Stilling som overlæge i Operation og Intensiv, Regionshospitalet Randers. En fast stilling som overlæge er ledig til besættelse pr 1. april 2022 eller efter aftale.
Er du speciallæge i anæstesiologi, og har du lyst til og mod på nye udfordringer, kan vi tilbyde spændende arbejdsopgaver og et godt arbejdsmiljø. Vi ønsker at ansætte en ansvarsfuld og initiativrig overlæge, der vil være med til at præge den faglige og organisatoriske udvikling i vores afdeling.
Som overlæge i OPI, Regionshospitalet Randers, skal man være forberedt på forskellige arbejdsopgaver inden for anæstesi, intensiv terapi og præhospitalt arbejde. I dagtiden kan man have primær tilknytning til et enkelt afsnit som ex. OP, Intensiv eller Dagkirurgien, men I vagterne vil overlægen skulle deltage i alle afdelingens funktioner, herunder dækning af de to lægebemandede akut biler.
Der henvises til funktionsbeskrivelse.
Vi ønsker med dette opslag at ansætte en overlæge, der har lyst til og evner at arbejde med bredden i det anæstesiologiske speciale. Samtidigt søger vi en kollega, der har interesse i det intensive område, og som vil være med til at løfte aktiviteter og udvikling i afsnittet.
Derudover ønsker vi at opprioritere supervision af yngre læger bl.a. i forhold til behandling af intensive patienter og i forhold til HU-lægernes rolle som bagvagt – det vil derfor være en fordel, at ansøgeren dels har erfaring som vejleder, dels er interesseret i yngre lægers uddannelse.
Endelig skal overlægen kunne være en god rollemodel for yngre kolleger.
Vi vægter de personlige kompetencer højt og søger en holdspiller med godt humør, som er stærk i et teamsamarbejde.
Afdelingen har seks funktionelle afsnit, med hver sin tværfaglige afsnitsledelse. Afdelingen yder anæstesi til følgende kirurgiske specialer: abdominalkirurgi, gynækologi og obstetrik, ortopædkirurgi og øre-næse-hals kirurgi. Der bedøves patienter dels på den centrale operationsgang, dels i Dagkirurgien samt på ØNH-klinikgangen. Der findes endvidere en specialtandlægeklinik, hvor der ydes anæstesi til børn og klienter fra særforsorgen. Herudover ydes anæstesi til akutte og elektive diagnostiske procedurer i radiologisk afdeling, samt anæstesi til DC-konvertering og ECT behandling.
Afdelingen har en moderne Intensiv med syv pladser, hvor der udøves intensiv terapi til såvel kirurgiske som medicinske patienter med fuld hæmodynamisk monitorering og akut dialysebehandling (prisme behandling).
Endvidere er der tilknyttet en Enhed for Lindrende Behandling til afdelingen.
Der findes på hospitalet en pædiatrisk afdeling med et neonatal afsnit.
Regionshospitalet Randers er et akuthospital og personalet fra Operation og Intensiv deltager i den akutte traumemodtagelse og akut medicinsk kald.
Afdelingen dækker den præhospitale behandling i Randersområdet og på Djursland i form af to døgndækkede lægebemandede akut biler.
Speciallæger i anæstesi forventes i fremtiden at deltage i Region Midtjyllands præhospitale beredskab eksempelvis ved regionens akutlægebiler, AMK beredskab eller akutlægehelikopter. Deltagelsen kan ske inden for afdelingens arbejds- og vagttilrettelæggelse eller via frivillig deltagelse. Den frivillige konsulenttilknytning honoreres efter ”Regional aftale for honorering ved konsulenttilknytning til det præhospitale område i Region Midtjylland”.
Der er stor undervisningsaktivitet på afdelingen, da afdelingen har studenter fra Aarhus Universitet, introduktionslæger, KBU-læger i fokuseret ophold samt læger i sidste del af hoveduddannelsen.
Stillingen er med vagtforpligtelse. Ud over en forvagt er der i afdelingen altid 3 speciallæger/1. R i vagt, dels en tilstedeværelsesvagt, dels en delt tilstedeværelses- og tilkaldevagt, dels den læge, der kører akut læge bil.
Ansøgeren vil blive bedømt i forhold til speciallægens 7 roller, det er derfor vigtigt, at bedømmelsesskemaet er udfyldt og vedhæftet ansøgningen.
I henhold til regionens ansættelsesvejledning, skal ansøger have været speciallæge i min. 5 år for at kunne ansættes som overlæge.
Ansøgningsfrist: Den 17. januar 2022 kl. 12.00
Vi forventer at afvikle ansættelsessamtaler i uge 4.
Yderligere oplysninger kan rekvireres ved henvendelse til ledende overlæge Lisbeth Kidmose, direkte valg 7842 0501 eller til sekretær Anne Andreasen 7842 0505.
Skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer bedes udfyldt https://www.rm.dk/om-os/organisation/koncern-hr/lon–og-personaleforhold/rekruttering-og-ansattelse/ansattelse-af-speciallager/ ligesom CV med oplysninger om uddannelse, undervisningserfaring og evt. videnskabelig produktion.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Søg stillingen via “søg job”-knappen.