Psykolog til Team 2 for Skolebørnspsykiatri, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA), Gødstrup Sygehus Denne stilling er til dig, der har lyst til at være en del af en engageret psykologgruppe med høj faglighed. Vi er et ambulant afsnit, hvor udredningsopgaven er den centrale, og vi vægter gode patientforløb og medarbejdertrivsel højt.

Dette job er udløbet

Der er tale om en fast stilling med ansættelse i Team 2 for Skolebørnspsykiatri i Gødstrup, 37 timer pr. uge med tiltrædelse 1. april 2023 eller snarest derefter.

Hvem er vi?

Børne- og ungdomspsykiatrien er et hastigt voksende område med stort politisk fokus og stigende efterspørgsel på udredning og behandling. Team 2 varetager en del af denne, og består af medarbejdere fordelt på to matrikler i hhv. Skejby og Gødstrup med fælles ledelse. Aktuelle stilling er i Gødstrup.

Vi er et team bestående af ca. 20 engagerede medarbejdere med forskellig faglighed herunder læger, psykologer, sygeplejersker og pædagog og der er et tæt samarbejde på tværs af de forskellige faggrupper. Vi varetager undersøgelse og behandling af børn mellem 7-13 med blandede psykiatriske lidelser med særligt fokus på ADHD og autisme, men også depression, angst, OCD etc. Vi deler i det daglige fysiske rammer med BUA’s øvrige ambulante afsnit.
Vi søger en medarbejder, der har:

  • Lyst til og gerne erfaring med udredende samtaler og psykologisk testning, herunder WISC-V, ADOS, TOVA mm.
  • Kendskab til og interesse for psykologiske/psykiatriske problemstillinger, der knytter sig til aldersgruppen (7-13 år)
  • Gerne autorisation
  • Evne til at etablere tillidsfuld kontakt til såvel patient som forældre
  • Evne til at arbejde selvstændigt, struktureret og med et godt overblik
  • Gode formidlingsevner mundtligt og skriftligt
  • Lyst til at indgå aktivt i psykologgruppen (aktuelt 6 psykologer)
  • Interesse i at samarbejde tværfagligt

Arbejdsområder

Din primære opgave vil være at indgå i udredningsforløb – herunder foretage anamneseoptagelse, klinisk vurdering, psykologisk undersøgelse og deltage på tværfaglige konferencer samt at varetage visiterende samtaler med ny- eller genhenviste børn.

Psykologgruppen indgår også i andre opgaver som supervision, vejledning, psykoedukation af børn og deres forældre og kortere terapeutiske forløb.
Vi tilbyder dig:

  • Spændende arbejdsopgaver i samarbejde med dygtige og engagerede kollegaer
  • En arbejdsplads i udvikling
  • Supervision, individuelt eller i gruppe
  • Tværfagligt samarbejde med andre faggrupper
  • En mentorordning
  • Et team der arbejder sammen om et godt arbejdsmiljø
  • En vis grad af selvstændig tilrettelæggelse og udførelse af opgaver inden for ambulatoriets rammer

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til psykologkoordinator Jannie Poulsen tlf. 2169 4358 eller oversygeplejerske Anna-Marie Madsen tlf. 4013 8609

Du kan læse mere om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på www.bua.rm.dk.

Ansøgningsfrist: 19.02.2023
Samtaler afholdes forventeligt onsdag d. 22.2.2023  om eftermiddagen.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.