaveløsningen indenfor den tydelige ramme, du sætter. Du skal være en udpræget teamplayer og have lyst til at indgå i et tæt makkerskab med den anden afdelingsleder i afdelingen samt et tæt samarbejde med den øvrige del af centeret. Du har gennemslagskraft og kommunikativ styrke til at kunne udfordre vante tanke- og handlemønstre og kan lede både op, ned og til siden.

Mere information
Du kan læse mere om stillingen i jobprofilen https://cdn-recruiter.hr-manager.net/Export/Attachments/ViewFileManagerDocument.aspx?id=c9d6d286-7cb1-4e6d-92da-299c1afaa75c&cid=1518

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sundhedschef Karen Toke på 2494 7384 eller afdelingsleder Stine Mieth-Waldorff på 2721 8607.

Stillingen forventes besat pr. 1. juni 2019.

Centralforvaltningen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har røgfri arbejdstid.

Søg stillingen via nedenstående link senest onsdag den 10. april 2019.

Den første samtale forventes at foregå den 23. april. Anden samtale forventes at foregå den 29. april. Mellem de to samtaler vil der blive gennemført en personlighedstest, og der tages referencer på den ansøger, som forventes at blive tilbudt stillingen.