Niveauet af M-protein i blodplasmaet afspejler, om patienter med myelomatose (MM) har effekt af en behandling med antistoffet daratumumab. Lave niveauer af M-protein er imidlertid svære at skelne fra daratumumab, og det kan derfor fejlagtig komme til at se ud som om, at MM-patienterne bliver ved med at have minimal restsygdom selvom de er i komplet remission. Det problem har en ny analysemetode, DIRA, rådet bod på. DIRA blev præsenteret ved en postersession søndag på ASCO. 

Professor Torben Plesner, hæmatologisk afdeling på Vejle Sygehus, har bidraget med MM-patienter til studiet af DIRA, og er begejstret for resultatet. 

»Med DIRA har vi fået en metode til at adskille M-komponent og antistof fra hinanden. Det er et vigtigt redskab til at kvalitetsvurdere behandlingen med daratumumab, da det først er, når M-komponent er helt væk, at vi kan garantere, at MM-patienterne er i komplet remission,« siger han.

Tiden fra behandlingsstart til komplet remission er det vigtigste parameter til at vurdere kvaliteten af ny type behandling. »Stirrer vi os blinde på M-komponenten fra behandlingen med daratumumab og forveksler det med restsygdom, så undervurderer vi i virkeligheden kvaliteten af behandlingen. Det er et problem, der gør sig gældende for alle behandlinger med monoklonale antistoffer, da de alle efterlader M-komponent i blodet,« siger Torben Plesner.

Et terapeutisk antistof som daratumumab har et niveau af M-protein svarende til 0,5 gram pr. liter i blodet. Så længe MM-patienterne har et højt niveau af M-protein i blodet, er det let at skelne sygdom fra daratumumab og hermed dokumentere, at behandlingen har effekt. Det er når de to niveauer begynder at nærme sig hinanden, at problemet opstår.

Med DIRA er problemet løst ved at koble et såkaldt anti-antistof på daratumumab. Når man i en elektroforese analyserer komponenterne i MM-patienternes blod, vil M-komponent fra restsygdom og M-komponent fra daratumumab ikke længere se identisk ud, men derimod tegne sig som to forskellige bånd i elektroforesen. »Uden anti-antistoffet vil M-komponent fra restsygdom og M-komponent fra daratumumab ligge så tæt på hinanden i elektroforesen, at de ikke er til at skelne fra hinanden,« siger Torben Plesner.

Han fortsætter: »Dyre præparater til behandling af kræftpatienter bliver ofte kritiseret for kun at virke til et mindretal i kort tid. For MM-patienter kan vi ved at måle M-komponent i blodet vise om en behandling virker eller ej, og hvis den ikke virker, kan vi stoppe den med det samme.«