Stilling som overlæge ved Led- og Bindevævssygdomme, AUH Hermed opslås en stilling som overlæge ved Led- og Bindevævssygdomme, Aarhus Universitetshospital til besættelse 1. maj 2023 eller efter aftale.
Der søges speciallæge med særlige kompetence og inden for området vaskulitissygdomme.
Led- og Bindevævssygdomme
Afdelingen er en reumatologisk specialafdeling med et optageområde på hovedfunktionsniveau på ca. 350.000 borgere. Afdelingen varetager højt specialiseret funktion og modtager patienter hertil fra hele regionen og fra det vestdanske område. Afdelingen har 7 sengepladser og stor klinikfunktion med ca. 18.000 årlige kontakter
Lægebemandingen består af 1 cheflæge, 1 klinisk lærestolsprofessor, 1 ledende overlæge, 1 ledende uddannelsesansvarlig overlæge, 5 overlæger, heraf 1 i kombinationsstilling med Aarhus Universitet, 5 afdelingslæger, 5 læger i hoveduddannelsesstilling og 3 i introduktionsstilling.
Afdelingsledelsen varetages af cheflægen, den kliniske lærestolsprofessor og chefsygeplejersken, som refererer til hospitalsledelsen.
Afdelingens forskning ledes af den kliniske lærestolsprofessor. Alle på afdelingen er forpligtet til at stimulere til og deltage i faglig udvikling og forskning, som aktuelt vedrører såvel basal som klinisk reumatologi og epidemiologi. Til afdelingen er knyttet forskningslaboratorium. Forskningssamarbejdet er udbredt og omfatter såvel nationalt som internationalt netværkssamarbejde.
Afdelingen har en intensiv uddannelseskultur, hvor enhver ansat er forpligtet til at deltage aktivt som underviser og i egen uddannelse. Afdelingen har en åben-dør politik som en integreret del af uddannelses- og samarbejdsmiljøet.
Der lægges stor vægt på tværfagligt såvel som tværsektorielt samarbejde inden for klinik, uddannelse og forskning.
Kliniske funktioner
Varetagelse af funktion i Klinik og sengeafsnit.
Kvalifikationer
Stillingen ønskes besat af speciallæge i Intern Medicin:Reumatologi, der har kompetencer inden for alle 7 lægeroller. Der ønskes ansøgere med en stærk klinisk og videnskabelig baggrund, herunder indenfor vaskulitisområdet.
Se funktionsbeskrivelse her
Det kan ikke forventes, at der kan stilles regulativmæssig bolig til rådighed.
Stillingen er omfattet af de nye lønformer. Lønnen bliver sammensat af en grundløn, evt. kvalifikationsløn og evt. funktionsløn.
Yderligere oplysningerne fås ved henvendelse til cheflæge Ulrik Tarp på tlf. 4034 3243 / mail: ulrtar@rm.dk
Ansættelsessamtaler forventes afholdt uge 16.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Søg stillingen via “søg job”-knappen.