FMK — fælles medicin kort. Så kom det endelig.
Vi har ventet og ventet og glædet os rigtig meget til, at vi kunne får styr på patientens medicin. Så uanset hvem der behandler patienten, ved vi præcist, hvilken medicin patienten får. Hjemmesygeplejersken administrerer det, vi som læger har ordineret, og behøver ikke at ringe dagen efter udskrivelsen til afdelingen for at få ryddet op i fejl.
Ikke noget med at ringe op for at få at vide, hvad patienten får, ikke noget med at se på udskrifter, som ikke er opdateret. Patienten behøver slet ikke at huske på, hvilken medicin han eller hun tager.
Det tager godt nok rigtig meget tid at opdatere FMK, men alligevel er målet, at det sker 100 pct. Det bliver lettere, når også de praktiserende læger opdaterer, og når vi har været alle patienter igennem.
FMK har et stort forbedringspotentiale, så det både bliver lettere at håndtere og fejlfrit. Det er vi stillet i udsigt. Bliver det mon i 2014? Så ender det med, at vi kan reducere tiden, vi bruger på at opdatere FMK, fra 20 minutter pr. patient i gennem-snit til måske fem minutter.
Udviklingspotentialet — har vi hørt — ligger i, at vi også skal udskrive recepter i FMK. Men 1. april kom så overraskelsen. Vi vil ikke kunne se, at recepten er oprettet, ej heller om medicinen er til afhentning eller udbringning. Vi vil heller ikke kunne udskrive recept på al slags medicin, så nogle præparater vil nu kræve en gammeldags papirrecept eller en telefonopringning ved siden af den elektroniske, for ellers vil ikke al medicinen blive bragt ud.
FMK er et eksempel på, at it-tiltag, der er beregnet på at gøre hverdagen lettere og sikrere for patienter og personale, risikerer at have den stik modsatte effekt, nemlig større tidsforbrug, mere bøvl og større risiko for fejl. Derfor bliver det også vanskeligt at opnå sundhedspersonalets accept af de nye systemer og dermed 100 pct. målopfyldelse.
Man kunne jo håbe på, at opdateringen med recepterne er en aprilsnar!