Cheflæge for Neurologisk Afdeling, Voksne med Epilepsi og Center for Neurorehabilitering, Filadelfia

Dette job er udløbet

Kan du se dig selv være en del af Filadelfias ambition om at være førende indenfor epilepsi og erhvervet hjerneskade?  Og kan du se mulighederne ved at få det overordnede ledelsesansvar for drift og udvikling for Neurologisk Afdeling, Voksne med Epilepsi og Center for Neurorehabilitering?

Filadelfia søger lige nu en cheflæge, der skal indgå i Neurologisk Afdeling, Voksne med Epilepsi og i Center for Neurorehabiliterings (CfN) afdelingsledelser. Det vil indebære en samling af ledelsesopgaven for hele neurologien på hospitalet.

Opgaven

Som cheflæge skal du sammen med den øvrige ledelse sikre, at Filadelfia tilbyder den nyeste behandling og samtidig skaber sikker faglig drift i Neurologisk Afdeling, Voksne med Epilepsi og CfN. Filadelfia skal ledes indenfor de økonomiske rammer, optimere og tænke nyt i forhold til patientforløb og et forbedret flow. Alt dette med et stærkt fokus på at involvere patienten og dennes netværk, digital sundhed, rekruttering og patientnær ledelse.

Du bliver en vigtig nøgleperson og skal medvirke til at udfolde perspektiverne og udviklingspotentialet ved sammenlægningen af den lægefaglige del af ledelsesopgaven. Du skal bidrage til at det høje niveau for behandlingskvaliteten og medarbejdernes trivsel i de to velfungerende enheder fastholdes.

Det gode samarbejde med de østdanske hospitaler, øvrige danske hospitaler og med kommunerne skal bevares. Du skal sikre, at Filadelfia fortsat anses som førende indenfor specialets lægefagligeudvikling og dermed også er stærkt repræsenteret i nationale og internationale sammenhænge. Herunder skal du bidrage til en god forskningskultur og et godt forskningsmiljø via støtte og opbakning til forskningsprojekter af relevans for Neurologisk Afdeling, Voksne med Epilepsi og CfN.

Du skal ligeledes bidrage til at sikre et godt læringsmiljø herunder undervisning og den praktiske uddannelse af studerende og læger i Neurologisk Afdeling, Voksne med Epilepsi.

Sammen med de to chefsygeplejersker skal du bidrage til en effektiv tilrettelæggelse af patientbehandling hvor kvalitetsudvikling, økonomisk styring, trivsel, patient- og pårørendeinddragelse og faglig udvikling balanceres for derved at fastholde Filadelfias unikke position inden for voksne med epilepsi og neurorehabilitering. Den daglige drift på Neurologisk Afdeling, Voksne med Epilepsi varetages sammen med den ledende overlæge.

Kompetencer

Stillingen ønskes besat med en overlægekvalificeret speciallæge i neurologi. Foruden viden inden for det neurologiske område skal du være motiveret af den ledelsesmæssige opgave ved den organisatoriske omlægning og i at omsætte det meningsfuldt i organisationen.

Med en proaktiv og imødekommende tilgang skal du være i stand til at understøtte det tværfaglige samarbejde om patienten og samarbejdet på tværs af den samlede organisation.

Du skal deltage med et engagement og synlighed i den daglige drift, være ressourcebevidst og have interesse for at bidrage til at styre Neurologisk Afdeling, Voksne med Epilepsi og CfNs budgetter med sikker hånd.  I ledelsesarbejdet skal du være lyttende og involverende og samtidig formå at træde i karakter. Med din høje faglighed og moderne ledelsesstil formår du at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere.

Du er respekteret for dine faglige kompetencer og har interesse for forskning og motiveres af at facilitere forsknings- og udviklingsaktiviteter. Du har et fagligt netværk, hvori de faglige resultater opnået på CfN, Neurologisk Afdeling, Voksne med Epilepsi og Filadelfia i øvrigt kan formidles.

Cheflægen skal have erfaring med ledelse og evt. have en ledelsesmæssige uddannelse.

Om Filadelfia

Filadelfia er Danmarks eneste højt specialiserede hospital for patienter med epilepsi.

Gennem mere end 125 år har ambitionen altid været at gøre en forskel for patienter, beboere og pårørende gennem et stærkt fagligt og medmenneskeligt fokus – det er det fortsat. Filadelfia har to specialer inden for neurologien – epilepsi og erhvervet hjerneskade. Dem er vi til gengæld 360 grader rundt om med diagnosticering, behandling, rehabilitering og et beredskab, som er parat til at hjælpe familien.

Med 6000 ambulante patienter og 1350 indlæggelser årligt har Filadelfias forskning et særligt grundlag for at udvikle og forske til gavn for patienterne. Filadelfia har 3 professorer og hvert år publicerer Filadelfia ca. 65 forskningsartikler i nationale og internationale videnskabelige tidsskrifter. Filadelfia har 800 medarbejdere og er en non-profit selvejende organisation med selvstændig bestyrelse.

Neurologisk Afdeling

Neurologisk Afdeling er en specialafdeling for voksne med epilepsi. Afdelingen består af fem sengeafsnit og et ambulatorium. Et afsnit for voksne med epilepsi (22 senge), afsnit for epilepsi med handicap (10 senge) samt et psykoterapeutisk afsnit (PNES/comorbiditet) (8 senge) med tilknyttet fuldtidsansatte psykiater. Hertil kommer et afsnit med langtidsindlagte patienter. Derudover deltager afdelingen i arbejdet med egne patienter under ophold i vores EEG Monitoring Unit (EMU), som med 4 senge hører til Afdeling for Diagnostik (klinisk neurofysiologisk afsnit).

Personalet i den samlede afdeling består af i alt 132 fastansatte. Medarbejderstaben består af 8 neurologer, hvor én er ledende overlæge, derudover en speciallæge i psykiatri, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, plejehjemsassistenter, diakoner og sekretærer. Afdelingen indgår aktivt i uddannelsen af sygeplejestuderende, social- og sundhedsassistentelever samt medicinstuderende.

Aktiviteterne i afdelingen favner bredt med indlagte patienter, der har stor variation i indlæggelsestid og behandlingsbehov samt en betydelig ambulant aktivitet. Helhedsorienteringen i tilgangen til patienterne er helt central, ligesom involvering og inddragelse af pårørende er essentielt for gode patientforløb og et samlet godt og holdbart resultat af behandlingen.

Center for Neurorehabilitering

Centret er etableret i 1998 med 18 specialiserede pladser, godkendt som hospitalsfunktion i 2007 og med godkendelse af Sundhedsstyrelsen til specialiseret behandling (regionsfunktionsniveau). Siden er centret udvidet til 24 pladser, heraf er aktuelt 20-22 i drift. Centret tilbyder intensiv tværfaglig rehabilitering til voksne med moderate til svære følger af hjerneskader forårsaget af fx traumer eller apopleksi (blodprop eller blødning, følger efter infektioner, iltmangel med mere iht. Specialeplanen 2012).

Centret består af 74 fastansatte medarbejdere, heraf 2 speciallæger. Medarbejderstaben består af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter, fysioterapeuter, neuropsykologer, talepædagoger, socialpædagoger, socialrådgivere og sekretærer.

Center for Neurorehabilitering kan modtage patienter fra regioner og kommuner umiddelbart efter den akutte fase og frem til afslutningen af genoptræningen. Centrets vigtigste opgave er at bygge bro mellem sygehusbehandlingen og tilværelsen på længere sigt. Samarbejdet på tværs af sektorerne dvs. med de offentlige sygehusafdelingerne, kommunerne og også almen praksis prioriteres meget højt for at sikre et godt sammenhængende forløb for patienten og dennes pårørende.

Læs mere om afdelingen her 

Ansættelse og organisatorisk placering

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.

Cheflæge refererer til direktionen og indgår efter aftale i Epilepsihospitalets ledergruppe (direktionen og 16 afdelingschefer) og evt. Filadelfias samlede ledergruppe (direktionen og 18 afdelingschefer).

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Sundhedsfaglig direktør Mads Henrik Ravnborg, Tlf. 20 86 54 47, Administrerende direktør Jens-Otto Jeppesen, Tlf. 24 94 56 12 eller ved Malene Højsted Kristensen, MUUSMANN A/S Tlf. 22 22 21 60

Ansøgningsfrist: tirsdag den 11. april 2023 kl. 12.00. Søg stillingen på www.muusmann.com/stillinger

Uddybet jobprofil: Stillings- og kompetenceprofil_cheflæge_end MR_030323.pdf