Specialpsykolog til Sengeafsnit B, Regionspsykiatrien Randers En fuldtidsstilling som specialpsykolog i voksenpsykiatri på Sengeafsnit B er ledig til besættelse pr. 1.12.2021 eller efter nærmere aftale. Specialpsykologen refererer til funktionsledelsen på afsnittet.
Om Afsnit B
Afsnittet er et intensivt åben/skærmet sengeafsnit med plads til 14 patienter fra Randers, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov kommuner. Afsnittet modtager overvejende psykosepatienter og har en særlig opgave i forhold til patienter med retslige foranstaltninger. Vi tilbyder brugerstyret indlæggelse til et udvalg af vores patienter for at forebygge svære tilbagefald.
Vi tilbyder:
- Et fagligt meningsfuldt og udfordrende arbejde på et højt specialiseret niveau
- En arbejdsplads der har fokus på inddragelse af specialpsykologer
- Et godt psykologfagligt og tværfagligt miljø med engagerede og kompetente kolleger
- Faglige udviklingsmuligheder i forhold til patientgruppen
- Mentorordning og hjælpsomme kolleger i dagligdagen
- Samarbejde med dynamisk og kompetent lægegruppe samt erfaren og ligeledes kompetent personalegruppe
- Ugentlig klinik og undervisning, på skift ved husets læger og psykologer
- Testsupervision for psykologer
Arbejdsopgaver:
- Ansvar for patientforløb, herunder indlæggelsessamtaler, journaloptagelser, udfærdigelse af behandlingsplaner og epikriser samt psykologisk behandling.
- Vurderinger og udredninger af psykopatologi og differentialdiagnostik som bl.a. omfatter psykologisk testning mm.
- Koordinering af tværfagligt samarbejde omkring patienten herunder sikre kontinuitet og sammenhæng i patientforløbet.
- Supervision af tværfagligt personale i de øvrige sengeafsnit.
- Formidle, vejlede og yde behandling med henblik på at fremme psykisk sundhed og forebygge følgevirkninger af psykisk sygdom.
- At assistere ved psykiatriske tilsyn.
Lidt om os
På Afsnit B møder vi patienten med høj faglighed, respekt og omsorg. Vi har en anerkendende tilgang til patienten og dennes behandling og har stor succes med nedbringelse af tvang via deeskalering, skærmning og beroligende metoder. Vi arbejder med behandling, udredning, diagnosticering, medicinering, samtaler, aktivering, strukturering, skærmning og meget andet ud fra en psykodynamisk forståelsesramme kombineret med kognitive og miljøterapeutiske principper. Vi ser specialpsykologen som central i at videreudvikle denne tilgang og forståelsesramme.
Medarbejdergruppen på afsnittet er tværfagligt sammensat og består af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger, ergoterapeuter, læger og lægesekretær. Vi går ind for et tværfagligt samarbejde og arbejder tæt sammen med de øvrige sengeafsnit og klinikker i Regionspsykiatrien Randers og med vores tværsektorielle samarbejdspartnere som f.eks. kommunerne.
Forventninger til ansøgers kvalifikationer:
- Gennemført uddannelse til specialpsykolog i psykiatri, voksne
- Bredt kendskab til behandlingsmetoder
- Evne til at indgå i tværfagligt samarbejde og fortsat udvikling af velfungerende team
- Stor robusthed og personlig integritet
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 24.11.2021 fra kl.10
Søg stillingen via “Søg job”-knappen
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.