Dagens Medicin kritiserer i sin leder i nr. 11/2015 regionerne for at misbruge de stigende medicinudgifter til at gennemtvinge besparelser på sygehusene.

»En dygtig virksomhed ville i årene før have taget højde for problemerne,« skriver Nicolai Döllner. Samtidig undrer han sig over besparelser, der rammer ‘som meteorer’, selvom de ventede stigende udgifter til sygehusmedicin i år på mindst 800 mio. kr. kun udgør én procent af det samlede budget.

Men sagen er, at vi igennem mange år har leveret mere behandling og bedre behandling for hver eneste skattekrone, og at der allerede er prioriteret og effektiviseret på rigtig mange områder. Medicinudgifter er faktisk et af de få områder, hvor der ikke sættes spørgsmålstegn ved forholdet mellem, hvilken effekt udgifterne har i forhold til omkostningerne, og det er dén debat, som vi i regionerne ønsker at rejse.

Regionerne skal overholde budgetlovens etårige budgetlofter, så når skønnet for medicinudgifterne i 2015 ikke holder stik, så er det forudsætningerne for både budgetloftet og for regionernes budgetter, der vælter.

Det giver desværre sparerunder her midt på året. Besparelser, som går ud over afdelinger og personale. Så der bliver prioriteret i det danske sundhedsvæsen, og fra regionernes side peger vi blot på, at det også bør omfatte den dyre medicin.

Ekstraudgiften til medicin burde ifølge Dagens Medicin ikke komme som en overraskelse. For bladet mener at vide, at »de tre foregående år har budt på ekstraordinært lavere udgifter på grund af patentudløb mv.«. Men sagen er jo, at regionerne ikke kan lægge penge til side, da regionerne skal overholde budgetlofterne år for år. Desuden er gevinsten ved de faldende udgifter til medicintilskud de senere år ‘indkasseret’ i de årlige økonomiaftaler og omprioriteret til andre formål. Gevinsten ligger altså ikke i regionernes kasse.

I år ventes medicinudgiften på sygehusene at nærme sig en uhørt stor udgiftsstigning på cirka ti procent. Hvis den udvikling fortsætter, vil udgifterne alene til sygehusenes medicin vokse med seks mia. kr. i år 2020, hvilket er næsten en fordobling af udgiften i forhold til 2014. Samtidig er forventede fald i tilskuddene til den medicin, folk køber på apotekerne, nu afløst af stigninger, både sidste år og i år. For at forudsætningerne i økonomiaftalen for 2015 holder, skal udgifterne til medicintilskud falde med 500 mio. kr. i forhold til 2014. Men lige nu ser det ud til,  at udgiften på det område stiger med lidt over 100 mio. kr., og det betyder, at der mangler 600 mio. kr.

Kunne vi så ikke spare andre steder end på personalet? Sagen er jo, at der slet ikke er så store frihedsgrader i regionernes budgetter. Driften af sygehusene er den dominerende post i budgettet, og på sygehusene fylder personaleudgifter det meste. Dertil kommer, at vi i regionerne er forpligtet af en række politiske krav, herunder forpligtelser i de årlige økonomiaftaler med regeringen, der betyder, at mange af midlerne er øremærket til bestemte indsatser. Det er som regel yderst fornuftige formål som f.eks. bedre kræftbehandling, bedre psykiatriindsats eller hurtig udredning. Der er derfor ikke luft til at hente en så stor uventet merudgift ind, uden at det har konsekvenser for patienter og personale. I flere regioner er der fremlagt et sparekatalog, som der så efterfølgende tages politisk stilling til. Derfor er der lejlighed til at kommentere på de konkrete forslag og få en debat i offentligheden, før de konkrete besparelser bliver lagt endeligt fast. Det er en af mange grunde til at holde fast i det regionale demokrati — også selv om det er på en kedelig baggrund.

Nicolai Döllner peger på, at løsningen på »terroriserende besparelser« hverken er statsligt drevne sygehuse, færre regioner, privatisering eller professionelle bestyrelser.

Og her er vi fremme ved en overvejelse, som vi deler. For erfaringerne skræmmer: I Norge, hvor der er indført professionelle bestyrelser, er udgifterne steget voldsomt. Og i Storbritannien, der har statsstyring af sundhedsvæsenet, er der en lignende situation: Administrationsudgiften er voldsom, og briterne står samtidig over for massive budgetunderskud.

Dagens Medicin opfordrer os til at prioritere i regionerne herhjemme — og det er også helt på sin plads:

Prioriteringer foregår hver måned, hver uge og dagligt på en stribe områder overalt i regionerne. Og vi har valgt også at åbne debatten om prioritering af medicin. Årsagen er, at der ganske enkelt ikke er penge til alt, og vi skylder derfor borgerne at tage en åben diskussion om det. Hertil kommer, at vi kan se, at ny medicin vil lægge beslag på store dele af den økonomi, som tilføres sundhedsvæsenet, medmindre udgiftsstigningen tøjles.