Afdelingslæge Afdelingslæge til Blodprøver og Biokemi, Aarhus Universitetshospital

Dette job er udløbet

Blodprøver og Biokemi, Aarhus Universitetshospital, har en stilling som afdelingslæge ledig til besættelse med tiltrædelse d. 1. oktober 2018, eller efter aftale.

Vi søger en afdelingslæge, der med interesse og engagement kan bidrage til udvikling af de lægefaglige ydelser, interne og eksterne samarbejder med særligt fokus på afdelingens specialiserede funktioner indenfor lægemidler og misbrugsstoffer og samarbejde med primærsektoren.

Vi tilbyder

  • spændende opgaver med mulighed for personlig og faglig udvikling i et akademisk miljø på højt fagligt niveau
  • et alsidigt job, hvor du har mulighed for at præge afdelingens udvikling
  • mulighed for et tæt tværfagligt samarbejde i afdelingen med medarbejdere, som er meget fagligt kompetente og yderst engagerede
  • en afdeling med et stærkt forskningsmiljø og omfattende forskningsaktivitet
  • en innovativ og velfungerende afdeling med et højt kvalitetsniveau for alle ydelser
  • et godt arbejdsmiljø med erfarne og stabile medarbejdere
  • en dynamisk afdeling med mange samarbejdsflader internt på universitetshospitalet og eksternt både regionalt, nationalt og internationalt

Om afdelingen og stillingen
Blodprøver og Biokemi er en af landets største biokemiske afdelinger. Afdelingen er indflyttet i nye fysiske rammer på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Afdelingen, der fra marts 2018 er fusioneret med Molekylær Medicinsk afdeling, rummer i alt omkring 430 ansatte – bioanalytikere, speciallæger, reservelæger, molekylærbiologer/biokemikere, sekretærer, IT/data medarbejdere, sygeplejersker og laboratorieteknikere, AC-fuldmægtig mm.

Afdelingen er i en rivende udvikling og under stor omstilling. Afdelingen varetager prøvetagning og analysearbejde på såvel basis-, regions- og højtspecialiseret niveau, hvor afdelingen har ansvar for diagnostik og rådgivning indenfor mange forskellige områder. Afdelingen udfører årligt ca. 13 mio. analyser og har ca. 1,1 mio. patientkontakter.  Afdelinger bidrager med undervisning og uddannelse indenfor flere faggrupper og udfører forskning på et højt internationalt niveau. Afdelingen har et tæt samarbejde med hospitalets mange kliniske afdelinger, de biokemiske afdelinger i regionen, øvrige laboratoriespecialer og lægepraksis i Aarhus området.

Afdelingen er opdelt i sektioner/driftsområder, der ledes af et tværfagligt team bestående af en speciallæge, en biokemiker og en afdelingsbioanalytiker. Du vil efter nærmere aftale indgå i en eller flere af afdelingens sektioner og få selvstændigt ansvar for udvalgte områder med faglig reference til overlæge med overordnet lægefagligt ansvar for området.  Det er planlagt, at du vil indgå i sektionsledelsen for Multi S, som har ansvar indenfor området lægemidler og misbrugsstoffer. Som en del af den tværfaglige ledergruppe, vil du have ansvar for drift, kvalitet, ressourceforbrug og faglig udvikling indenfor området. Du vil desuden have det lægefaglige ansvar for samarbejdet med praksis, herunder kvalitetssikringsordningen og den mobile laboratorietjeneste. Du vil ledelsesmæssigt referere til afdelingsledelsen.

Dine opgaver er overordnet at sikre kvalitet og udvikling, samt at sørge for at kommunikation og information til både internt og med eksterne samarbejdspartnere er både relevant, fokuseret og rettidig. Det forventes, at du deltager aktivt og positivt i udvikling af afdelingen i henhold til afdelingens strategier og mål. Afdelingen ønsker at styrke de specialiserede funktioner gennem et særligt fokus på at styrke forskning og faglig udvikling. Det forventes ligeledes, at du bidrager ift. andre specialefunktioner i samarbejde med de øvrige speciallæger i afdelingen.

Vi forventer endvidere, at du bidrager aktivt til afdelingens uddannelses- og undervisningsopgaver eksempelvis undervisning af medicinske studenter. Ligeledes forventes det, at du bidrager aktivt til afdelingens forskning og udvikling mhp. at udvikle en selvstændig forskningsprofil indenfor dine ansvarsområder. Ift. forskningsaktivitet og uddannelse af medicinske studenter vil du referere til den kliniske lærestolsprofessor.

Kvalifikationer
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i klinisk biokemi med stort fagligt engagement og særlig interesse for udvikling af funktioner og samarbejder. Du skal have dokumenteret forskningsmæssig erfaring og interesse for udvikling og forskning indenfor dit ansvarsområde.

Herudover lægger vi vægt på, at du

  • har særdeles gode samarbejds- og kommunikative evner
  • spiller en aktiv rolle i det tværfaglige samarbejde
  • har undervisnings- og formidlingserfaring
  • selvstændigt tager ansvar og skaber rum for din egen og andres faglighed
  • er udadvendt, positiv, opsøgende og vil bidrage til et godt arbejdsmiljø i en afdeling under vedvarende stor udvikling og omstilling

Ansættelsesvilkår 
Der er ingen vagtforpligtelse knyttet til stillingen. Du skal være villig til at lade dig bedømme som klinisk lektor ved Aarhus Universitet.

Løn- og ansættelsesvilkår vil ske i henhold til aftalen mellem Danske Regioner og Foreningen af Yngre Læger. Ansættelse er betinget af en tilfredsstillende autorisation samt en tilfredsstillende børneattest.

Ansøgningen ønskes struktureret omkring speciallægens syv lægeroller/kompetenceområder: medicinsk ekspert, kommunikation, samarbejde, ledelse/administrator, sundhedsfremmer akademikerrolle og professionel. Den lægefaglige bedømmelse sker på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer indenfor hver af speciallægens syv roller. Skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer kan hentes her.

Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen samt stillings- og funktionsbeskrivelse kan indhentes hos ledende overlæge, dr.med. Lene Heickendorff på  2159 2139 eller på leneheic@rm.dk.

Den motiverede ansøgning sendes elektronisk vedlagt kopi af speciallægeautorisation og CV indeholdende publikationsliste samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer og evt. andre relevante bilag. Oplysninger om referencepersoner bedes anført i ansøgningen.

Ansøgningen sendes via nedenstående link og stiles til ledende overlæge Lene Heickendorff. Ansøgningsfrist er den 5. august 2018 og ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 34, 2018.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.