“Det er nok det mest spændende job, man kan få som ledende overlæge”
Sådan lyder det fra Vagn Bach, der efter sommerferien takker af som ledende overlæge – (svarer til stillingsbetegnelsen cheflæge i Danmark) – på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Dermed bliver stillingen som ledende overlæge for operations- og intensivområdet ledig.
Da han forlod sin stilling som sygehusdirektør på Næstved Sygehus og i Ringsted i Danmark, havde han ikke forestillet sig, at han senere skulle befinde sig i en helikopter over Nordgrønlands øde landskaber med et kritisk sygt barn på vej til hospitalet i Nuuk. Men sådan er livet som ledende overlæge – uforudsigeligt, udfordrende og fyldt med oplevelser, der ligger langt fra et traditionelt hospitalsarbejde i Danmark.
“Jeg havde besluttet mig for, at når jeg ikke længere skulle være leder, ville jeg vende tilbage til at være ‘rigtig’ læge igen,” fortæller han.
Så, da muligheden for at arbejde som freelance-læge i Grønland bød sig, slog han til.
“Jeg tog til Grønland i maj 2021 for et otte ugers ophold, og så begyndte de at spørge til en fast stilling. De sagde: ‘Du har været i mange lederjobs, hvorfor ikke tage rollen som ledende overlæge her?’ I første omgang tøvede jeg, for jeg havde jo haft mit med ledelse, men efter flere opfordringer sagde jeg ja”.
Lidt af hvert
“Hvis man brænder for sit fag, er det her nok det mest indholdsrige job, man kan have,” siger siger 69-årige Vagn Bach, der fremhæver et stærkt teamsamarbejde på afdelingen og med andre funktioner på hospitalet og uddyber:
“Det er som at arbejde på et centralsygehus i Danmark for 20-30 år siden. Vi laver lidt af det hele – bedøvelse, intensivbehandling og intermediær funktion. Hverdagen er uforudsigelig, og vi må ofte improvisere. Når en patient bliver kritisk syg i en afsides bygd, kan der gå mange timer, før vi når frem med ambulancefly eller helikopter.”
En stor del af jobbet indebærer patienttransporter, hvor han og hans team rejser ud for at hente alvorligt syge patienter fra sundhedscentre og mindre sygehuse i det vidtstrakte land.
“Man skal have eventyrlyst og være klar til at tage fat. Det er ikke et job for dem, der helst vil sidde bag en computer hele dagen.”
Han påpeger de logistiske udfordringer ved at arbejde i et land, hvor vejr og afstand kan gøre det svært at nå frem til patienter i tide.
” Hvis vejret er dårligt, kan vi ikke flyve ud til en kritisk syg patient, og så må vi arbejde med fjernrådgivning og telemedicin. Det gør jobbet specielt og fagligt udfordrende.”
På hundeslæde med sygt barn
Han mindes en oplevelse, der understreger den anderledes virkelighed, man kan møde i Det Grønlandske Sundhedsvæsen.
“Vi fik en melding om et meget sygt barn i en fjern bygd i Nordgrønland. Det tog os flere timer at nå frem i helikopter på grund af modvind. Da vi ankom, forventede vi at blive modtaget på et sundhedscenter, men i stedet blev vi ført ind i et privat hjem.”
Efter at have stabiliseret barnet stod vi over for en ny udfordring: Hvordan fik vi barnet de 600-700 meter op til helikopteren i sne og kulde? Løsningen blev en hundeslæde trukket af en snescooter. Jeg sad der med barnet på slæden, pakket godt ind i uldtæpper, mens vi kørte mod helikopteren. Det var en surrealistisk, men også fantastisk oplevelse, fordi det viste, hvor vigtigt samarbejde og fleksibilitet er heroppe”, fortæller Vagn Bach.
Hans fireårige kontrakt udløber den 20. august, og med sin alder in mente har han besluttet, at tiden er inde til at give stafetten videre.
Han opfordrer interesserede læger til at overveje den unikke stilling, som også indebærer en rådgivende rolle i sundhedsledelsen. For den rette vil det være en uforglemmelig once in a lifetime mulighed.
”Hvis man brænder for anæstesi og intensivmedicin og samtidig ønsker en lederrolle med stor indflydelse og variation i hverdagen, så er dette en enestående mulighed. Her får man både faglige udfordringer, spændende ledelsesopgaver og gode kolleger. Men især kommer man til at være en del af en indtagende og spændende arbejdskultur, hvor man kan gøre en forskel. Og så skal man naturligvis kunne trives i en lille storby som Nuuk, hvor fjord og fjeld altid er tæt på. Jeg har selv haft stor glæde af at sejle og fotografere” siger han.”
Kontakt HR@peqqik.gl, hvis du er nysgerrig på at arbejde i Det Grønlandske Sundhedsvæsen. Se aktuelt job ‘Ledende overlæge til Operation og Intensiv Område, Dr. Ingrids Hospital, Nuuk’.