Tanja Charlotte Frederiksen
Vægttab er ikke forbundet med en øget risiko for atrieflimren, men heller ikke en reduktion i risikoen, viser et studie, som Tanja Charlotte Frederiksen har præsenteret på ESC.Foto: Niels-Bjørn Albinus

Vægttab er ikke forbundet med ændringer i risikoen for atrieflimren Dansk undersøgelse præsenteret på ESC giver ny viden om vægtændringers betydning for at udvikle atrieflimren.

Vægttab er ikke forbundet med ændringer i risikoen for at udvikle atrieflimren. Det viser resultaterne af et kohortestudie, som læge og ph.d.-studerende Tanja Charlotte Frederiksen, Aarhus Universitetshospital, har præsenteret på ESC i Amsterdam.

Vi ved ikke, hvorfor vægttab ikke er forbundet med ændringer i risikoen for atrieflimren, men én mulig forklaring kan måske være, at overvægten medfører blivende forandringer i hjertet

Tanja Charlotte Frederiksen, læge, AUH

Tidligere observationsstudier har vist, at overvægt og fedme er risikofaktorer for udvikling af atrieflimren, og randomiserede studier har peget på, at der for hvert trins øget BMI også er en højere risiko for at udvikle atrieflimren, sammenlignet med personer med en stabil vægt. Derimod har resultaterne vedrørende en mulig association mellem vægttab og risiko for atrieflimren hidtil været modstridende.

»I vores studie ser vi ikke at vægttab er forbundet med en øget risiko for atrieflimren, men heller ikke en reduktion i risikoen,« siger Tanja Charlotte Frederiksen.

Resultaterne er baseret på en kohorteundersøgelse af 43.758 personer uden atrieflimren, der fik registreret højde, vægt og en række livsstilsfaktorer to gange med fem års mellemrum, og efterfølgende blev fulgt op i godt 15 år. Diagnoser for atrieflimren blev indhentet fra Landspatientregistret, BMI og ændringer i BMI blev beregnet, og deltagerne inddelt i en række subgrupper afhængigt af, om og hvor meget de havde tabt sig eller taget på i vægt mellem de to målinger.

Understreger vigtighed af sund livsstil

Blandt de deltagere, der havde øget deres vægt med mere end fem BMI-trin, var risikoen for at have udviklet atrieflimren ca. dobbelt så høj sammenlignet med gruppen, der havde haft en stabil vægt. Uanset graden af vægttab var der derimod ikke nogen statistisk signifikant association mellem vægttab og forekomsten af atrieflimren. 

»Vi ved ikke, hvorfor vægttab ikke er forbundet med ændringer i risikoen for atrieflimren, men én mulig forklaring kan måske være, at overvægten medfører blivende forandringer i hjertet, hvilket også understreger vigtigheden af at fastholde en stabil vægt over tid,« siger Tanja Charlotte Frederiksen, der understreger betydningen af livsstilsændringer:

»Prævalensen af atrieflimren er meget høj, og forbundet med store samfundsudgifter. Resultaterne af undersøgelsen understreger vigtigheden af en sund livsstil for at forebygge udvikling af atrieflimren. Også personer, der allerede har fået atrieflimren, har gavn af livsstilsændringer.«

Tanja Charlotte Frederiksen peger på, at undersøgelsen har den begrænsning, at den ikke kan svare på, hvorfor deltagerne måtte have tabt sig.

»Vi ved ikke, om vægttabet er sket ud fra et ønske om at tabe sig, eller om det skyldes sygdom eller alder,« siger Tanja Charlotte Frederiksen.

Skriv kommentar