Overlæge med funktionsledelse til Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Horsens Vi har en Fertilitetsklinik, hvor vi værner om den faglige kvalitet og et godt arbejdsmiljø med højt til loftet.
Kan du bidrage til den fortsatte gode udvikling via motivation og engagement, i et tæt samarbejde med personalet og den øvrige funktionsledelse i Fertilitetsklinikken og i resten af Kvindesygdomme og Fødsler?
Vi tilbyder per 1. september 2022, eller efter aftale, en stilling som overlæge med funktionsledelsesansvar i Fertilitetsklinikken på Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler, Regionshospitalet Horsens.
Vi søger en overlæge, som er speciallæge i gynækologi og obstetrik og har interesse for ledelse, samt relevant ledelsesuddannelse. Der skal påregnes vagtarbejde samt weekend- og helligdags arbejde i Fertilitetsklinikken.
Det vil være muligt at etablere en delestilling imellem fertilitet og gynækologi/obstetrik med tanke på at være med til at understøtte og udbygge ”Center for Reproduktion”, der varetages i tæt samarbejde med Aarhus Universitetshospital og de relaterede subspecialer inden for det reproduktionsmedicinske fagområde.
Vi forventer, at du:
- Er speciallæge i gynækologi og obstetrik – med erfaring indenfor fertilitetsbehandling og med interesse for samarbejde på tværs af matrikler og faggrupper.
- Påtager dig relevante ledelsesmæssige opgaver i samarbejde med kliniklederen, den øvrige funktionsledelse og afdelingsledelsen.
- Arbejder aktivt med og evner nærværende kommunikation i forhold til patienter, kollegaer og samarbejdspartnere .
- Aktivt skaber og bidrager til tværfagligt samarbejde.
- Tænker innovativt i forhold til opgaveløsning.
Kan du se dig selv i det – så tilbyder vi dig:
- En spændende stilling som funktionsledende overlæge på et hospital og i en afdeling, hvor en stærk tværgående samarbejdskultur, en flad organisationsstruktur og pligt til forundring er vigtige komponenter i en spændende hverdag, og hvor der er en ambitiøs retning mod en kultur, hvor trivsel, udvikling og faglighed går hånd i hånd.
- Et hospital, der i høj grad bygger på en god omgangstone; at vi er gode til at se muligheder og bruger mindre energi på begrænsninger, og hvor vi har en stærk holdånd, fordi medarbejdere og ledere gerne vil hinanden. Afdelingen beskæftiger i alt ca. 200 dygtige medarbejdere, som bidrager til en positiv og uhøjtidelig stemning.
- En afdeling, der er midt i en spændende proces med udvikling af en “Bevidst udviklende organisation” – hvor elementer som personlig/faglig udvikling, trivsel, udvikling, feedback og teamkompetencer indgår som de bærende elementer for alle medarbejdere.
- Mulighed for stor indflydelse, samt faglig og personlig udvikling
Se stillings- og funktionsbeskrivelsen for overlægestillingen her.
Om Fertilitetsklinikken
Fertilitetsklinikken i Horsens er forskningsaktiv og en af Danmarks største offentlige klinikker. Klinikken har godt 30 medarbejdere, som arbejder tværfagligt fordelt med lægesekretærer, biolog, bioanalytikere, sygeplejersker og læger, som beskæftiger sig med: Fertilitetsudredning og behandling (IUI, IVF og ICSI), samt behandling med nedfrosne og optøede æg, udhentning af sædceller og sæddeponering.
Hele Kvindesygdomme og Fødsler har ca. 40.000 årlige ambulante besøg og en forventet kirurgisk aktivitet på ca. 2300 gynækologiske indgreb. Vi har aktuelt ca. 2.260 fødsler og tæt, dagligt samarbejde med Børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger. Stillingen er omfattet af lokal løndannelse.
En forudsætning for ansættelse ved hospitalet er i øvrigt, at der gives samtykke til indhentelse af børneattest, og at denne er tilfredsstillende.
Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til Ledende Overlæge Marie Højriis Storkholm tlf. 61263849 eller klinikleder ved Fertilitetsklinikken, Klinikchef Anette Vestergaard Gabrielsen tlf. 20337981
Ansøgningen
Ansøgning struktureres omkring speciallægens 7 roller i henhold til ”Retningslinjer for faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger i Region Midtjylland”.
Ansøgning fremsendes elektronisk, inklusiv dokumentation for kompetencer inden for speciallægerollerne på skema, som er en del af den elektroniske ansøgningsprocedure.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 23. august 2022.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt mandag den 29. august 2022 eller 12. september.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Søg stillingen via “søg job”-knappen.