Neurologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital søger en afdelingslæge En stilling som afdelingslæge ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Neurologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital er ledig til besættelse pr. 1. september 2018 eller efter nærmere aftale. Stillingen ønskes besat med en speciallæge i neurologi med særlig interesse i neurologiske demenssygdomme og epilepsi.
Den læge som ansættes vil indgå i afdelingens bagvagtslag med max. 30 min. tilkald. Det drejer sig om tilstedeværelsesvagt med efterfølgende rådighedsvagt fra bolig eller vagtværelse alle ugens dage.
I Neurologisk Afdeling tilbyder vi et arbejdsfællesskab med udfordringer og muligheder alt efter dine kompetencer. Afdelingen har et højt fagligt niveau i en af de bredeste neurologiske patient-porteføljer i landet – og altid med patienten i centrum. Der er tale om en afdeling, der på afgørende punkter går forrest både fagligt og mht. tværfaglig og organisatorisk udvikling.
Vi kan tilbyde et godt arbejds- og uddannelsesmiljø, som alle personalegrupper bidrager til. Det forventes, at du er indstillet på at bidrage til vores aktive forskningsmiljø, som er anerkendt på højt internationalt niveau. Du vil i dit arbejde kunne blive involveret i samarbejde og udvikling af neurologien både regionalt, nationalt og internationalt.
Marts 2019 flytter Neurologisk Afdeling ud under fælles tag i Skejby.
Ansøger forventes primært at have en bred interesse for neurologi og have et ønske om og kompetencer til at yde et aktivt bidrag til arbejdet med at udvikle en universitetsafdeling – både internt på hospitalet i samarbejde med andre afdelinger og i forbindelse med udviklingen af neurologien på tværs af Region Midt. Ansøger skal være interesseret i at deltage i afdelingens sub-akutte afsnit (SUBA) inkl. samarbejdet med Fælles Akut Afdelingen (FAA) efter samling af Aarhus Universitetshospital.
Ansøgeren skal desuden have dokumenteret erfaring med varetagelse af trombolysebehandling.
Det forventes herud over, at ansøger har interesse for og lyst til at bidrage til fortsat fagligt og organisatorisk udvikling af afdelingens tilbud til patienter med de neurologiske demenssygdomme og epilepsi sammen med de tilhørende teams, regionalt og i nationale sammenhænge.
Der vil blive lagt vægt på ansøgers evne til at indgå i samarbejde og uddannelse både fagligt tværfagligt og i teamsammenhæng.
Der henvises i øvrigt til nærmere beskrivelse i funktionsbeskrivelsen.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Trine Tandrup på 7846 3272.
Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller. Skema kan hentes her.
Ansøgningen samt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer (de 7 lægeroller) sendes elektronisk til ledende overlæge Trine Tandrup via nedenstående link.
Ansøgningsfrist den 15. juni 2018.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.