Centervicedirektør til Rigshospitalets HovedOrtoCenter
På Rigshospitalet er vores vision at være til gavn for den enkelte patient og det samlede sundhedsvæsen. Vi er en del af et stærkt fællesskab, hvor vi sammen med vores kolleger på tværs af sundhedssektoren tager ansvar for, at alle patienter har adgang til den bedst mulige udredning og behandling – så tæt på den enkelte som muligt.
Til at understøtte dette arbejde søger vi en erfaren og dynamisk kollega, der brænder for at sikre og udvikle driften af den del af Rigshospitalet, der er samlet i HovedOrtoCentret. Centeret rummer kirurgiske specialer, men favner fagligt bredt og omfatter også Rigshospitalets TraumeCenter og flere andre tværgående funktioner og enheder.
HovedOrtoCentret har 2.400 ansatte, et stærkt forskningsmiljø med 18 professorer og et budget på 1,9 mia. kr.
Du skal bidrage til at forankre den transformationsproces, som hospitalets nye vision har lagt retningen for, i driften af HovedOrtoCentret. Vi arbejder for at skabe et kulturelt, klinisk og teknologisk paradigmeskift, og vi har bevidst valgt, at vi ikke arbejder med målhierarkier, handleplaner og KPI’er, fordi vi tror på, at reelle forandringer skabes gennem frisættelse, erfaringsudveksling og samtaler på tværs af hierarkier og organi- satoriske strukturer.
Det er derfor afgørende, at vores kommende lederkollega har solid ledelsesmæssig ballast, indsigt i sundhedsvæsenet samt ikke mindst en evne og vilje til at understøtte nytænkning og tværgående samarbejde omkring drift og kerneopgaver i HovedOrtoCentret.
Om opgaven
Som centervicedirektør indgår du i et ligeværdigt makkerskab med centerdirektøren om ledelsen af HovedOrtoCentret. Sammen har I det overordnede ansvar for centerets kerneopgaver: at sikre behandling, forskning, innovation og uddannelse på højeste internationale niveau. Stillingen indebærer således et betydeligt driftsansvar mht. både økonomi, aktivitet og patientrettigheder samt trivsel og udvikling i centeret.
Sammen med centerdirektøren får du ansvar for, at driften af centeret tilrettelægges, så den enkelte patient mødes med omsorg og tilbud om den bedst mulige diagnostik og behandling, og så vi både som institution og enkeltpersoner bidrager til udviklingen af et sundhedsvæsen, hvor der er behov for at styrke nærhed, lighed, kvalitet og sammenhæng.
Højt på dagsordenen over aktuelle opgaver står implementering af sundhedsreformen og herunder den kommende fusion mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden. Samtidig skal vi håndtere en stigende efterspørgsel efter sundhedsydelser, der bl.a. er foranlediget af den demografiske udvikling.
Sammen med centerdirektøren får du en vigtig funktion som samlende og kulturbærende figur i centeret. Gennem inddragelse, delegering, gennemsigtige beslutninger og kommunikation skal I som centerledelse sikre, at centeret er en tillidsfuld arbejdsplads med psykologisk tryghed, faglig udvikling, begejstring for at gå nye veje og samarbejde på kryds og tværs af fagligheder og organisatoriske skel.
Om kandidaten
Vi søger en centervicedirektør med evne og lyst til at påtage sig en kompleks ledelsesopgave i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med centerdirektøren i HovedOrtoCentret. Du skal have ambitioner for driften af centeret og være god til at se muligheder og have modet til at gå nye veje i opgaveløsningen.
Det er en forudsætning, at du har erfaring med ledelse af komplekse driftsenheder og har indsigt i sundhedsvæsenet, men du behøver ikke at have en sundhedsfaglig baggrund.
Du skal som leder insistere på at delegere mandat og ansvar til afdelingsledelserne og stabsfunktioner og samtidig formå at være tæt på de driftsmæssige udfordringer, så værdi for patienten, frisættelse og effektiv ressourceanvendelse er udgangspunktet for centerets virke.
Det er nødvendigt, at du er en holdspiller, der både inden for og uden for ledelseshierarkiet og inden for og uden for Rigshospitalets mure skaber resultater og processer, der samlet set understøtter Rigshospitalets ønsker om at være til gavn.
Det er vigtigt, du udviser interesse for alle centerets specialer, fagligheder og medarbejdergrupper, og ikke mindst at du har lyst til at blive en del af en helt fantastisk arbejdsplads, hvor excellence og omsorg er bærende værdier for alt, hvad vi gør.
Du kan læse mere om jobbet og krav og ønsker til kandidater i den uddybende job- og personprofil.
Om rammer og proces
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende chefaftale på området med en årsløn på ca. 960.000 kr. ekskl. pension.
Ansøgningsfrist: søndag den 9. marts 2025.
Søg stillingen via ansøgningsknappen.
Kontakt gerne centerdirektør Thomas Høi-Hansen på tlf. 4157 2699 eller chefrådgiver i Genitor Iben Munck Adamsen på tlf. 2291 2006.